Af Kristian Serge Skov-Larsen
Krigene i Afghanistan og Irak har på hver deres måde lært det internationale samfund en række dyrebare lektier, som i sidste ende kan betyde, at Danmark vender tilbage til de brede koalitioner, klart definerede målsætninger og sikre FN-mandater, der var dansk udenrigspolitik i årene lige efter den kolde krig.
Det forklarer Tonny Brems Knudsen, som er lektor på Institut for Statskundskab med speciale i blandt andet FN og militær magtanvendelse.
– Troen på, at man kan skabe det gode og demokratiske samfund via militære midler, og at missionen ikke er færdig, før det er sket, tror jeg, at mange vestlige lande inklusive Danmark har opgivet. Samtidig vil vi nok i mindre grad se kontroversielle krige som Irak-krigen, hvor kun fire lande bakkede op i FN’s Sikkerhedsråd, og hovedparten af FN’s medlemsstater talte imod, siger han.
At de sidste 20 år har været både afgørende og udfordrende for udenrigs- og sikkerhedspolitik, behøver man ikke læse mange sider i historiebogen for at indse.
Da ivrige østberlinere for 21 år siden begyndte at hakke løs på det, som DDR-styret kaldte ”den anti-fascistiske beskyttelsesbarriere”, og som alle andre kendte som Berlin-muren, brød de nemlig samtidig grundlaget for det danske militære verdensbillede igennem 45 år i stumper og stykker.
For mens den kolde krig var allermest frossen, og NATO-styrkerne døgnet rundt stod klar til at slå de russiske tanks tilbage fra de vesttyske sletter, var det danske forsvar grundlæggende et territorialforsvar, og de internationale missioner, vi deltog i, var klart fredsbevarende – i stedet for fredsskabende.
– Før 1990 var den primære opgave for det danske forsvar at forberede sig på et angreb, som formentlig aldrig ville komme, så langt de fleste ressourcer blev brugt på forberedelse og træning, og man var i langt mindre grad i felten for alvor. I det omfang, vi deltog i internationale missioner, som for eksempel på Cypern, var det med et sikkert FN-mandat, og når der var indgået en egentlig fredsaftale, som skulle forsvares, siger han.
Alt det blev ændret, da Warszawapagten lukkede og slukkede. Ifølge Tonny Brems Knudsen var især daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen aktiv i at få omdefineret koldkrigens danske sikkerhedspolitik til det, man kunne kalde ”aktiv internationalisme”.
– Da Danmark sendte korvetten Olfert Fischer til den første Golfkrig for at patruljere i Den Arabiske Golf, var det militært set måske et beskedent bidrag, og risikoen for at komme i kamp var minimal. Men symbolsk var det simpelt hen et jordskred. Vi gik ind i en militæroperation med et bidrag i en kampzone, uden at der lå en fredsaftale, og formålet var at støtte FN i at skabe en mere fredelig international orden, hvor én stat ikke kunne overfalde en anden. Det bidrag blev afgørende både symbolsk ogpolitisk for den danske udenrigspolitik i halvfemserne, siger han.
De efterfølgende danske indsatser i Bosnien og Kroatien havde også et klart FN-mandat, og selvom Kosovo-krigen ikke officielt blev bakket op af FN, talte blandt andet FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan for, at det internationale samfund greb ind, siger Tonny Brems Knudsen.
– Den helt store forskel på vores missioner i starthalvfemserne sammenlignet med tidligere internationale opgaver var, at vi nu sendte soldater ind i konfliktsituationer, hvor man nærmest kunne forvente at komme i kamp. I den forstand er Irak og Afghanistan en videreførelse af selve den militære aktivisme fra starthalvfemserne, siger Tonny Brems Knudsen.
De to sidste missioner adskiller sig dog ifølge forskeren fra Jugoslavien-missionerne på et andet og meget væsentligt område.
– Med krigene i Afghanistan og ikke mindst Irak er den danske internationale indsats blevet langt mere kontroversiel, og både befolkningen og politikerne har været splittede om, hvorvidt det var det rigtige at gøre. Både begrundelsen for at gå i krig og måden, krigen bliver ført på, bliver diskuteret. I begge henseender har der været tale om en bevægelse væk fra den aktive internationalisme – altså dansk aktivisme til fordel for det internationale samfund og dets bærende principper – og et skridt i retning af, at vi fører krig for vore egne interessers skyld og for at udbrede vores vestlige demokratiske værdier, siger han.
Tonny Brems Knudsen understreger, at også de tidligere internationale missioner blev debatteret ivrigt i offentligheden, og han ser det som noget helt naturligt, at noget så vigtigt som krig er emne for diskussion i et demokrati. Men når debatten om Irak og Afghanistan er blevet så meget større, mener han, det er fordi, Danmark begge steder direkte eller indirekte er blevet viklet ind i egne eller allieredes brud på krigens regler – og fordi begge indsatser havde uklare og svært opnåelige mål for den militære indsats.
– Danmark har ikke en lang, nyere historie som krigsførende nation, og jeg tror, vi kan se lidt politisk umodenhed i dele af vores indsats. For eksempel burde man på forhånd have gennemskuet, at vi ville tage krigsfanger i Afghanistan og fundet en holdbar løsning på det problem. Samtidig skulle man nok have været bedre til at presse på for at få nogle mål, der kunne indfries i særligt Afghanistan, siger han.
Samtidig understreger han, at Danmark langt fra er lige så splittet over krigsindsatsen som f.eks. England og USA, hvor både de nuværende og tidligere krige har skabt dybe skel i befolkningen – et eksempel er den amerikanske Vietnamkrig.
– Jeg tror, at når debatten trods alt ikke har været voldsommere, er det, fordi danskerne grundlæggende har stor tillid til politikerne og forsvaret. Samtidig har krigene, selvom f.eks. Irak-krigen ikke havde et FN-mandat, været ført i tæt samarbejde med USA og Storbritannien, som vi af historiske årsager har et meget positivt syn på. Det har nok fået befolkningen til at tænke, at vi var i godt selskab, siger han.
Tonny Brems Knudsen mener dog, at hvis man om 25 år skal kigge tilbage på den danske internationale indsats efter den kolde krig, vil krigene i Afghanistan og Irak mere blive set som en afvigelse fra normen end som en ny sikkerhedspolitisk linje.
– Man kan rejse spørgsmålet, om Danmarks og Vestens politik vil fortsætte ud ad den vej, som Irak-krigen og Afghanistan-krigen har lagt, og nej, det tror jeg ikke, den vil. Det lader ikke til, at Obama har ambitioner i den retning, og jeg tror, USA vil passe på med fremover at igangsætte krige, der på samme måde splitter landet fra sine normale allierede. Derfor kommer vi formentlig ikke til at se indsatser, der igen tvinger os til at vælge mellem FN og USA, som Irak-krigen gjorde. Samtidig vil politikerne være meget mere omhyggelige med at definere målsætningerne i fremtiden, inden de sender styrkerne af sted, siger han.
Lektoren understreger dog, at Danmark og danske soldater fortsat vil være at finde internationalt i de kommende år.
– Der vil stadig være borgerkrige og massakrer i det 21. århundrede, og derfor tror jeg, at vi vil se Danmark fortsat sende soldater af sted under et klart FN-mandat. Vi har haft en periode, hvor vi har forladt den aktive internationalisme til fordel for noget, man kunne kalde værdipolitik med militære midler, men jeg tror, at koalitionspartnerne har brændt fingrene så meget i Irak og Afghanistan på uklare og upopulære aktioner, at vi vender tilbage til de gamle normer, siger han.
– Den helt store forskel på vores missioner i starthalvfemserne sammenlignet med tidligere internationale opgaver var, at vi nu sendte soldater ind i konfliktsituationer, hvor man nærmest kunne forvente at komme i kamp, forklarer Tonny Brems Knudsen, som er lektor på Institut for Statskundskab med speciale i blandt andet FN og militær magtanvendelse.
