Af Ida Hammerich Nielson
Krig er drab, fortvivlelse og ulykke. Krig er frygtelig. Det er de fleste mennesker enige om. Men det paradoksale er, at mange mennesker samtidig kan acceptere krig under ganske særlige omstændigheder. Nemlig, hvis krigen er det mindste onde i en given situation.
Lad os rejse tilbage til 1939. Hitlers hære står ved Polens grænse, klar til at udbrede det nazistiske rædselsregime til resten af Europa. Her hjælper ingen handelsblokader og rundbordssamtaler. Man må sætte hårdt mod hårdt, selvom Anden verdenskrig betød død blandt både soldater og civile. Nogle krige synes altså at være retfærdiggjorte.
Det helt store spørgsmål er, hvornår man har en retfærdig grund til at gå i krig, for det har nemlig forskudt sig i historiens løb. Det fortæller Morten Dige, der er lektor i filosofi.
– I gamle dage var det acceptabelt at gå i krig for at udvide sit territorium. Det førte til mange forbitrede konflikter, og renæssancefilosoffen Hugo Grotius’ projekt var netop at lægge en dæmper på det. Han formulerede den tanke, at nationer har lov til at forsvare sig med krigeriske midler, hvis de bliver angrebet af en aggressiv part. Tanken blev altså, at selvforsvar kan retfærdiggøre krig, siger han.
Forsvarskrig. Så langt kan de fleste måske blive enige. Men i dag opstår mange krige ved, at en tredjepart blander sig. For eksempel, da de allierede erklærede krig mod Tyskland under Anden verdenskrig. Eller da FN angreb serbiske stillinger i det tidligere Jugoslavien. Kan det være berettiget at angribe en part i et andet land? Ja, mener Morten Dige.
– Befolkninger har rettigheder, og dem må man forsvare. Derfor kan det nogle gange være helt på sin plads at beskytte en tredjeparts rettigheder, hvis de er i en aggressiv parts vold og ikke selv kan forsvare sig. Rettighedshåndhævelse er et ofte brugt argument for retfærdig krig i dag, siger han.Befolkninger har altså rettigheder, som kommer til udtryk i FN’s menneskerettighedserklæring. Men hvis vi skulle gribe ind i alle de lande, der krænker egne eller andre befolkningers rettigheder, kunne vi ikke lave andet end at gå i krig. Lande som Rwanda, Nordkorea og Iran ligger nærmest bare og venter på vores intervention. Men retfærdig krig betyder ikke, at man som en arrig græshoppesværm kan flyve fra land til land i et blodtørstigt forsøg på at beskytte befolkningers rettigheder.
I begrebet om den retfærdige krig er det ikke nok at have en retfærdig anledning. Man bør også gennemtænke, om krigen overhovedet er det bedste middel til at beskytte befolkningens rettigheder.
– Man bør altid overveje, om man rent faktisk har aggressorerne og ikke de civile som mål. Og selv hvis man tillader, at der går civile med i købet, må der i begrebet om retfærdig krig også indgå et proportionalitetsprincip. Der skal være en rimelig proportionalitet i den skade, man kommer til at udøve, i forhold til den gavn, man kan opnå. Man kan for eksempel stille spørgsmålstegn ved, om de civile tab og lidelser i Irak-krigen står mål med det, man kan opnå, siger Morten Dige.Krig involverer altid drab på civile. Medmindre man forestiller sig en søkrig mellem to skibe midt på Atlanterhavet, hvor skibenes besætning fra mand til mus er indforstået med at deltage i krigen. Den slags krige er ekstremt sjældne. Uskyldige civile må altid lade livet, når militære midler tages i brug. Men tanken bag retfærdig krig er, at man aldrig må gå bevidst efter at slå civile ihjel, og at man i det hele taget skal arbejde på at minimere civile tab.
De fleste er enige om, at man bør forsøge at undgå civile tab i en krig. Det står også i Genève-konventionen. Men hvorfor er soldaternes liv egentlig ikke lige så meget værd som de civiles? Moralfilosofisk er der ingen god grund til denne sondring mellem soldater og civile, siger Kasper Lippert-Rasmussen, professor i statskundskab.
– Hvorfor er det i krig tilladeligt at slå unge mænd ihjel, som under trusler om fængsel, henrettelse og social udstødelse er blevet tvunget til at være værnepligtige i en hær? Mens man omvendt ikke må slå en civil ihjel, som opildner til folkedrab? På et moralsk plan kan det være svært at se, at der skulle være nogen dybere begrundelse for, at snittet lige skal gå der, siger han.
Alligevel kan der være gode grunde til at opretholde princippet om at skelne mellem soldater og civile, mener Kasper Lippert-Rasmussen.
– Hvis man begynder at slække på princippet, vil det have uoverskuelige konsekvenser i form af, at de stridende parter bevidst vil begynde at slå civile ihjel. Selvom der er forskelle mellem de moralske og juridiske normer for retfærdig krig, betyder det ikke nødvendigvis, at vi skal ændre konventionerne, siger han.
De fleste filosoffer er enige om, at man altid kan forestille sig en situation, hvor krig kan retfærdiggøres. De er også enige om, at den fuldstændig retfærdiggjorte krig er meget sjælden. Men når det kommer til bedømmelsen af igangværende krige rundt om på kloden, er filosofferne – ligesom alle andre – uenige. Billedet mudres yderligere af, at de fleste krige sagtens kan være en blanding af retfærdig og uretfærdig krig.
– Man kan godt forestille sig, at krigen i Afghanistan i begyndelsen var en retfærdig krig, fordi USA forsvarede sig mod Taleban, men at krigen her ti år efter ikke er retfærdig længere, siger Kasper Lippert-Rasmussen og tilføjer, at filosofferne ligesom politikerne også diskuterer, om der findes noget sådant som en præventiv, retfærdig krig – altså om man må føre krig mod et angreb, der stadig kun er under opsejling.
Retfærdig krig er et dybt problematisk begreb. Alligevel kommer vi ikke uden om, at krig kan være nødvendigt, mener Morten Dige.
– I den ikke-ideelle verden, vi lever i, er vi nogle gange nødt til at bruge ikke-ideelle midler.
