Af Helge Hollesen
Det lignede et rent paradis de første mange år, primatologen Jane Goodall tilbragte blandt chimpanser i Afrika for at gennemføre sine berømte feltstudier. Men på et tidspunkt så hun en flok chimpanser dræbe samtlige medlemmer af naboflokken og overtage deres territorium.
At rotte sig sammen, planlægge raids og fratage andre deres ejendom er altså noget, vi ser hos vores tætteste primatfælle, der har 98,6 procent gener til fælles med os. Og adgang til ressourcer er jo det, krig egentlig handler om, forklarer professor Henrik Høgh-Olesen, der forsker i evolutionspsykologi.
– Blandt klodens millioner af arter er det kun mennesker og chimpanser, som fører krig forstået som en planlagt, organiseret og koordineret adfærd med det formål at bekæmpe og skade en afgrænset gruppe af andre artsfæller. Det paradoksale er så, at konflikter mellem grupper af mennesker også har været nogle af de drivende kræfter i udviklingen af vores evne til at samarbejde og være sociale, lyder det fra evolutionspsykologen.
At konflikter mellem forskellige menneskegrupper og konkurrence om ressourcerne er magtfulde, selektive kræfter, der kan fostre solidaritet og offervillighed i de respektive grupper, fremhævede Darwin allerede i den evolutionsteori, han fremførte for mere end 150 år siden.
I dag har helt nye eksperimenter og computersimulationer vist, at netop altruisme og solidaritet blomstrer i en gruppe, når den bliver udfordret og truet af en fjendtlig gruppe.
– Nogle af de højeste menneskelige livsytringer har på den måde tætte evolutionære bånd til nogle af vores allermest brutale og blodige adfærdsmønstre som krig og kamp, konstaterer Henrik Høgh-Olesen. Han ser krig som det mest destruktive udtryk for vores evner til social kooperation.
– Krig er heller ikke en negation af vores moral og evne til at ofre os for hinanden, men en af flere forudsætninger for denne moral, siger han.
At evolutionen har selekteret mennesker til krigerisk adfærd, er et meget kontroversielt synspunkt, mener evolutionsbiologen Trine Bilde.
– Det er en nem og forsimplet påstand, at krigsførelse i sig selv er del af en naturlig selektion. Mennesker fører nogle gange krig for at kunne overleve, men ofte er der helt andre årsager til, at vi går i krig. Vores kultur og bevidsthed betyder jo, at vi udfører mange handlinger, som strider mod en naturlig selektion. Nogle mennesker vælger for eksempel et liv uden børn og dermed udslettelse, fordi de ikke giver deres gener videre til næste generation, siger Trine Bilde, der er lektor ved Biologisk Institut.
Hun er derimod enig i, at evnen til at samarbejde er genetisk betinget, hvis det kan sikre den højeste overlevelse.
– Både hos insekter, edderkopper, fugle, fisk og pattedyr ser vi avancerede former for samarbejde. Men hos alle dyregrupper stopper samarbejdet, hvis det har større omkostninger for individet end ikke at samarbejde, forklarer hun.
Som evolutionspsykolog ser Henrik Høgh-Olesen mennesker som sociale væsener, der blandt andet er bundet op på nogle principper om noget for noget – både i positiv og negativ forstand.
– Hvis du hjælper mig, skal jeg gengælde den hjælp på et eller andet tidspunkt. Men det princip har også en negativ side. Begår du en uret mod mig, skal den hævnes. Krig skal også ses i det perspektiv. Hvis vi ikke gør gengæld mod en fjende, så bliver vi løbet over ende. Så krig handler også om status og ære, siger Henrik Høgh-Olesen og peger på endnu en ”gevinst” for den gruppe, der besejrer artsfæller.
– Ud over adgang til flere ressourcer får sejrherren mulighed for at få anbragt sine egne gener blandt artsfæller. Selvom vi ikke snakker højt om det ogforsøger at forhindre det med regler, så er der i alle krige et moment af ret til at plyndre og voldtage for at afreagere. Det finder sted overalt, og enhver general ved, det er på spil i en krig.
At det overhovedet er muligt for politikere og generaler at mobilisere mennesker mod andre mennesker, skyldes vores socialt-hierarkiske væsen, mener Henrik Høgh-Olesen.
– Vi er hierarkiske individer og dybt kodede til at gøre, hvad en legitim autoritet beder os gøre. Som det sker i chimpanseflokken, må vi også adlyde alfahannen. Det hænger sammen med den moral, vi har udviklet gennem evolutionen, som har vist sig at være et tveægget sværd. Bagsiden af vores vilje til at ofre os for gruppen er, at vi nogle gange betingelsesløst underkaster os en autoritet, som repræsenterer gruppen og gør noget, som er uhyrligt set fra menneskehedens synspunkt, forklarer Henrik Høgh-Olesen.
Som eksempel nævner han en række eksperimenter, der skulle vise, hvor langt forsøgspersonerne ville gå, når de fik besked på at sende strøm gennem de mennesker, der svarede forkert på en række indlæringsopgaver. Jo flere forkerte svar, jo stærkere strøm. Forsøgene, der er gennemført verden over i mange forskellige kulturer, viste, at 65 procent af alle forsøgspersoner – også de danske – var parat til at sende strøm på 450 volt gennem kroppen på et andet menneske. I Tyskland og Sydafrika gik fire ud af fem forsøgspersoner så langt.
– I de situationer går vores hierarkiske disposition amok. Vi er så autoritetstro, at vi gør, hvad vi bliver bedt om, selv om vi ved, det er forkert, siger Henrik Høgh-Olesen.
Som evolutionsbiolog understreger Trine Bilde, at det er vigtigt at adskille menneskers kulturbetingede og indlærte adfærd fra den adfærd, der er skabt gennem naturlig selektion.
– Det er et gammelt og særdeles brugt argument, at individer er parate til at udvise den adfærd, der kan sikre overlevelse for den gruppe, de hører til – altså artens overlevelse. Men det giver ingen mening inden for evolutionsbiologien. Tværtimod. Den naturlige selektion virker på individet, sådan at det udfører den adfærd, som sikrer det den bedste overlevelse og reproduktion – gerne på bekostning af artsfæller og gruppemedlemmer, lyder den evolutionsbiologiske forklaring.
Er vi mennesker så gode eller onde?
Svaret på det spørgsmål er et klart ja, mener Henrik Høgh-Olesen og drager en parallel til fysikkens verden.
– Er lys bølger eller partikler? Ja. Lys er begge dele. Og vi mennesker er nøjagtig lige så sociale og krigeriske, som det har kunnet betale sig for os at være. Det er det forbandede ved det. Men fordi noget er en del af vores naturlige adfærdsrepertoire, så behøver vi jo ikke at finde os i det eller blot blindt at give efter. Med vores højere hjerneprocesser har vi mulighed for at virke organiserende eller styrende ind på de fleste af basisprogrammerne. Det er kort sagt muligt at ro en kano imod strømmen, billedligt talt. Men så meget des vigtigere er det, at vi kan se, hvilken vej strømmen går – slutter evolutionspsykologen.
