Af Hans Plauborg
Hvorfor kan de ikke bare lade være, de fede, med at proppe sig med friturestegte Filet-O-Fish og chokolademilkshakes, efter de har ligget på sofaen og spist osterejer dagen lang? Når vi andre nu kan sidde ved et veldækket bord og nyde vores gulerodssalat og sojamarinerede tofu efter en god lang løbetur, kan det vel ikke være så svært, kan det?
Eller svinder viljens styrke mon i takt med, at fedtet eksploderer under huden på den stadigt mere udflydende krop? Er det mon bare de fedes gener, den er gal med? Måske er de overvægtige simpelthen de uheldige, der stod bagest i køen, da "evolutionen" uddelte stofskifte?
Anders Lindelof forsker i fedme på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet og er ved at lægge sidste hånd på sit ph.d.-projekt, der handler om overvægtige teenagere. Han kender fordommene og spørgsmålene om de fede til hudløshed, men han anerkender ikke det udgangspunkt for diskussionen.
– Jeg anklager den tilgang til fedme-problemet, der siger, at det er et selvforskyldt og individualiseret problem, og at de fede bare har en dårlig livsstil og i øvrigt ikke kan tage sig sammen. Og jeg anklager også den meget udbredte holdning blandt læger og forskere i sundhedsindustrien, nemlig at vi kan løse problemerne, hvis vi investerer i endnu større mikroskoper, så vi kan finde endnu flere genfejl og metabulismedefekter.
Et antropologisk syn på fedme
Anders Lindelof mener, vi skal gå en anden vej – den antropologiske. Hvis vi ikke forsøger at forstå, hvorfor det er så svært for 110 kilo tunge Sofie at gå forbi McDonald’s, eller hvorfor 15-årige Martin med 35 kilo ned til idealvægten hellere vil jonglere med dåsecolaer foran computeren end med fodbolden på grønsværen, så kan alverdens gode og praktiske råd om sund kost og hyppig motion være fuldstændig ligegyldige.
– Vi bliver nødt til at studere, hvordan folk lever, og hvordan familier fungerer. Hvilke begivenheder har ført op til det liv, de lever nu? Det handler simpelthen om at deltage i de arenaer, hvor folk lever deres liv, for ellers kommer man ikke til at forstå deres motivationer og handlinger, siger Anders Lindelof, der er uddannet læge og forventer at aflevere speciale i antropologi inden for et år.
I sit ph.d.-projekt har han fulgt 12 overvægtige teenagere og deres familier over flere år og på den måde fået et dybt indblik i familiens sociale relationer.
– Noget af det mest fremtrædende i de her familier er, at man ikke anerkender eller er bevidst om værdien af at bevæge sig. Børnene har aldrig lært glæden ved at motionere, og motion er ikke blevet italesat som noget positivt i livet. Det skyldes ikke et bevidst fravalg eller ond vilje. Sådan har det bare været, fortæller Anders Lindelof.
Måltidet er flydt ud
Og det er det samme med maden. Den har familierne heller ikke prioritet. Eller rettere: De har ikke prioriteret måltidet som en vigtig social begivenhed, hvor indkøb, madlavning og spisning er et fælles dagligt omdrejningspunkt.
– Problemet er faktisk, at mad og måltider spiller en for lille rolle i de her familier. Det fælles måltid, hvor man hygger sig med maden, fordi den smager godt, og hvor man snakker over bordet med hinanden, findes ikke. Måltidet er flydt ud. Det er noget, der er der hele tiden: foran fjernsynet, ved computeren, på vej ud ad døren. De unge glæder sig ikke til måltiderne, men spiser overalt, har skjulte slikdepoter og kan ikke sige nej til shawarmaen, hvis de har penge på lommen, siger Anders Lindelof.
De unge ved det godt og skyder skylden på sig selv: "Jeg ville ønske, at jeg ikke spiste usund mad, men jeg glemmer alt om, at jeg skal tabe mig, når jeg køber det," siger en af de teenagere, Anders Lindelof har fulgt og interviewet. En anden siger direkte: "Det er min egen skyld. Jeg er doven og spiser for meget."
De fede teenagere har det oftest dårligt med deres overvægt. De er triste og ulykkelige og har et stærkt ønske om at tabe sig. "Livet er meget lettere, når man er tynd," konstaterer en af de interviewede.
Forældre og børn uenige
Anders Lindelofs undersøgelse viser også, at der eksisterer et misforhold mellem de unges og deres forældres opfattelse af situationen:
– Forældrene mener, at de gør, hvad de kan, for at motivere til vægttab og for at servere sund mad i hjemmet. Men det er de unge ikke altid enige i. De mener, at maden kunne være sundere, siger Anders Lindelof.
I det hele taget er det en udbredt holdning blandt både teenagerne og deres forældre, at mad er vigtigere end motion. Især fordi det opfattes som lettere at gøre noget ved maden. Det er surt at motionere, hvis man ikke er vant til det og vejer 50 kilo for meget, mens man ikke får sved på panden ved at købe flere grønsager.
– Mange af teenagerne siger, at de ikke kan motivere sig til at dyrke fitness og holdsport. De har en forestilling om, at motion kræver en hal eller et center, og her føler de sig ikke hjemme. Forestillingen om, at motion kan være indlejret i hverdagen i form af at gå og cykle mere, ligger dem fjernt, fortæller Anders Lindelof.
Alle forældrene i hans undersøgelser siger, at de opfatter deres børn som dovne. Forældrene opfordrer dem til at motionere mere, men opfordringerne er altid verbale. Det sker stort set aldrig, at man laver fysiske aktiviteter sammen som familie. En mor i undersøgelsen understreger ufrivilligt problemet, når hun siger: "Jeg fortæller ham dagligt, at han skal løbe en tur. Men jeg kan ikke selv løbe med pga. mine knæ."
Måltidet vigtigere end kosten
Hvis vi for alvor ønsker at gøre noget ved fedmeepidemien, skal vi ifølge Anders Lindelof se langt mere tværfagligt på problemet, end vi gør i dag.
– Vi løser ikke fedmeproblemet ved at finde flere genfejl og metabulismedefekter eller ved at sende de fede på individuelle kurser, hvor de lærer at spise sundt og motionere. Vi bliver nødt til at anerkende den enorme rolle, som sociale relationer spiller. Jeg plejer at sige, at måltidet er vigtigere end kosten. Før vi kan spise efter kostpyramiden, skal vi leve efter "måltidspyramiden", der henviser til alt det sociale omkring maden, som mange har glemt, siger Anders Lindelof.
Desuden skal vi indrette samfundet på en måde, så mere bevægelse og motion bliver en naturlig del af hverdagen. Her er det gået den forkerte vej. Vi lever i dag i det, nogle har kaldt "the obesogenic society" – et samfund, der er indrettet på en måde, som fremmer fedmen.
– Der er lavet en engelsk undersøgelse, som viser, at vi i dag skal løbe en maraton om ugen, før vi i gennemsnit har bevæget os lige så meget, som folk gjorde i 50’erne. Derfor hjælper det ikke, at politikerne diskuterer sunde madpakker, hvis de glemmer vigtigheden af gode cykelstier og ordentlige forhold for cykelparkering ved skolerne, konstaterer Anders Lindelof.
