Af Camilla Nissen Toftdal
– Den er slap, den er sløv, og den er blød. Den er potentielt ved at flyde ud, siger litteraturforsker Birgitte Rasmussen Hornbek.
Hun taler om den dovne krop, som den bliver fremstillet i nutidens kunst og i medierne.
Engang var tidens døgenigt digteren eller den, der kun beskæftigede sig med tankens arbejde. I dag har dovenskaben slået sig på kroppen. Døgenigten anno 2010 er den, der bogstavelig talt er dvask, og den, hvis krop bærer dovenskabens adelsmærke: fedmen. Han er dovenkroppen.
Inaktivitet vurderet negativt
Nostalgi, kedsomhed, idiosynkrasi og melankoli er Birgitte Hornbeks særlige forskningsfelter, og fællesnævneren for dem er afvisningen af kollektive værdinormer. Negativerne ligger hende på sinde, og med ladheden som en af de syv dødssynder føjer dovenskaben sig fint til selskabet.
– Dovenskab er grundlæggende ikke at bestille det, man skal, og den står i modsætning til flid. Men det er en inaktivitet i forhold til noget, som det forventes, at man skal være aktiv på. Man kan sige, at dovenskabens referenceramme ændrer sig, forklarer Birgitte Hornbek.
Det helt centrale for hendes dovenskabstese er netop, at inaktiviteten og dovenskaben altid hører sammen, mens det er forskelligt, hvilken type af inaktivitet der bliver nedvurderet. På hvilke områder af tilværelsen er det forbudt at slække på indsatsen? På jobbet? I forhold til familielivet? På kirkebænken? På motionscyklen?
Historiske mønstre
Birgitte Hornbek lytter til tre epokers kritikker af den dovne for at svare på spørgsmålet. Hendes perspektiv på dovenskaben er historisk, og kunsten og litteraturen er materialet. Hun inddrager erkendelser fra samfundsvidenskaberne og sundhedsvidenskaben, men hun mener samtidig, at humaniora kan noget særligt med kroppen og kropsforskningen.
– Litteratur og kunst gør ikke krav på objektive sandheder, men på subjektive. Grundlaget for de subjektive sandheder er menneskers udvekslinger med omverdenen, og derfor kan man i kunst og litteratur se mønstre for, hvordan noget bliver oplevet eller vurderet på et bestemt tidspunkt i historien, siger Birgitte Hornbek.
Myren og the industrious man
Det er sådan et "dovenskabens mønster", hun tegner for os. Først dykker hun ned i Det Gamle Testamente: "Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vís," står der i Ordsprogenes Bog. Verset leverer ikke bare en forklaring på ordet ’myreflittig’. Her er tale om visdomslitteratur, der udtaler sig meget konkret om dovenskabens virkninger og bivirkninger.
– Det er næsten en psykologisk profil, der knytter sig til den dovne i Ordsprogenes Bog, hvis man skal sige det lidt moderne. I Bibelen er dovenskaben vurderet negativt på baggrund af både et socialt og et metafysisk perspektiv. Men det er Gud og frelse, der overordnet henvises til, og dovenskaben er en misligholdelse af Guds værk, forklarer Birgitte Hornbek.
Først i det industrielle samfund bliver debatten om dovenskab sekulariseret. "The industrious man" er den flittige myres arvtager som den dovnes modsætning, og arbejdet i sig selv er højeste norm.
– De to helt store referencer for en negativ vurdering af dovenskaben er kristendommen og dernæst den protestantiske arbejdsmoral, der vokser ud af reformationen, men knytter sig til kapitalismen. Med industrialiseringen i 1800-tallet sættes en ny reference, som ikke længere er religiøs, siger Birgitte Hornbek.
Den synlige dovenskab
Den tyske sociolog Max Webers hovedværk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd er uomgængelig i denne sammenhæng. Weber peger på en sammenhæng mellem kapitalismens indstilling til arbejdslivet og de calvinistiske protestanters selvdisciplinerede livsførelse og opfattelse af arbejdet som et kald. Mads Skjern fra tv-serien Matador er legemliggørelsen af Webers teori. Men hersker der i vores senindustrielle samfund en slags protestantisk arbejdsmoral, og er det den norm, dovenskaben måles ud fra?
– Vi er gennemprotestantiske i den forstand, at vi lader en form for arbejdsmoral række ud over arbejdslivets grænser. Det er en grundlæggende etik, der eksisterer. Dovenskaben identificeres stadig til dels i forhold til arbejdet. Man hører, at de unge ikke gider arbejde, og at akademikerne sidder og dovner på deres kontorer. Men det er alligevel ikke det, der overskygger i debatten. Jeg mener, at kritikken af dovenskaben har slået sig på kroppen som en kropstugt og en ny askese, siger Birgitte Hornbek.
Birgitte Hornbek rykker det gamle begreb "tugt" fri fra kirke og kloster og forklarer, at tidens modstand mod dovenskaben hverken er religiøst eller direkte arbejdsetisk funderet. Grundlaget for en kritik af dovenskaben i vores samfund i dag er æstetisk, mener hun.
– I dag angriber man den fysiske inaktivitet. Kroppen er blevet den synlige overflade, hvorpå dovenskaben aflæses og identificeres. Der er et stort fokus på det æstetiske selv i hverdagslivet, og også når vi kritiserer dovenskaben, er vores dom æstetisk, forklarer hun.
Fra korsettet til demokratiseret kropstugt
Foreningen af kropstugt og skønheds-idealer har en lang forhistorie. Det vidner diskoskasteren fra tidlig klassisk tid og sportsmanden i den tidlige danske sportsbevægelse omkring sidste århundredeskifte om. Men begge er de eksklusive i deres samtid. I dag forventes alle at pine deres legemer i motionscentrenes torturmaskiner.
– Den tematisering af kroppen og shapingen af den, som rækker ud over det rent sundhedsmæssige og livstruende, kan man betragte som en kropstugt med basis i nogle skønhedsidealer. Kvinder i 1800-tallet gik i korsetter, så deres ribben blev bøjet, og der er på den måde ikke noget nyt i det. Men nu gælder fordringen alle, og derfor kan man sige, at kropstugten er blevet demokratiseret, siger Birgitte Hornbek.
Både diskoskasteren og sportsmanden er karakteriseret ved bevægelse, som jo netop er dovenskabens modstykke. Den moderne ikonografi omkring den dovne er, at han ligger ned. Tidligere var han den, der ikke læste i den hellige bog, eller den, hvis hånd hang slapt nedad. Nu fremstilles han som ubevægelig, og til ubevægeligheden knytter sig uplejethed og ofte fedme. I det moderne u-dovne samfund er man fælles om at fordømme fysisk inaktivitet, og samtidig bliver anoreksi og spiseforstyrrelser diskuteret som folkesygdom.
Kapitalismens nye ånd
I samfundsforskningen og sociologien taler man om en ny "spirit of capitalism", og den er et bud på en diagnose af det u-dovne samfund. Grænsen mellem arbejde og fritid bliver i stigende grad opløst, fordi kravene om at investere alle det private livs områder i arbejdslivet vokser. Fleksordningerne er umiddelbart en gevinst, men det kan også forstås som et krav om uendelig forandring, projektering, omstillingsparathed, modtagelighed og transformation.
– Det private bliver ikke en tilbagetrækning, men et relæ, hvorfra man signalerer, at man er "på". Før kunne man trække sig tilbage – ideelt set i otte timers hvile – og nu skal man bestandigt være i en tilstand af forberedelse til noget fremtidigt. Det signalerer man ved aktivitet og formdyrkelse, og kroppen er det ultimative tegn på enten viljestyrke eller slaphed og dovenskab, siger Birgitte Hornbek.
Dovenskabsforsvar
Forargelsen over den fysisk dovne krop genlyder i medierne og i det offentlige rum, og forsvarene for dovenskaben er få. De er ellers tidligere set i mange og kulørte afskygninger. I korsetternes danske storhedstid udgav den franske revolutionstænker Paul Lafargue, som i øvrigt var Karl Marx’ svigersøn, det kapitalismekritiske essay "Retten til dovenskab".
– Lafargue kritiserede industriarbejdernes forhold og viste, at man ikke behøver at arbejde så meget. Andre eksempler er den engelske gentleman, der har dovenskaben som emblem på luksuriøsitet, og flanøren, som trak rundt med skildpadder i passagerne i Paris for at markere sig over for dem, der styrtede åndløst af sted, fortæller Birgitte Hornbek.
Den verdensomspændende slow-bevægelse er nutidens bud på en hyldest til øjeblikket og fordybelsen i det. Men Birgitte Hornbek nævner også et mere lokalt og direkte opsigtsvækkende dovenskabsforsvar, der fandt sted i 1994, da Jacob Haugaard som repræsentant for foreningen SABAE – Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer – blev valgt ind i Folketinget. Selvhøjtideligheden tabte land, og vi fik Nutella i feltrationerne. Men det er måske det eneste indfriede valgløfte, Haugaard faktisk fik indfriet. Retten til at være grim, fed og dum ser i hvert fald ud til at være uigenkaldeligt tabt.
