Mette Thunø, f. 1963, kommer fra en stilling som prodekan for forskning og ph.d.-skoleleder ved Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet. Hun forsker i moderne kinesisk og har bl.a. stået bag Københavns Universitets center på Peking Universitetet.
Mette Thunø ser integrationen af de kulturvidenskabelige områder på Aarhus Universitet som et stærkt træk for at kunne levere viden og løsninger på globaliseringens udfordringer:
– Vi har brug for, at det nye hovedområde leverer viden, løsninger og stof til eftertanke i forhold til globaliseringens udfordringer. I denne sammenhæng er Aarhus Universitets samling af kulturvidenskaberne (HUM, TEO og DPU) et stærkt og fremadrettet træk. Jeg ser særligt frem til sammen med medarbejderne at medvirke til at udvikle universitetets styrkepunkter og skabe nye uddannelser og fokuserede forskningsindsatser i dette perspektiv.
Brian Bech Nielsen, f. 1957, har været institutleder på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, hvor han i 2007 blev udnævnt til professor i eksperimentel faststoffysik. Han forsker blandt andet i halvledermaterialer som silicium og har tæt tilknytning til universitetets iNANO Center.
– Samlet set er Faculty of Science and Technology højt respekteret med et bredt spektrum af naturvidenskabelige opgaver. Nu gælder det om at udnytte synergierne mellem de tre sammenlagte hovedområder (NAT, DJF og DMU). Den største udfordring bliver at skabe en ny fælles identitet og et hovedområde, der tilbyder fremragende uddannelser, leverer anvendt og grundvidenskabelig forskning på højeste internationale niveau og samtidigt professionelt og kvalitetsbevidst understøtter myndigheder og erhvervslivet med den fornemste viden, siger Brian Bech Nielsen.
Allan Flyvbjerg, f. 1959, var indtil 1. november professor på Medicinsk Endokrinologisk Afdeling ved Århus Universitetshospital. Han forsker i diabetes og har modtaget en lang række nationale og internationale priser for sin forskning samt for sine stærke evner som formidler. Igennem ti år har han desuden været formand for Diabetesforeningen.
– Udfordringen bliver at finde den institutstruktur og samarbejdsform, som sikrer en endnu bedre samlingskraft mellem grundforskningen og den patientnære forskning inden for sundhedsvidenskab. Desuden ser jeg frem til at tænke den basale og kliniske sektors satsninger inden for forskning, talentudvikling, uddannelse og videndeling ind i nye innovative, interdisciplinære satsninger, som vi med Aarhus Universitets kommende struktur kan styrke massivt, siger Allan Flyvbjerg.
Den nuværende dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Svend Hylleberg, f. 1944, skal fremover stå i spidsen for Aarhus School of Business and Social Sciences. Ud over at være dekan er han professor i økonomi med speciale i nationaløkonomi og økonometri. Han har været involveret i Aarhus Universitets faglige udviklingsproces fra begyndelsen, og han ser frem til at fortsætte arbejdet:
– Universitetet er i rivende udvikling. Den nye Aarhus School of Business and Social Sciences har potentialet til at markere sig blandt de bedste. Nu gælder det om at udnytte det meget stærke udgangspunkt og den begejstring, der er omkring det nye hovedområde, siger Svend Hylleberg.