Af Hans Plauborg
Kan mennesket en dag leve i 200 år? Eller 2000 år? Vil kloning måske ligefrem føre til en form for evigt liv? Hvis bio- og nanoteknologi en dag kan ændre den menneskelige "grundmodel" fundamentalt, skal vi så tillade det? Og hvad vil det betyde for sammenhængskraften i samfundet, hvis de rige kan købe sig til en stærkere krop, et smukkere udseende og en højere intelligens?
Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive diskuteret, når Aarhus Universitet den 6.-7. maj er vært for den internationale konference The Posthuman Condition: Long Perspectives, Imminent Decisions.
Den posthumane fremtid
Det er lykkedes de århusianske arrangører at tiltrække nogle af verdens førende forskere inden for bl.a. medicinsk etik, politisk filosofi og biopolitik til konferencen, som har gratis adgang for offentligheden.
Hovedtaleren er den verdensberømte amerikanske politiske filosof Francis Fukuyama, der er tilknyttet Aarhus Universitet. I bogen Our Posthuman Future fra 2002 argumenterer Fukuyama for, at bioteknologien radikalt vil ændre vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske. Menneskelige relationer vil erodere, og vores rettigheder som mennesker vil komme under pres, hvis vi via teknologen formår at skabe en slags supermennesker, mener Fukuyama. Han appellerer til, at vi sørger for en stærk regulering af bioteknologien via internationalt forpligtende aftaler.
Transhumanisme
Et langt mere optimistisk syn på menneskets fremtid som et bioteknologisk forbedret væsen finder man hos en anden af konferencens hovednavne, nemlig Oxford-forskeren Anders Sandberg. Sandberg er en af de ideologiske hovedkræfter bag den såkaldte transhumanistiske bevægelse. Transhumanisterne mener, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bruge ny videnskab og nye teknologier til at udvide menneskets mentale og fysiske evner og forbedre uønskelige omstændigheder ved den menneskelige tilværelse såsom vores udsathed for smerte, sygdomme, aldring og død.
Forbedring af mennesker
– Jeg tror, det bliver rigtig interessant, og at vi får en livlig akademisk debat. Konferencens deltagere har i hvert fald meget forskellige holdninger og filosofiske positioner i forhold til de her spørgsmål, siger professor på Institut for Statskundskab Kasper Lippert-Rasmussen, der er en af arrangørerne bag konferencen.
Han tilhører selv den mere bio-optimistiske fløj i diskussionen.
– Grænsen mellem at helbrede sygdomme og forbedre normalmenneskelige egenskaber er meget flydende. Når vi vaccinerer mod en sygdom, er det jo i princippet en forbedring af kroppens normalegenskaber, og det har vi ingen problemer med. Men hvis vi accepterer at forbedre mennesker, når det gælder vores udsathed for mæslinger og kopper, hvorfor skulle det så ikke være acceptabelt at forbedre mennesker på områder, der ikke er sygdomsrelaterede – vores levealder, sociale kompetencer eller intelligens for eksempel? spørger Kasper Lippert-Rasmussen.
Han mener heller ikke, der knytter sig principielle etiske problemer til, at mennesket via bevidste genetiske indgreb selv påvirker evolutionen.
– Vi påvirker allerede genmassen for fremtidige generationer, når vi hjælper folk til at få børn via kunstig befrugtning. Og vi har jo udviklet os fra andre dyrearter via en lang evolution. Skulle det ske, at mennesket via bevidste tiltag ændrede homo sapiens til en anden art, og at mennesket dermed ophørte med at eksistere, kan jeg ikke se, at det i sig selv er et særligt etisk problem, siger Kasper Lippert-Rasmussen.
