Af Anna Mogensen, freelancejournalist
En flok matematikstuderende sidder bænket til en forelæsning. Komplicerede beviser skal bankes på plads i folks hjerner, men ikke som vanligt ved at forelæseren hælder en byge af færdige svar ned over de studerende. I stedet sidder de med en såkaldt clicker i hænderne. Undervejs i forelæsningen skal de klikke svar ind som respons på forelæserens spørgsmål efter princippet "Livline til publikum" i programmet "Hvem vil være millionær."
Det er især de naturvidenskabelige fakulteter på nogle af verdens mest prestigefyldte universiteter som Harvard, Columbia – og Aarhus Universitet, der har indført clickeren i forelæsningen for at gøre undervisningen mere effektiv.
For med clickeren i hænderne og imitationen af legen og konkurrencen fra et kendt fjernsynsprogram er de studerendes sanser vakt. Koncentrationen øges, og motivationen for at forstå beviserne er skærpet. De skal ikke sidde stille, lytte og tage artige noter. Som en pædagogisk finte inviteres de derimod til at snakke, grine og ærgre sig, hvis de klikker det forkerte svar. Deres kroppe og sanser er aktiveret og bliver målrettet sat i sving som effektivt redskab i en læringsproces.
Spørgsmålet til en million kroner er så, om de studerende scorer bedre karakterer ved eksamensbordet. Rigtigt svar: ikke nødvendigvis.
En doven aften foran flimmeren
Forelæsningernes klikkeri er en konsekvens af, at læringsforskere for længst har indset, at vi ikke er beholdere, som en lærer tanker op med viden. At lære er et kompliceret samspil mellem tanker, sanser og erfaringer.
Længe før vi for eksempel får en bevidst viden om og et sprog for en kop, har vi lært koppen at kende ved at røre ved den og drikke af den. Noget tyder på, at vi ubevidst trækker på den kropslige erfaring med et fænomen, når vi lagrer den bevidste viden og forståelse i hjernen. Det gælder også i forhold til fænomener, vi aldrig har haft erfaring med, eller abstrakte begreber, forklarer Theresa Schilhab, der er lektor ved Forskningscenter Gnosis, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) ved Aarhus Universitet. Hun forsker blandt andet i kropslige erfaringers betydning for læring.
– Skal jeg lære om demokrati, vil en forankring i den virkelige verden helt selvfølgeligt blive koblet til. Inden jeg fyldte 18 år og gik i stemmeboks for første gang, kendte jeg ikke den snor, som blyanten hænger i. Men for mig er det i dag et meget konkret eksempel på demokrati, så selv når vi har at gøre med meget abstrakte begreber, er der handlinger eller genstande associeret med dem. Derfor har vi en tilbøjelighed til at tænke noget kropsligt ind.
Theresa Schilhab forklarer, at vi har masser af udtryk for ting, vi aldrig har mødt. Vi trækker på alt det, vi har mødt eller sanset med kroppen, og derfor er vi i stand til at lave nogle udvidelser af et begreb. har kropslig erfaring med, siger hun.
– Vi kan selvfølgelig godt lære sproglige genstande at kende, som vi ikke har nogen kropslig erfaring med, men når vi forstår dem, så knytter vi an til noget, vi har kropslig erfaring med, siger hun.
Tilbage til de studerende ved forelæsningen i matematik – hvad enten de sidder i Cambridge, New York eller Århus, er det altså sandsynligt, at de dybt optaget af matematiske beviser i auditoriet ubevidst trækker på en bunke kropslige erfaringer. Det kunne være en doven sofaaften foran flimmerens "Hvem vil være millionær?", der reelt danner bagtæppe for deres nye viden om matematiske beviser.
Kroppen garanterer ikke topkarakter
På DPU er den lærende krop et forskningsfelt, der vokser og skyder frem som erantis i marts. Forskere fra antropologi, filosofi, biologi og pædagogik kaster i disse år et kalejdoskopisk lys over sammenhængen mellem krop og læring.
I en tid med fokus på nationale test og optimering af dygtige elever rækker noget af forskernes interesse ud mod sammenhængen mellem den lærende krop og faglige præstationer.
For ganske vist er det sjovere at lege mængdelære i gymnastiksalen eller at opføre en selvkoreograferet dans til de tyske verber end at sidde stille på en stol i klasselokalet og høre efter. Men man bliver ikke nødvendigvis fagligt dygtigere, viser forskningen.
– Der er ofte en masse ting, der bliver rodet sammen, når man forsøger at finde ud af, hvad der sker, når man går over i gymnastiksalen og leger mængder frem for at sidde på stolen og høre efter lærerens forklaring, siger Theresa Schilhab og laver en hurtig opremsning af nogle af sideeffekterne ved fysisk aktivitet i forbindelse med læring af et fagligt emne:
– Opmærksomheden skærpes bare ved at gøre noget andet, end man plejer. En lærer, der gider at gøre noget særligt, stimulerer ens positive oplevelse. Hukommelsen hægtes op på en episode, der gør det nemmere at genkalde sig emnet. Fysisk aktivitet stimulerer selvtilliden, og selvtilliden stimulerer lysten til at lære. Sociale aktiviteter med klassekammeraterne kan give dig mere lyst til at lære. Men det er omveje, der ikke har noget at gøre med den kausale sammenhæng at bruge kroppen og lære bedre, understreger hun.
Matematikdans med et twist
Professor i idræt Thomas Moser, Schilhabs forhenværende kollega fra DPU, er en af de førende forskere inden for krop, bevægelse og læring og er i dag tilknyttet Norges Idrettshøgskole.
– Lad mig sige det sådan, at der er flere forskere, som ikke har fundet en kausal sammenhæng mellem fysisk aktivitet og faglige præstationer, end der er forskere, som mener at have fundet en sammenhæng. Hvis man forestiller sig, at du aldrig har været fysisk aktiv, men begynder at motionere, vil jeg antage, at du vil øge koncentrationen, hukommelsen og skærpe din opmærksomhed. Som en konsekvens kan du blive bedre til matematik. Men du bliver ikke bedre til matematik af at løbe en tur.
Den lærende krops sanseapparat kan på nogle områder målrettes og finjusteres i forhold til det faglige emne, der skal læres. Thomas Moser har foretaget et pilotprojekt, der til en vis grad underbygger tesen om, at rumlig fornemmelse har betydning for, hvor god man er til matematik. Forsøget bestod i at lade en testgruppe danse "Maskindans", et spil, hvor det gælder om lynhurtigt at lade sine trin styre efter pile på en særlig dansemåtte i takt til musik.
– Testgruppen fik faktisk bedre resultater i den periode, hvor de dansede maskindans, i forhold til kontrolgruppen og i forhold til en sammenlignende periode, hvor de ikke dansede. Det tyder på, at en sådan overføring af pile fra det visuelle og rumlige til det kropslige kan være noget, der er ganske direkte knyttet til matematisk forståelse, siger Thomas Moser.
Den lærende krops egenværdi
Dermed er der konkret belæg for at hævde, at den multifunktionelle kødklump med arme og ben, vi er kommet til verden med, understøtter vores forståelse af et fagligt emne. Men kroppen som skarptslebent, effektivt redskab for læring kan på den anden side blive en tand for målrettet og paradoksalt nok sløre for potentialet i den lærende krop, mener forskerne.
– Hvis man baserer sin mængdelære på en kropslig, sanselige tillæring, der har specifik betydning for selve læringsopgaven, er det meget forsimplet learning by doing. Jeg er overbevist om, at det i de fleste tilfælde giver bedre resultater, men det er en meget funktionel tilgang til at bruge kroppen, siger Thomas Moser og fortsætter:
– Det kan i princippet betyde en manglende anerkendelse af menneskets kropslighed. Der findes en egenværdi i kropsligheden og i den lærende krop, der er knyttet til velvære, følelser, oplevelser, sanser og det at være aktør i verden. Det bør efter min mening være grund til, at man tillægger kropslighed stor betydning, når man fokuserer på forbindelsen mellem den lærende krop og kognition.
Når en læringsproces virkelig batter, kobler vi den abstrakte forståelse af det, vi skal lære, sammen med det, vi rent faktisk gør. Med andre ord er det ikke specielt brugbart at hoppe rundt i gymnastiksalen for at danne mængder, hvis ikke man har værktøjet til at forstå, hvad mængdelære er, påpeger Theresa Schilhab.
– Det er virkelig delikat, for du får mest ud at den kropslige læring ved ikke at have bevidst kontrol, og samtidig skal du have en ret stærk fornemmelse for den bevidste viden, du er i færd med at tillære, siger hun.
Eller som Thomas Moser tørt konstaterer:
– Hvis du virkelig vil lære sprog eller matematik, må du ganske enkelt øve dig for at blive bedre.
