Aarhus Universitets segl

Kraftcenter for hjerneforskning i Århus

 

 Hjerneforskningen i Århus foregår i et unikt tværfagligt miljø. Det blev i sidste uge styrket, da netværket MINDLab modtog 120 millioner kr. fra Videnskabsministeriet.


Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk

Dette tema indeholder:
Kraftcenter for hjerneforskning i Århus
Globaliseringen skaber nye fortællinger om hjernen
Spiritualiteten skal spredes via scanneren
Hjernen er på den politiske dagsorden
Da heksene blev traumeofre
Kinisisk opgør med selvet

Så kom anerkendelsen og belønningen for flere års tværvidenskabelig satsning på udforskningen af hjernen ved Aarhus Universitet. Med topkarakter fra et internationalt evalueringspanel og efterfølgende 120 mio. kr. fra Videnskabsministeriet får universitetets nye MINDLab nu mulighed for at skabe et internationalt kraftcenter ved Dansk Neuroforskningscenter, som snart står klar til indflytning.
Ved centret skal et bredt felt af hjerne- og kognitionsforskere fortsætte den forskning i hjernens udvikling, funktion og sygdomme, som i de senere år har skabt gennembrud bl.a. i behandlingen af alvorlige hjernesygdomme og psykiske lidelser og tiltrukket nogle af verdens mest indflydelsesrige hjerne- og kognitionsforskere.

Unik forskning
Omkring 120 forskere fra seks fakulteter bliver tilknyttet MINDLab, oplyser professor Leif Østergaard, der står i spidsen for projektet og også er direktør for Center of Functionally Integrative Neuroscience (CFIN), der bliver en del af MINDLab.
– Jeg totalt stolt og lykkelig over, at et initiativ, der går så meget på tværs af fakulteter og almindelige måder at arbejde på, er lykkedes her i Århus. Det findes ikke andre steder i verden, siger Leif Østergaard.
Det unikke ved hjerneforskningen i Århus er, at den omfatter tre perspektiver i samme miljø, siger en anden af initiativtagerne til projektet, lektor Andreas Roepstorff, som også er tilknyttet CFIN og har koordineret Det Humanistiske Fakultets fokusområde Kognition, Kommunikation og Kultur.
– Vi har forskning i hjernens funktion, samspillet mellem omgivelserne og hjernen, og så forsker vi i, hvad den nye forskning fører til, og hvordan vi skal forstå og fortolke den. Det er ret enestående, siger han.

Penge til verdensklasse
Det århusianske samarbejde hen over fag- og fakultetsgrænser har udviklet sig gennem de sidste syv-otte år og tog for alvor fart med fokusområdet Kognition, Kommunikation og Kultur. Samarbejdet fik et ekstra skub, da en bevilling på knap 12 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond i 2006 gjorde det muligt for CFIN at hente professorerne Uta og Christopher D. Frith til Århus.
Samme år fik CFIN også fornyet sin status som grundforskningscenter med en bevilling på knap 38 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond. Samlet fik fire af de store partnere i MINDLab i 2006 og 2007 93 mio. kr. til deres forskning. Flere af de kommende forskere ved MINDLab har derudover fået millionbevillinger fra de danske forskningsråd.
De 120 mio. kr. til de næste fem års forskning kommer fra det såkaldte UNIK-initiativ – UNiversitetsforskningens InvesteringsKapital – der er en del af den globaliseringsstrategi, som Folketinget har vedtaget. Ud over MINDLab fik tre andre projekter hver 120 mio. kr. fra UNIK-puljen. Det drejer sig om ”Syntetisk biologi”og ”Fødevarer, fitness og farmaci” ved Københavns Universitet samt ”Solenergi på lager” ved Danmarks Tekniske Universitet.

Globaliseringen skaber nye fortællinger om hjernen

 

De nye forståelser af hjernen når ud til de fjerneste afkroge af verden, hvor de får ny betydning. Det åbner for et nyt
kapitel om, hvordan hjerneforskning og globalisering spiller sammen, når neuroforskernes resultater får deres eget liv uden for laboratorierne, mener antropologerne Nils Bubandt og Andreas Roepstorff.


Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk

Hjernescannere verden over fodrer i disse år forskerne med data, der giver nye vinkler på, hvordan vi mennesker kan eller skal forstå os selv og hinanden. Fra laboratorierne spredes neuroforskernes brikker til en ny fortælling om os selv med hjernen som en central metafor – en metafor, der med globaliseringen når verdens fjerneste afkroge, hvor den ofte får en helt anden betydning og bliver led i noget, der ligner en værdikamp. Og den kamp udspiller sig også på den videnskabelige scene.
Det er ikke ligegyldigt, hvilken hjerneforskning der foregår, hvis hjernen bliver en central metafor for, hvordan vi forstår hinanden, som hjerneforskeren og antropologen, lektor Andreas Roepstorff siger.
Han har gennem fire år ledet Det Humanistiske Fakultets fokusområde ”Kognition, Kommunikation og Kultur” og rundede det af med konferencen ”Global Minds”, som han arrangerede sammen med antropologen lektor Nils Bubandt, der har koordineret fakultetets fokusområde ”Globalisering”.

Ingen universel gyldighed
Fra hver sin stol har de to Århus-forskere iagttaget, hvordan deres respektive forskningsfelter krydsede hinanden. Kognitionsforskere skal også have det globale blik på deres forskning, ligesom en række sider af globaliseringen kun kan forstås ved at inddrage den neuroforskning, der sætter sine spor overalt verden, mener de.
– Konferencen var det første eksempel på at vise det interessante, der sker inden for kognitionsforskningen og i den måde, ideer globaliseres, og hvordan et nyt skæringsfelt opstår, hvor de to processer rammer hinanden, forklarer Andreas Roepstorff.
At konferencens overskrift ikke refererede til en, men flere globale bevidstheder, var ikke en trykfejl. Trods vestlige neuroforskeres påstand om, at deres resultater har universel gyldighed for det menneskelige, viser sagen sig ifølge Nils Bubandt nemlig at være ikke helt så enkel
– Selvom neuroforskningen globalt vil kolonisere stadig større dele af samfundet, vil den ikke komme til at kontrollere alle forståelser af sind, bevidsthed og hjerne, siger han med henvisning til sine egne erfaringer fra Molukkerne. Her tog lokalbefolkningen nødhjælpsarbejdernes terminologi til sig og begyndte at tillægge deres hekse og ånder traumer. (Se boks).
– I sin egen globalisering kommer neurovidenskaben til at legitimere nogle lokale forståelser af selvet, som er helt anderledes og baseret på en anden rationalitet end den vestlige, siger Nils Bubandt. Han mener, der er ved at blive skrevet et nyt kapitel om, hvordan globalisering, politik og de nye forståelser af mennesket spiller sammen.

Global diskussion om identitet
Fra det kapitel byder neuroforskere i Kina på en smagsprøve. De er nogle af drivkræfterne på et nyt felt, som kaldes kulturel neuroforskning, der kort fortalt er et forsøg på at placere kulturelle processer i hjernen. (Se boks).
– Når disse kinesere siger, der er forskel mellem de hjerner, vi har i Østen og i Vesten, fordi vores kulturer er forskellige, er det udtryk for, at diskussionen om identitet nu bliver en global proces med hjerneforskningen som arena, siger Andreas Roepstorff, som ikke har det godt med, at scannere bliver brugt til at genskabe klassiske forestillinger om os og de andre.
– Men netop den proces illustrerer de globale bevidstheder, vi interesserer os for. Det er kun i et globaliseringsperspektiv, vi kan forstå, at netop kinesere har travlt med at lave denne forskning. Den skriver sig ind i en generel udvikling, hvor Kina siger til Vesten, at ”det er ikke kun jeres fortolkning af virkeligheden, som er i spil. Vi bliver nødt til at forholde os til vores egen”.

Forsimplet forståelse
For de to antropologer rejser den globale udbredelse af resultaterne fra den vestlige neuroforskning og brugen af dem i stadig flere sammenhænge store problemer, fordi denne forskning påstår, at mennesket er det samme overalt på kloden, og at kulturen bare er en tynd fernis, man kan pille af.
– Selvom der i Vesten er mange forståelser af politik, individ, kultur osv., er det en bestemt forståelse, som neurovidenskaben udbreder globalt, fordi den kan instrumentaliseres, siger Nils Bubandt
Den forståelse antager, at vi ved, hvad samfund og individer er, selvom begge størrelser altså er meget kulturbestemte. Men kan neurovidenskaben ikke instrumentalisere kulturen, bliver der bare sat parentes om den, siger Nils Bubandt.
Samme kritiske holdning har både han og Andreas Roepstorff også til de forskere, som mener, at det er såkaldte spejlneuroner i hjernen, der gør det muligt for os at interagere og forstå hinanden.
– Det er en forsimpling af det, man betegner som den sociale hjerne, men uden den forsimpling bliver det vanskeligt at hævde noget universelt om, hvorfor vi er sociale skabninger. Det ironiske er jo, at det sociale er alt det, der foregår, indtil forsøgspersonerne lægger sig i scanneren. Men det kan man pr. definition ikke måle, og derfor lader man, som om det ikke findes, siger Nils Bubandt.

Andre felter skal med i forskningen
Omvendt giver hjerneforskningen også belæg for at hævde, at det ikke er spejlneuronerne alene, der former vores sociale hjerne, konstaterer Andreas Roepstorff.
– Vi ved, at hjernen er meget plastisk og vokser frem i en yderst kompleks udveksling med omgivelserne. Som metafor og forklaring på, hvem vi er, er hjernen derfor også mere interessant end generne, som kun tilbød én forklaring på det spørgsmål, siger han og understreger, at det er afgørende, at andre end neuroforskerne bliver inddraget i forskningen, hvis hjernen bliver den metafor, der i fremtiden skal beskrive, hvem vi er.
– Der er brug for, at antropologer, sociologer og andre interesserer sig for, hvad der kommer ud fra neuroforskernes laboratorier, mener Andreas Roepstorff og begrunder det bl.a. med, hvordan den neurologiske viden bruges i Kina, i Molukkerne og i meditationsforskningen (se artiklen ”Spiritualitet skal udbredes via scannere”).
– Hjerneforskningen ser desuden ud til at være et af de steder, der skaber vigtige former for viden. Derfor er det værd at se på, hvad der foregår på det felt, og hvordan den viden får et liv uden for laboratorierne. Vores mål med Global Minds var netop at vise, at det gør vi her i Århus, siger Andreas Roepstorff.

Spiritualiteten skal spredes via scanneren

 

Forskere og fremtrædende buddhister indgår i et omfattende globalt netværk omkring neurovidenskabens udforskning af buddhistiske munkes meditation. Det vil antropologen Martijn van Beek følge for at finde ud af, hvad der sker med buddhismen, når den slår rod i Vesten.


Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk

Da Dalai Lama i 2005 blev inviteret til at tale ved årsmødet hos International Association for Neuroscience, vakte det stor opstandelse i den internationale forskerverden. Hvad skulle denne mand, som siges at være sin egen 14. inkarnation, som konsulterer orakler og tilskrives evne til at kende både fortid, nutid og fremtid, blandt rationelle udforskere af nervesystemet og hjernen? Hvorfor sådan blande videnskab og religion sammen og bringe ”high tech” sammen med ”no tech”?
Trods postyret mødte lamaen frem på det videnskabelige træf i Washington. Dog ikke som deltager i det videnskabelige program, men i en session om ”videnskab og samfund”, hvor han talte om værdien og nødvendigheden af, at forskere og praktiktiserende buddhister arbejder sammen.
Dalai Lama havde forinden gennem nogle år haft højt profilerede møder med forskere fra en lang række discipliner. De førte bl.a. til oprettelse af Mind and Life Institute, som i dag er en central aktør i et omfattende globalt netværk med fokus på forskning i meditation.

Olympiske atleter
Inden for den forskning er mange tibetanske buddhistmunke gledet ind og ud af laboratoriernes scannere for at gøre verden klogere på, hvorfor årelang buddhistisk meditation måske giver øget opmærksomhed og evne til større koncentration, medfølelse og empati.
— Munkene betragtes som rene olympiske atleter, når det gælder om at iagttage sindet, vise opmærksomhed og medfølelse, opnå tilstande af lykke og generelt vise, hvad menneskehjernen kan præsterer i sin optimale udvikling. Og fordi munkene antages at være rigtig gode til at styre deres bevidsthed, mener man, at de er gode subjekter til kognitionsvidenskabelige forsøg i scanneren, forklarer antropologen Martijn van Beek, der er lektor ved Afdeling for Etnografi og Antropologi ved Aarhus Universitet.
Den hollandskfødte forsker modtog fornylig 5,5 mio. kr. fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation til et kollektivt projekt, ”Buddhism and modernity: Global dynamics of transmission and translation”. Martijn van Beek vil bruge pengene på at undersøge, hvad der sker med buddhistiske traditioner, når de overføres til en moderne, vestlig kontekst eller kommer under pres fra moderniteten i deres hjemlande. Et delprojekt undersøger, hvad der er på spil i mødet mellem buddhisme og neuroforskning.

Radikal spiritualitet
Meditation fylder i dag meget i mange menneskers liv. Men ofte er det eksplicit religiøse og den oprindelige kontekst af spirituel træning skrællet væk, så kun få, enkle teknikker er tilbage. Det gælder også inden for hjerneforskningen, og den udvikling burde give anledning til eftertanke, mener Martijn van Beek.
— Meditation bliver reduceret til mentale teknikker, der skal styrke individet, så det bedre kan klare livet. Det er jo fint, men ironisk nok er det, man almindeligvis forstår som meditation, for munkene kun ét element i en meget mere omfattende eksistentiel træning, der gradvist skal opbløde og på sigt opløse forestillingen om et selvstændigt Jeg. Meget af det, der markedsføres i dag er, set i det lys, meditation ”light”, konstaterer Martijn van Beek.
Han vil i sit projekt især interessere sig for, hvad der sker med de mere omfattende, radikale former for spirituel træning, som traditionelt.forudsætter, at man f.eks. trækker sig tilbage fra samfundet i flere år.
— Den praksis er tilsyneladende ved at få fodfæste i Vesten. Den tibetanske mester Sogyal Rinpoche har på sit kloster i Sydfrankrig en gruppe på over 100 personer, der opholder sig der i tre år for at træne i buddhistisk filosofi og praksis. Tilsvarende forsøg på at indføre de traditionelle, mere radikale træningssystemer i en form, der er tilpasset det moderne samfund, ser vi flere andre steder i verden og også her i Danmark, hvor bl.a. Jes Bertelsens Vækstcenter i Nørre Snede prøver at etablere en nutidig udgave af et oprindeligt tibetansk system, dzogchen, forklarer Martijn van Beek.

Neural buddhisme
Centret i Nørre Snede er en del af et omfattende globalt netværk, som spiller en vigtig rolle i Martijn van Beeks kortlægning af mødet mellem buddhisme og neuroforskere.
Fra Jes Bertelsens tibetanske hovedlærer Tulku Urgyen Rinpoche kan han trække tråde over til de neurovidenskabelige forskningsmiljøer med bl.a. det førnævnte Mind and Life Institute, og til forfattere som Daniel Goleman, hvis bøger som f.eks. ”Emotionel Intelligens” har været bestsellere over hele verden. En central figur i netværket er professor Richard Davidson fra University of Wisconsin, som Time Magazine allerede har udråbt til en af det nye årtusindes mest indflydelsesrige personer
— I det netværk opstår det fænomen, som nogen kalder ”neural buddhisme”, Det dækker bl.a. over, at man bruger neurovidenskab til at forsøge at uddestillere den videnskabelige essens af buddhistisk meditation. Det ofte snævre, tekniske fokus på meditation står i skarp modsætning til buddhistisk praksis som en eksistentiel træning.
— Selvom hjernescanningerne i laboratorierne ikke fanger meget af den bredere og dybere spirituelle træning, så tror jeg, at Dalai Lama og andre støtter op om de begrænsede forsøg, fordi resultaterne sætter spor i verden. Selv enkle koncentrationsøvelser er skridt på vejen til at udvikle spirituelle kvaliteter, så for buddhisterne er neurovidenskaben et redskab til at udbrede en spirituel praksis, mener Martijn van Beek.

Hjernen er på den politiske dagsorden

 

Neurovidenskab har skabt en tro på, at vi kan maksimere vores mentale fitness ved at påvirke hjernen, men det tror den engelske sociolog Nikolas Rose ikke på.


Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk

Hvorfor har du ikke passet på din hjerne? er måske ikke lige det spørgsmål, man i dag vil afkræve en hukommelsessvækket ældre svar på. Men i takt med at der kommer flere og flere tilbud om at vedligeholde vores hjerner med træning og medicin, vil det i en nær fremtid måske ikke virke så absurd at stille det spørgsmål.
– Borgene bliver i dag tilskyndet til at maksimere deres mentale fitness, tænke bedre, realisere deres potentiale, blive mere aktive, effektive og konkurrencedygtige. Alle disse billeder bliver holdt op foran os og frister os til at gøre noget for vores egen skyld. Og hvis du ikke gør det, kommer skyldfølelsen.
Det er den engelske sociolog Nikolas Rose, som opridser et scenarie, der for de fleste danskere endnu er fremtidsmusik, men fylder meget i både USA og England, hvor hjerneforskningen har sat borgernes mentale kapital på den politiske dagsorden. Og internettet vrimler med kommercielle tilbud om, hvordan man kan træne sin hjerne eller medicinere den til bedre præstationer.

Troen på neurovidenskaben
– Der er en tro på, at neurovidenskaben nu kan give en meget præcis forståelse af, hvordan hjernen kan påvirkes, ikke blot når det gælder skadelige påvirkninger, som kan udvikle funktionsfejl og mentale sygdomme, men også hvordan man kan maksimere sin hjernekapacitet. Vi skal arbejde med vores hjerne, som vi også træner kroppen, siger Nikolas Rose, som ikke har et bud på, hvilke konsekvenser den udvikling vil få.
– Men der er sket en sproglig glidning fra at betragte påvirkningen af hjernen som et psykologisk tema til at vurdere den påvirkning på en neurobiologisk måde, siger den engelske professor, der oprindelig var biolog og siden vendte sine interesser mod psykologien. I dag arbejder han inden for det sociologiske felt ved London School of Economics. Her leder han det treårige forskningsprojekt ”Brain, Self and Society” ved BIOS Centre for the Study of Bioscience, Biomedicine, Biotechnology and Society, hvor han også er direktør.

Hype og reduktionisme
Nikolas Rose deler ikke troen på, at man kan forbedre sine kognitive egenskaber ved at påvirke hjernen.
– Dybest set er tænkning, læsning og arbejde sociale aktiviteter, som involverer meget mere end hjernen. At hjernefitness skulle forbedre de kompetencer, er et reklamehype. Det får i et vist omfang støtte fra den måde, forskningen bliver publiceret på, som når forskere påstår, de har fundet de hjerneprocesser, der er årsag til autisme. Det gavner ikke videnskaben, og offentligheden forstår ikke, at der stadig er meget, vi ikke ved om hjernen, mener Nikolas Rose.
Han har tillid til, at de mere tænksomme neuroforskere er opmærksomme på faren for den neuroreduktionisme, nobelpristageren Francis Crick gav udtryk for, da han sagde, at vi alle kun er en bunke neuroner.
– De ved bare ikke altid, hvordan de skal undgå den fare, fordi alt deres arbejde fokuserer på hjernen, som de synes er det vigtigste i verden, siger Nikolas Rose, der er formand for European Neuroscience and Society Network. I dette netværk mødes psykologer, samfundsforskere, etikere, antropologer og neurobiologer for at diskutere og finde et fælles sprog omkring hjerneforskningen. Netværket omfatter især yngre forskere.

Hvad skal vi have lov til?
Nikolas Rose deltog i konferencen Global Minds på Aarhus Universitet og er snart bogaktuel herhjemme med en oversættelse af hans The Politics on Life Itself. Her argumenter han for, at livet selv er blevet et tema, fordi vi i dag har de biologiske og medicinske muligheder for selv at forme vores krop og sind.
– Vi er ikke længere underkastet en dødens politik som i eugenikens dage, hvor man eliminerede de mindreværdige og bandt en nations skæbne op på kvaliteten af dens borgere. Vi har heller ikke længere en politik, som handler om at maksimere helbred og sundhed. Vi har bevæget os over i den biologiske borgers verden, hvor biologien sætter færre og færre grænser for vores liv, forklarer Nikolas Rose.
I den verden får vi profiler af vores genetiske koder, medicin kan styre vores liv i stedet for at helbrede, vi lægger vægt på at behandle sårbarhed over for sygdom frem for selv sygdommen, og vi kan i stigende omfang omforme os selv. Det har rejst spørgsmålet om, hvad der er et godt liv.
– I lyset af vores stigende evne til at forstå os selv og forandre os, hvad skal vi så have lov til at gøre ved os selv? spørger Nikolas Rose uden at svare på det spørgsmål.

Da heksene blev traumeofre


Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk

Neurovidenskabens bidrag til at forstå hjernen bliver i stigende grad taget i brug ved traumebehandling af befolkningen efter konflikter i verdens brændpunkter. Det skete også efter en konflikt mellem kristne og muslimer i øriget Molukkerne i det østlige Indonesien, hvor omkring 10.000 mennesker blev dræbt i årene 1999-2001.
Traumebehandlingen sker på behandlingscentre og gennem programmer, hvor deltagerne visualiserer og sætter ord på deres oplevelser under konflikten.
Her bliver komplekse politiske processer oversat til individuelle biografiske niveauer som redskab til at skabe forandringer efter konflikter. Traumebehandlingen benytter også resultater fra neuroforskningen, som viser, at koordinationsøvelser med øjnene kan påvirke processer i hjernen. De øvelser bruges nu for at få mennesker i behandling til at acceptere traumatiske oplevelser.
Antropologen Nils Bubandt, som har studeret hekseriets historie i Molukkerne, konstaterede efterfølgende, at lokalbefolkningen begyndte at bruge traumebegrebet i deres egen forståelse af mennesket, som i øriget indgår i sociale relationer med ånder, forfædre og hekse. De retfærdiggør nu eksistensen af hekse ved at sige, de er traumatiserede efter deres død.
– Det er et eksempel på, hvordan traditionelle forståelser af mennesket, liv og død nu fortrænges af, men også fusionerer med den nyeste videnskab. De har nu en autoritativ forklaring på, hvorfor folk bliver hekse, siger Nils Bubandt.
Traumebehandling som forebyggelse af konflikter har en stigende rolle inden for den globale udviklingshjælp.
– Når den hjælp i stigende grad mener at kunne forandre verden på det neurologiske niveau, er vi nødt til at undersøge de sociale og politiske effekter af indsatsen og de forståelser af selvet og mennesket, den medfører, mener Nils Buband.

Kinesisk opgør med Selvet


Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk

Neuroforskere i vestlige laboratorier har lavet utallige forsøg for at finde ud af, hvor i hjernen vi gemmer vores Selv. Typisk sker det ved at give en række tillægsord til forsøgspersoner i scannere, hvor de efterfølgende skal sige, om de ord passer på dem selv eller f.eks. den amerikanske præsident. Herefter analyserer forskerne, hvilke felter i hjernen der bliver aktiveret.
Forskere i Kina mener ikke, at selvet er sådan en uafhængig størrelse, men at mennesket er noget i kraft af sine tætteste relationer, hvor især moderen betyder meget. De udførte derfor studier, hvor forsøgspersonerne skulle vurdere, om udvalgte ord passede på dem selv, deres mor eller den kinesiske præsident, og kunne ikke finde nogen forskel i reaktionen på ord, som forsøgspersonerne sagde passede på dem selv eller deres mødre. Det bruger de til at sige, at det er en forestilling uden global gyldighed, når vestlige forskere siger, at alle mennesker er adskilt fra alle andre mennesker.