Aarhus Universitets segl

Vaccine på vej

HIV og AIDS er Sydafrikas største problem. En gruppe Århus-forskere er tæt på at udvikle en HIV-vaccine, der kan redde millioner af afrikaneres liv.


Af Ida Hammerich Nielson
ihn@adm.au.dk

Afrika i begyndelsen af 1900-tallet
En abe springer ned fra et træ og bider et menneske.

San Francisco i begyndelsen af 1980’erne
Lægerne på et af hospitalerne i byen undrer sig. Flere mennesker bliver indlagt med en mystisk svampeinfektion, som lægerne ikke har set før. Et lignende scenarie udspiller sig kort tid efter på et hospital i New York. Lægerne bliver enige om, at patienterne på de to hospitaler fejler det samme; de har en mystisk sygdom, som tilsyneladende slår immunforsvaret ud af kraft. Men hvad sygdommen skyldes, og hvordan den smitter, ved de ikke. Året efter finder lægerne ud af, at patienterne med den mystiske sygdom har haft sex med hinanden. Og så går det stærkt. Kort tid efter navngiver man syndromet AIDS og finder senere ud af, at det er en virus.

Afrika år 2010
Siden HIV-virusset for første gang spredte sig fra abe til menneske, har det hærget Afrika som en bibelsk plage. I dag sidder sygdommen i millioner af afrikanere. Forekomsten af sygdommen stiger, jo længere sydpå man kommer, og i Sydafrika skønner WHO, at ca. 18 procent af den voksne befolkning har HIV.

Skejby år 2010
På Skejby Sygehus sidder en mand, som måske har løsningen på Afrikas massive AIDS-problem. På Infektionsmedicinsk Afdeling, hvor den sødlige lugt af sygdom hænger tungt i gangene, og de obligatoriske saftevandskander flokkes på rullebordene, finder vi professor Lars Østergaard. Han er en del af det tværfaglige forskningsprojekt SKAU (en sammenskrivning af Skejby og Aarhus Universitet), som i flere år har arbejdet på at udvikle en HIV-vaccine. Og nu er de tæt på.

– Hvis du skal vaccineres mod mæslinger, får du en lille smule af sygdommen, så dit immunsystem kan reagere på den og dermed beskytte dig resten af livet. På samme måde med HIV. Hvis du skal vaccineres mod denne sygdom, er det faktisk bedst at få en lille portion af virus. Problemet er bare, at man ikke kan give en lille portion HIV, uden den sætter sig ind i cellerne og ødelægger hele immunsystemet, siger Lars Østergaard.

I et tæt samarbejde med bl.a. lektor Mogens Duch og professor Finn Skou Pedersen fra Molekylærbiologisk Institut og forskere fra Center for Bioinformatik (BIRC) opdagede forskerne fra Skejby, at de kunne ændre i overfladestrukturen på HIV-virusset, så de kunne slukke for den immunnedbrydende virkning samtidig med, at virus så ud som normalt. På den måde kan immunsystemet reagere på det ombyggede virus, der er helt ufarligt.

– Vi har afprøvet vaccinen på dyr med lovende resultater. Næste skridt er at videreudvikle vaccinen og teste den på mennesker, men det kræver flere penge, som vi er i gang med at skaffe, siger Lars Østergaard.

I forvejen får forskergruppen støtte fra bl.a. internationale fonde, EU og Østjysk Innovation.

Fremtiden
Lars Østergaard håber, at man om få år kan teste vaccinen på en stor gruppe afrikanere. Halvdelen af testgruppen skal have saltvand for at teste virkningen af præparatet. Hvis vaccinen har den ønskede effekt, er alle problemer dog ikke løst. Der vil være en lang implementeringsfase, hvor det handler om at få vaccineret 75-80 procent af alle afrikanere, før de bliver seksuelt aktive.

– Det kan man jo sagtens sidde ved et skrivebord og sige, men faktum er, at det bliver meget svært. Hvis man har været i Afrika, ved man, at man ikke bare lige kan bestille en taxa og køre ud og vaccinere. Nogle steder er der hverken veje eller strøm. Men verdenshistorien har heldigvis vist, at WHO kan løfte sådanne opgaver. De har f.eks. udryddet kopper med vaccinationer. Så det kan lade sig gøre, siger han.

Hvordan føles det egentlig at være så tæt på noget, som kan redde så mange menneskers liv?

– Jeg vil nu stadig sige, at det føles langt væk! Men det er utrolig spændende at være med i processen lige fra den første vanvittige ide til den eventuelle løsning. Forskere over hele verden arbejder med at finde en virksom vaccine, og det er jo ikke sikkert, at det er os, der knækker koden. Men jeg tror, vi på Aarhus Universitet har en klar fordel i de unikke tværfaglige samarbejder.