Aarhus Universitets segl

Formidlingens fighter

Al forskning skal kunne forklares, så almindelige mennesker fatter, hvad det handler om, mener fysikeren Jakob Kibsgaard. Han blev tiltrukket af Aarhus Universitets naturvidenskabelige profil og er efter otte år i Århus nu gået i gang med en postdoc på verdens måske bedste universitet Stanford University i Californien.


Af Mette Hjermind McCall

– Man tager lidt eddike, noget natron og et skvæt rød frugtfarve …
Jakob Kibsgaard indrømmer gerne, at han allerede som 10-årig eksperimenterede med kemiske reaktioner som for eksempel denne eksplosive opskrift, der resulterer i en lille hjemmelavet vulkan med skummende rød ”lava”.
– Jeg er supernysgerrig og har altid gerne villet finde ud af, hvordan tingene fungerer på et helt fundamentalt niveau, forklarer den 29-årige postdoc smilende, mens han prøver at karakterisere, hvad det er for en drivkraft, der oprindeligt fik ham til at læse fysik og kemi.
– De to fag komplementerer hinanden rigtig godt. Man kan sige, at jeg har brugt fysikken til at kigge på kemien, siger Jakob Kibsgaard, hvis forskningsfelt er katalysatorer, som han bl.a. har studeret via et Skanning Tunnel Mikroskop på fysik på AU som led i sit ph.d.-forløb.

Prestigefuld publicering
Resultater fra den forskning blev publiceret på forsiden i nanoteknologi-udgaven af det videnskabelige magasin Nature – ”et forholdsvis prestigefyldt tidsskrift”, som Jakob Kibsgaard siger med vanlig jysk beskedenhed.
Professor Thomas Jaramillo fra Stanford University havde derfor allerede læst om Jakob Kibsgaards arbejde, da de to mødte hinanden efter en konference i Californien for halvandet år siden.
Og professoren tøvede heller ikke, da den unge århusianer spurgte, om han ville være med til lave en fælles projektbeskrivelse med henblik på en fondsansøgning til et to-årigt postdoc-ophold i Jaramillos gruppe. Villum Kann Rasmussen Fonden bed på og bevilgede de ca. 900.000 kr. til forløbet.

Eget postnummer

Derfor kan Jakob Kibsgaard nu byde velkommen på Stanford, hvor palmetræerne og kirsebærblomsterne drypper af regn i det californiske forår, som har vist sig fra sin våde side her uden for Keck Science bygningen på en campus, der er så stor, at området har fået sit eget postnummer. Alene Stanfords størrelse er ifølge Jakob Kibsgaard også en af forklaringerne på, at mange af Silicon Valley universitetets forskere regelmæssigt publicerer steder som Nature eller Science, mens kollegerne i Danmark er glade for at få deres forskning publiceret i disse tidsskrifter et par gange i løbet af deres karriere.
– Forholdene og ressourcerne er bare større her. Men der er bestemt lige så lyse hoveder i Århus, hvor forskningen blandt andet inden for mit felt er internationalt anerkendt, siger han og fortæller om Aarhus Universitets såkaldte Skanning Tunnel Mikroskop, som er et 20 år gammelt hjemmebygget instrument.
– Men det er stadig helt i verdensklasse, forklarer han entusiastisk.

ForskerFight katalyse
Jakobs smittende engagement lå også bag hans sejr i 2008 i Folkeuniversitetets ForskerFight – en konkurrence, hvor ph.d.-studerende dyster i at formidle deres forskning på en spændende og letforståelig måde på blot fire minutter.
Jakob præsenterede dengang, hvordan han ved hjælp af det hjemmebyggede mikroskop kortlagde den atomare opbygning af en katalysator til at fjerne svovl fra råolie. Hvor katalysatoren før var bygget empirisk op, kunne han nu ved hjælp af nanoteknologi optimere designet. Trods det teknisk svære emne vandt han foran forskere fra humaniora med oplægstitler som ”Seer i bleer”, der umiddelbart virkede langt mere tilgængelige.

”Vild med dans-agtig”
Konkurrencen blev af nogle videnskabsfolk kritiseret for at være for poppet og trække forskningen ned på et fordummende niveau. Det er Jakob ikke enig i.
– Det er måske lidt ”Vild med dans-agtigt” at have dommere, der holder papskilte op med karakterer. Men det er alfa og omega, at du er i stand til kort og koncist at fortælle, hvad du forsker i, mener han og tilføjer, at han nærmest ser det som en pligt.
– Det er vigtigt, at vores forskning ikke foregår i et elfenbenstårn. Vi skal gøre os umage med at fortælle omverdenen, hvad der foregår inden for murene. Det er jo i sidste ende skatteyderne, der betaler vores løn på universitetet. Så de har krav på at vide, hvad vi laver, mener han.


Langt samarbejde med vejleder
Det var Jakobs vejleder, professor Flemming Besenbacher, som leder Interdisciplinary Nanoscience Center  (iNANO) centeret på AU, der opfordrede ham til at stille op til konkurrencen. Når Jakob sidder i Silicon Valley og kigger tilbage på studietiden, er det især det tætte samarbejde med netop Besenbacher, han fremhæver.
– Herovre er det slet ikke normalt at have den samme vejleder fra bachelor- til ph.d.-delen, som jeg har haft. Det giver en utrolig styrke, og jeg kan også takke Flemming for mit praktikophold på Haldor Topsøe A/S. Det var hans kontakter, der skaffede mig det, forklarer Jakob, som fik en del af sin ph.d. sponsoreret af katalysatorfabrikanten, der blandt andet producerer afsvovlingskatalysatoren.
– Alt i alt kan man sige, at min studietid i Århus var, som jeg havde regnet med. Men jeg havde nogle høje forventninger, så det skal bestemt forstås positivt, understreger Jakob.