Af Hans Plauborg
Det er muligvis det mest ikoniske krigsbillede nogensinde. Det er blevet brugt, genbrugt, reproduceret og parodieret utallige gange, siden det blev skudt med et Speed Graphick kamera ved middagstid den 23. februar 1945 på toppen af Mount Suribachi på den japanske stillehavsø Iwo Jima. Joe Rosenthals (1911-2006) fotografi af flaghejsningen på Iwo Jima, der som det eneste billede nogensinde har vundet Pulitzerprisen for bedste fotografi samme år, som det blev taget, har sin styrke i en ultrasimpel, dynamisk komposition, der fanger det moment af bevægelse, hvor seks amerikanske marineinfanterister ved fælles hjælp rejser det amerikanske flag på toppen af bjerget. Kompositionen og bevægelsen gør, at vi let genkender og genkalder os motivet i Rosenthals billede, når vi for eksempel ser en flaghejsning i andre sammenhænge.
Billedet er så perfekt, at Joe Rosenthal gennem årene ofte er blevet anklaget for at have iscenesat det. Beskyldningerne er bl.a. blevet næret af, at der faktisk fandt en anden og tidligere flaghejsning sted på Mount Suribachi. Samme formiddag var en lille gruppe marinesoldater nået toppen og havde plantet et mindre flag. Den begivenhed blev foreviget af sergent Lou Lowery. På vej ned ad bjerget mødte Lowery Rosenthal og andre fotografer på vej op. Lowery fortalte dem, at flaget allerede var hejst, men at det var værd at gå derop alene for udsigtens skyld. I mellemtiden havde en overordnet officer besluttet, at det første flag var for lille og derfor risikerede at blive taget som souvenir. Derfor blev seks soldater (Ira Hayes, Franklin Sousley, Michael Strank, John Bradley, Rene Gagnon og Harlon Block) sendt af sted med et større flag. Joe Rosenthal fulgtes med soldaterne til toppen, hvor han tog sit berømte billede. Ingen af de tilstedeværende på bjerget hævdede sidenhen, at billedet var iscenesat, og den videosekvens af flaghejsningen, som filmfotografen Bill Genaust optog, og som i dag kan ses mange steder på nettet, tyder også på, at billedet er et eksempel på ægte fotodokumentarisme.