Knap 200 alumner har foreløbigt valgt at være med i alumnenetværket på Institut for Æstetiske Fag. De æstetiske fag består af fagene Dramaturgi, Kunsthistorie, Litteraturhistorie, Musikvidenskab og Æstetik og Kultur, og målet med alumnenetværket er at styrke forbindelsen mellem instituttets forsknings- og studiemiljø og arbejdsmarkedet samt at skabe et fagligt og socialt forum for alumner fra instituttet.
Vidensdeling og inspiration
Alumnenetværket fungerer bl.a. gennem et nyhedsbrev, som formidler ny viden og aktuelle begivenheder mellem instituttet og alumnerne.
Alumner fra netværket bidrager desuden som mentorer for nuværende studerende og som oplægsholdere i forbindelse med instituttets årlige karrieredag, hvor deres erfaringer og råd i forhold til arbejdsmarkedet og udviklingen af studier og efter- og videreuddannelse er et stort aktiv for instituttet.
Første fælles alumnedag
Den 3. juni afholder alumnenetværket for første gang en fælles alumnedag for alle de æstetiske fag. Det bliver en dag fuld af faglige og sociale indslag fra instituttets forskere, undervisere, studerende og alumner - som også er meget velkomne til at melde sig til planlægningsgruppen.
Du kan læse mere om netværket på: www.aestetik.au/alumne, hvor du også kan tilmelde dig netværket eller slutte dig til Facebook-gruppen Alumne-netværk ved Institut for Æstetiske Fag, AU.
Her har du mulighed for at finde gamle studiekammerater, lægge jobannoncer ud, starte diskussioner og se billeder fra livet på Kasernen.
Har du spørgsmål eller ønsker til netværket, er du meget velkommen til at kontakte alumnekoordinator Tine Arsinevici på aestta@hum.au.dk eller telefon 89425228.