Af Helge Hollesen
Raceadskillelse og apartheid var gennem næsten et halvt århundrede et nærmest uundgåeligt tema i sydafrikansk litteratur. Og det var – måske en anelse ironisk – hvide forfattere, der blev verdensberømte på at tematisere den systematiske undertrykkelse af den sorte befolkning.
– Modstanden mod apartheid blev manifesteret i litteraturen, og det gav litteraturen en stor politisk rolle. Men nu, hvor apartheid er væk, ser det ud som om, sydafrikansk litteratur har mistet noget af sin politiske betydning. Samtidig er den internationale interesse for sydafrikansk litteratur også blevet mindre, siger lektor Tabish Khair, der bl.a. underviser de engelskstuderende i postkolonial litteratur. Under den overskrift har han også beskæftiget sig med den engelsksprogede del af sydafrikansk litteratur.
– De hvide forfattere, som skrev om apartheid, blev dengang opfattet som mere interessante. Der var en tendens til at se ned på sort engelsksproget litteratur, fordi den var så åbenlys politisk og blev betragtet som propaganda, lyder den indiskfødte lektors forklaring på, at de farvede forfatteres skildringer af apartheid aldrig fik samme internationale gennemslagskraft som bl.a. Nadine Gordimers og J.M. Coetzees, der begge modtog Nobelprisen.
Mindre opmærksomhed
Efter at Sydafrika ikke længere er synonymt med apartheid og censur, er de nye generationer af landets forfattere også blevet mindre synlige internationalt, konstaterer Tabish Khair.
– Der er naturligvis unge forfattere, som beskæftiger sig med Sydafrikas store problemer med hiv, kriminalitet, vold og voldtægt, men også mere universelle og eksistentielle spørgsmål bliver i dag behandlet i romaner og lyrik. Og den bevægelse ud af apartheids skygge tror jeg, kostede de nye generationer af forfattere opmærksomhed uden for landets grænser.
– I betragtning af Vestens egen lange historie med racisme var det forholdsvis nemt for os at forstå apartheid-problematikken. Men Sydafrika er et komplekst land, som man skal kende temmelig godt for at kunne følge de fortællinger og den lyrik, der kommer fra de yngste generationer, mener Tabish Khair.
Magtens væsen
Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være sydafrikaner, har optaget bl.a. forfatteren J.M. Coetzee, der i modsætning til en anden hvid forfatter som Nadine Gordimer ikke i samme grad peger på skurke og helte i det racedelte land. Esben Højbjerre Larsen har netop skrevet speciale om Coetzees forfatterskab på Litteraturhistorie med fokus på forfatterens beskrivelser af sydafrikanske topografier.
– Coetzees ærinde er ikke at tage entydig stilling. Han beskriver de ydre og indre magtstrukturer, der følger af apartheid, og magtanvendelse som et hul, der suger alle til sig. Et andet tema er den tvetydighed, som præger den hvide befolkning, der både har dårlig samvittighed over for den farvede befolkning og på den anden side erkender, at undertrykkelsen af den var forudsætningen for den privilegerede tilværelse, som de hvide kunne opretholde under apartheid, siger Esben Højbjerre Larsen.
Afsked med Sydafrika
Han fortæller, at Coetzee bruger arketypiske steder som den afrikanske farm til at afspejle, hvad det vil sige at være sydafrikaner. Det er steder, der bliver invaderet som i romanen Age of Iron fra 1990, hvor virkeligheden gradvist trænger ind i et forstadskvarter, som tidligere var meget beskyttet. Hans romaner har altid den hvide mands perspektiv med angsten for omvæltning. Esben Højbjerre Larsen mener, at romanen Disgrace (Vanære) fra 1999 er en af Coetzees bedste romaner.
– Den vakte mishag hos ANC-regimet pga. sin skildring af en voldtægt, som en gruppe farvede sydafrikanere begår mod en hvid kvinde. Den kost var for stærk for de nye magthavere, som anklagede Coetzee for racisme, selv om det var et reelt, men tabubelagt problem i det nye Sydafrika, han tog fat i.
Anklagerne for racisme var måske også årsagen til, at Coetzee i 2004 valgte at emigrere til Australien.
– Udviklingen i hans forfatterskab kan næsten ses som en afsked med Sydafrika. Det stedspecifikke forsvinder efterhånden og bliver afløst af en indre dialog hos hovedpersonerne. Hvorfor rejser jeg ikke bare væk? Måske Coetzee havde udtømt sit emne? I hvert fald handler hans seneste romaner om at være emigrant i den globaliserede verden, fastslår Esben Højbjerre Larsen.
