Krigslitteraturen tager livtag med det universelle ved det at være menneske og er derfor evigt aktuel og populær.

Af Bjørg Tulinius

Når en ung mand mister livet i Afghanistan, mister vi ordene. Hvad kan vi sige for at trøste hans forældre, kæresten eller barndomsvennen? Hvordan kan vi forklare over for os selv, at vi godt ved, det er farligt at sende soldater i krig – og så gøre det alligevel? Og hvorfor skal en 21-årig dansker rammes af en vejsidebombe i et meget fjernt land i et opgør, vi måske alligevel aldrig kan vinde?
Alt virker så meningsløst – og derfor tømt for ord.
Men skønlitteraturen giver os sprog og sætter det umiddelbart meningsløse ind i en fortælling, både om os selv, om den unge mand, hans valg og vores valg. Og derfor er bøger om krig næsten altid på bestsellerlisterne hos landets boghandlere.
Det handler ganske enkelt om liv og død – og om at tage stilling.
Så kort kan det siges.

Fra sort/hvid til nuancer

Det var den essens, der i sin tid fik ph.d.-stipendiat ved Afdeling for Litteraturhistorie Kasper Green Krejberg til at kaste sig over krigs-skønlitteraturen. Med en nysgerrighed i forhold til de eksistentielle lag, genren rummer – som handler om både idealer, mod og andet heltestof. Men også om valget som et uundgåeligt vilkår ved det at være menneske og om de nuancer, der i virkeligheden er mere interessante end de traditionelle kategorier som ”godt” og ”ondt”, ”rigtigt” og ”forkert”.
– Før i tiden delte man især krigslitteratur op i pacifistisk eller bellicistisk. Enten var bøgerne for eller imod krig som sådan, og det samme gjaldt også for krigsfilmene. I dag er litteraturen mere åben og på den måde mere interessant, siger Kasper Green Krejberg.
Han fremhæver især den ændring, der er sket i forhold til skildringen af offeret, som et eksempel på den flertydighed, litteraturen i dag rummer.
– Det har jo været en del af vores fælles forståelse, at Holocaust om noget er det moderne Europas negative skabelseshistorie, og at fangerne i kz-lejrene per definition er de ultimative ofre, fortæller Kasper Green Krejberg.
– Men blandt andre nobelpristageren Imre Kertész gør op med den fortælling. I bogen ”De skæbneløse” er den overlevende, kz-fangen, ikke kun et offer – han har netop overlevet ved at tilpasse sig de umenneskelige forhold i lejren, han er ”gået ind i maskineriet” – og på den måde gør Kertész op med en stereotypi omkring bøddel/offer-optikken, fordi han rokker ved forestillingen om, at offeret ikke selv har et ansvar, forklarer Kasper Green Krejberg.

Græske guder og moderne civilister

Hvis man kigger historisk på udviklingen inden for de skønlitterære værker om krig, er det ifølge Kasper Green Krejberg Første Verdenskrig, der markerer den største forandring.
I Antikken fortalte man om kæmpende guder og halvguder, i Højmiddelalderen indtog riddere og andre helte krigsscenen, mens det guddommelige skær er pillet af hovedpersonerne i Romantikkens værker, som det for eksempel ses i Walter Scotts bøger om folkets helte.
Men efter 1918 dukker en ny type skønlitterære skildringer op. Nu er det den enkelte soldat, hans oplevelser i krigen og hans indre univers, der er omdrejningspunktet – og fra den periode står tyskeren Erich Maria Remarques
Intet nyt fra Vestfronten fra 1929 som den ultimative antikrigsroman.
– Der kommer mere og mere fokus på de umenneskelige sider af krigen og de personlige omkostninger, krigsdeltagelsen har for soldaten, fortæller Kasper Green Krejberg.
Men soldaterhistorierne må vige pladsen for andre hovedkarakterer efter Anden Verdenskrig. Og det hænger nøje sammen med, at krige fra at være et primært militært anliggende er blevet til kampe, der koster flere og flere civile livet.
– Selvom der findes mange traditionelle soldaterromaner om Anden Verdenskrig, er det siden 1945 i højere grad civilisten, der er omdrejningspunkt i krigsbøgerne. Og selv om offeret stadig har stor appel hos læseren, er der som sagt ved at ske et skift i synet på, hvor uskyldig civilisten er, forklarer Kasper Green Krejberg.

Et spørgsmål om kendsgerninger

Der er også en anden bevægelse i krigslitteraturen, som interesserer Århus-fors­keren. Han peger på, at der er et udtalt krav om massiv research og dokumentation, når en forfatter kaster sig over at skrive en roman, der har med krig at gøre.
– Tilgangen er blevet meget dokumentarisk, og det betyder for eksempel, at du godt kan skrive om en fiktiv person, men han skal have karaktertræk, der er hentet fra historien, og forfatteren bliver klandret for sløseri og hans bog kaldt ”kulørt”, hvis ikke de historiske fakta er i orden i romanen, fortæller Kasper Green Krejberg.
Samtidig peger han på, at netop selve opfattelsen af, hvad der reelt er fakta, også er interessant i den skønlitterære bearbejdning af krigen.
– Der er en skepsis i forhold til de historier, vi får fortalt gennem pressen, og de officielle organer. Hver part i en krig kører jo med sin egen version eller med et andet ord sin egen propaganda i forhold til det billede, man gerne vil sende til offentligheden, påpeger ph.d.-stipendiat Kasper Green Krejberg.
Netop det forbehold med hensyn til en egentlig objektiv bunke af fakta, som forfatteren kan og bør benytte, finder Kasper Green Krejberg meget udtalt hos tyskeren W.G. Sebald, der blandt andet har skrevet romanen Austerlitz, der udkom på dansk i 2003.
– Sebald skriver med en tydelig bevidsthed om, hvordan vi normalt medi-er­er krigsbilledet, og han nærmer sig derfor mange af de oplagte krigsstereotyper med en naturlig skepsis. Han viser i sine bøger, at hver enkelt selv må nærme sig historien med sine eksistentielle spørgsmål, som for eksempel: ”Hvad er min rolle i historien?” og ”Hvilke spor har krigen sat i mit eget liv?”. Det er den rejse, det er allermest spændende at læse om, lyder det fra Kasper Green Krejberg.