Af Rikke Carlsen
Det havde været en hyggelig aften, og drengene var trætte dagen derpå. Det var en efterårslørdag, og de slog et smut inden om en burgerbar.
I køen ringer Lasses telefon: ”Mikkel er blevet skudt”.
– Jeg husker hverken, hvad jeg sagde eller gjorde. Først en halv time senere, hvor jeg går grædende hjemad gennem Århus’ gader med min cykel. Det er mærkeligt at græde i offentligheden. Man går inde i sådan en boble, hvor man ser alting meget sløret, men samtidig registrerer, at folk glor på en. Det er en måde at være meget til stede på, men også at være meget afskåret fra virkeligheden. Man går i sin egen lillebitte verden, hvor andre samtidig kan observere en og se, at der er noget helt galt. Jeg følte mig fuldstændig gennemsigtig.
Lasse tager få dage senere hjem til Toreby på Lolland, hvor han voksede op. Her finder han trøst i sine gamle venner, og sammen kan drengene tale om deres fælles oplevelser og mindes deres ven.
– Jeg tænkte ikke, at han manglede, for han skulle jo ikke have været hjemme endnu alligevel. Jeg tror, det bliver værre til jul, når han skulle have været hjemme. Han kunne jo lige så godt være på månen som i Afghanistan. Jeg var mest ked af, at de andre var kede af det. Jeg kunne ikke forholde mig til min egen sorg. Jeg tænkte mest på, hvor stor betydning det ville få for de andre og for os som fællesskab.
– Vi havde allerede planlagt, hvad vi skulle lave med ham, når han kom hjem. Så det kunne ikke være rigtigt, at han var død – det var ikke en del af planen. Planen var virkeligheden, og det andet var den onde drøm. Derfor er det så underligt. Med hans død blev drømmen pludselig virkelighed, og virkeligheden blev en drøm, fortæller Lasse, der tilbragte en uge i sin hjemby med at erkende barndomsvennens død i etaper.
Først under mere uformelle rammer med venner og familie. Allerede to dage senere blev det dog anderledes officieltved Mikkels hjemkomst til Danmark. Her blev der holdt en militær mindehøjtidelighed i Roskilde Lufthavn, hvor kisten blev båret ned fra flyet.
– Jeg så bare en kiste. Jeg kunne ikke forestille mig, at der var nogen inde i den. Og slet ikke, at det var Mikkel. Jeg græd, men når jeg tænker tilbage, var det mest på grund af den rørstrømske stemning. Det hele var så smukt, og der var mange, som var kede af det. Men jeg forstod det stadig ikke. Det er forfærdeligt, men jeg kunne bare ikke forstå det.
Dagen før begravelsen er der endnu en mulighed for at sige farvel til Mikkel ved hans åbne kiste i Toreby Kirkes kapel. Et par af Lasses venner tager ikke derhen. Frygten for at skulle ødelægge det sidste minde om Mikkel er for stor.
– Hvad hvis det sidste, man husker, er, at han lå helt kold, grå og afmagret og ikke lignede sig selv? Det ville være forfærdeligt at skulle mindes ham som sådan en død voksfigur, fortæller Lasse, og helt indtil sidste sekund før han gik ind, havde han lyst til at vende om.
– Men da jeg kommer ind, ligner han sig selv. Der går det op for mig, hvad der er sket. Lige meget hvor hårdt jeg rusker i den her dreng, så vågner han ikke igen. Der faldt det på plads oppe i hovedet på mig: Han kommer ikke tilbage. Der var det rart, at vi var flere om det, og det var forløsende på en eller anden måde at finde ud af, at det var ham.
Lasse fortæller, at det var svært at forstå det hele, før han oplevede det helt fysisk.
– Jeg har svært ved at forholde mig til døden. Det er svært for mig at forholde mig til noget, der er uigenkaldeligt slut. Man kan ikke bare spole tilbage og starte forfra. Han er væk for evigt, og det har jeg meget svært ved at forstå. Det var underligt, for jeg kunne sagtens tale om det. Men rigtigt at forstå det, det tager lang tid. Det kræver, at man tager konfrontationerne med det samme.
Det er dog ikke nemt at forholde sig til sorgen, hvor man ikke har nogen at dele den med.
– I Århus er jeg i en anden virkelighed. Folk her kender ikke Mikkel, og verden kører videre uafhængigt af ham. Jeg er ikke ked af det på samme måde her, og det er da også rart at få tankerne ledt hen på noget andet. Men når jeg er alene og tænker over det, føler jeg mig meget ensom. Selvom alle er søde og gode til at kontakte mig, så er der et eller andet, som gør, at man ikke kan tale sammen. Jeg kan tale til dem, men jeg kan ikke tale med dem.
– Det hjælper at være en gruppe af mennesker, som er der for hinanden i sorgen. Min familie og venner forstår intuitivt, hvad jeg føler. Det er sikkert sundt at sætte ord på sine følelser, men nogle gange er ord ikke alt. Jeg kan ikke forklare 100 procent, hvordan det føles at miste ham, for så skulle jeg pludselig også fortælle præcist, hvem jeg er.
Så jeg glæder mig til at komme tilbage til Lolland. Vi drenge er bundet sammen på en helt anden måde nu. Og det er rart at vide, at jeg kommer tilbage til nogen, som er der for mig ligegyldigt hvad. Mikkel efterlader os med et kæmpe tomrum både i os selv og hinanden. Og det skal vi udfylde. Selvom han er væk, har vi hinanden, og igennem det har vi på en eller anden måde også ham.
