Aarhus Universitets segl

Volden er aldrig sort eller hvid

Nelson Mandela blev udråbt af vestlige statsledere som farlig terrorist. Siden trykkede de samme mennesker ham i hånden som Sydafrikas første demokratisk valgte præsident. Historien om Nelson Mandela og ANC beviser, at ord som terrorist og terrorgrupper er flygtige – og altid skal ses i en politisk sammenhæng.


Af Bjørg Tulinius

Hans selvbiografi står på boghylden i både strandvejsvillaen og kollegieværelset. Og på opslagstavler og vægge hænger hans profil foreviget på forskellige fotoplakater.
Hans historie er som skåret over den klassiske eventyrskabelon – om den helt specielle mand, der måtte så grueligt meget igennem og kæmpe så længe, før han til sidst nåede retfærdigheden – og blev forsoneren over dem alle.
Men det er kun nutidens historiefortælling om Nelson Mandela.

Fra fængsel til forsoning
Engang blev han betegnet som terrorist, som farlig for sit land og for os.
For Nelson Mandela og ANC blev set som Sovjetunionens frontkæmpere og var derfor på den forkerte side i den globale borgerkrig mellem østblokken og den vestlige verden.
– Helt frem til 1989 legitimerer apartheid-regimet sig med, at Sydafrika er en frontlinjestat i den kolde krig, fortæller Mikkel Thorup, lektor og ph.d. ved Institut for Filosofi og Idéhistorie.

Mikkel Thorup har i sin forskning beskæftiget sig meget med vores definitioner på begreber som vold og terror og er derfor også optaget af den usædvanlige historie om den sydafrikanske oprørsleder, der ender med at blive samlende figur for en hel nation.
– I dag hylder vi jo både Mandela og ANC. Men vi glemmer, at alt dengang – ja, hele verdenskortet – blev tolket ind i en koldkrigslogik. Mange af de borgerlige politikere herhjemme udtrykte også både støtte til og forståelse for det racistiske apartheid-regime. De fremhævede Sydafrika som en vigtig ”ressourceallieret”, og derfor skulle vi heller ikke blande os i landets interne styreform. Argumentet var, at det helt sikkert kun ville blive værre, hvis de sorte kom til magten.

Set i det lys er det derfor heller ikke underligt, at en Pentagon-rapport så sent som i 1988 beskriver Mandelas ANC som en af verdens ”mest berygtede terrorgrupper”.
Men året efter falder Muren i Berlin. Og så ser verdenskortet og betegnelserne pludselig anderledes ud.

Hardlineren Pieter Botha kunne ikke længere regne med ubetinget støtte fra sine tidligere allierede, og det racistiske regime begyndte under den nye præsident Frederik de Klerk at åbne for dialog og forhandlinger med styrets tidligere erklærede dødsfjende.
I 1990 kommer Mandela ud af fængslet, hvor han har siddet siden 1964. Og i 1994 tiltræder han embedet som landets første demokratisk valgte præsident. Overgangen fra de blodige kampe og flere generationers massive undertrykkelse af de sorte til forsoning og sameksistens er uden lige i historien.

Vores vold og deres vold
Apartheid-regimet var kendt og berygtet for sine ofte meget brutale overgreb mod den sorte flertalsbefolkning. Et af de blodigste fandt sted i marts 1960, da politiet åbnede ild mod en gruppe sorte, der var forsamlet foran politistationen i townshippen Sharpeville lidt uden for Johannesburg. Anledningen var en fredelig demonstration mod en meget forhadt bestemmelse, der påbød alle sorte altid at bære pas – som var de fremmede i deres eget land. Under det, der senere blev kaldt Sharpeville-massakren, døde 69 mennesker, heraf 8 kvinder og 10 børn. 180 blev såret.

– Historien om apartheidstyret på den ene side og ANC på den anden side viser, at det ikke handler om, hvilken form for vold, eller hvor megen vold, der skal til for at blive betegnet som terrorister eller terrorgrupper, forklarer Mikkel Thorup.

Idehistorikeren peger på, at man med lige så god ret kunne have kaldt ANC for en oprørsgruppe, en frihedsbevægelse eller en social organisation. Men ved at benævne ANC som én ting, nemlig terrorbevægelse, ekskluderede man alle de andre ting.  

– Terrorist og terrorgruppe er først og fremmest politiske begreber, der bruges i forhold til at udpege nogle som de forkerte udøvere af vold. Mens den vold, der så bliver brugt for at bekæmpe terroristerne, jo naturligt nok kan udpeges som den rigtige vold, som den legitime vold. Men politisk vold ER terror, ligegyldigt om den udføres af en stat eller af en ikke-statslig organisation, fastslår Mikkel Thorup.

Han mener, at vi forholder os meget ureflekteret til vold, og at vi nærmest pr. automatik tænker: Den statslige vold er altid legitim, mens den ikke-statslige må være illegitim. Idehistorikeren opfordrer til, at vi i stedet kalder al politisk vold for illegitim. Volden kan måske godt være nødvendig i en eller anden sammenhæng for at nå et eller andet mål. Men det bør altid være nødvendigt at argumentere for brugen af den.

– For eksempel kan vi ikke bare sige, at krigen i Afghanistan eller Irak sker på grund af humanitære hensyn og så lukke øjnene for den vold, vi rent faktisk udøver. Vi må se i øjnene, at krig ER vold, og at megen krig i dag rammer civile og uskyldige ofre – noget af det, der jo ellers er med til at definere terror. Vores vold er ikke pr. automatik mere moralsk rigtig, bare fordi den er vores. Tænk på de folk i Afghanistan, der regelmæssigt oplever, at der falder en bombe, som dræber en række civile. Det er måske ikke så underligt, hvis de opfatter OS som terroristerne og Al-Qaeda eller Taleban som beskytterne.

Stå ved, at det er vold
Nelson Mandela er ifølge Mikkel Thorup en af dem, der mest klart og tydeligt åbent har erkendt, at han har benyttet volden som nødvendigt middel.

I 1961 blev han leder af ANC’s væbnede fløj, og tre år senere holdt han en meget berømt tale, hvor han forklarer, hvorfor han mener, sabotage er et nødvendigt middel i kampen mod apartheid.
– Mandelas tale fra 1964 er et af de stærkeste retoriske forsvar for brugen af vold, mener Mikkel Thorup.

I talen erkender Mandela åbent, at ANC begår vold i form af sabotage, men han siger samtidig, at sabotage er den mindste form for vold, der er nødvendig i kampen mod den generaliserede form for vold, som de sorte sydafrikanere er udsat for på det tidspunkt. Mandela afsværger aldrig brugen af vold i kampen mod overmagten. Selv da han bliver præsident, anerkender han, at ANC brugte vold, og han indrømmer, at man nogle gange gik for langt, men siger samtidig, at det var uheldige nødvendigheder i frihedskampen.

Og fordi Nelson Mandela står ved sine handlinger og kalder dem det, de er – nemlig vold – er han et forbillede, lyder konklusionen fra Mikkel Thorup.

Som kontrast peger han på, hvordan vi tit kalder vores handlinger for noget andet, end de i virkeligheden er. For eksempel når politikerne står på Folketingets talerstol den ene dag og erklærer, at ”vold løser ingenting” – og så den næste dag sender et nyt hold soldater til Afghanistan.

– Men den fornægtelse af kendsgerningerne hjælper altså ikke de soldater, vi sender af sted. For de ved godt, hvad det er for en virkelighed, de bliver sendt ud til. De er godt klar over, det er en voldshandling at skyde et andet menneske – og at det er den opgave, vi sender dem ud til. Det lyder bare ikke så pænt, som humanitær intervention gør. Men hvorfor ikke være ærlige?, lyder det udfordrende spørgsmål fra idehistorikeren.