Aarhus Universitets segl

Første fødevarekandidat fra Aarhus Universitet scorer topkarakter

På uddannelsen Molekylær ernæring og fødevare­teknologi er den første kandidat udklækket. Sara Juul Østergaard forsvarede speciale om oxidation i proteiner med bravur.


Sara Juul Østergaard kastede glans over Aarhus Universitets nye fødevareuddannelse, da hun som den første kandidat fra uddannelsen forsvarede sit speciale til topkarakteren 12.
Med topkarakteren fik hun den bedst tænkelige afslutning på sin kandidatuddannelse i Molekylær ernæring og fødevareteknologi. Sara Juul Østergaard er den første kandidat, der afslutter uddannelsen, som så dagens lys for to år siden, da Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet søsatte bachelor- og kandidatuddannelser inden for jordbrugsvidenskab.
For Sara Juul Østergaard har det været en spændende uddannelsestid, hvor hun fra sidelinjen har fulgt uddannelsens udvikling på tætteste hold.
– Jeg var med i studienævnet, fordi jeg godt kan lide at være aktiv og have medindflydelse. Jeg har været med til at videreudvikle studieplanen og derigennem været med til at præge opbygningen af uddannelsen, forklarer hun.

Det første job er i hus

Selvom hun nu er den første kandidat fra Molekylær ernæring og fødevareteknologi og dermed skal bryde de første barrierer ned i forhold til arbejdsmarkedet, er det lykkedes hende at få sit første job.
– Jeg er blevet ansat som underviser på min tidligere uddannelse Ernæring og Sundhed på VIA University College i Århus, hvor jeg selv var studerende, inden jeg begyndte at læse på universitetet. Jeg er underviser i human ernæring på diplomuddannelsen og skal også koordinere en ny retningslinje ”Ledelse – fødevare og service” på professionsbachelorlinjen, fortæller en glad Sara Juul Østergaard.