Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Læs om:
Af Marit-Solveig Seidenkrantz
Lektor, Geologisk Institut
Det er sjældent, at vi i vores daglige liv overvejer de monumentale ændringer, der skete i vores verdensforståelse i løbet af 1900-tallet. Charles Darwin, som havde en baggrund i geologi, palæontologi og biologi, var et meget vigtigt led i denne proces, og hans erkendelser har haft vidtrækkende konsekvenser for samfundet. Udover vores ændrede livsanskuelse har hans erkendelser også haft betydelige teknologiske konsekvenser bl.a. i forbindelse med efterforskningen af jordens olie- og gasressourcer.
For min egen forskning i jordens klimasystem og i årsager til og konsekvenser af klimaændringer har evolutionsteoriens erkendelser af dyrs og planters tilpasning til miljøet også været meget vigtige. Analyser af fossile organismer er nemlig blandt de bedste metoder til at efterforske jordens klima tilbage i tiden og derved få forståelse af, hvilke mekanismer der styrer klimaet i fortid, nutid og fremtid. Uden evolutionsteoriens erkendelser ville det således være meget sværere at forstå klimaets udvikling og dermed også at forudsige fremtidens klima.
Af Mathias Clasen
Ph.d.-studerende, Afdeling for Engelsk
Med Darwins evolutionsteori er det take it or leave it. Enten afviser man teorien, eller også må man acceptere, at den har implikationer for stort set alt, hvad vi mennesker foretager os og tror på. I min egen forskning arbejder jeg med skrækhistorier i et darwinistisk perspektiv, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan Darwins 150 år gamle teori har nogen som helst relevans for f.eks. litteraturteori eller studiet af den seneste Stephen King-roman eller Motorsavsmassakren?
Al kultur er et produkt af den menneskelige psyke. For at forstå vores kulturelle produkter – fra hulemalerier til sonetter – må man forstå det menneskelige sind. Derfor giver det god mening for f.eks. en litteraturforsker at kigge ind til psykologerne og høre, hvad der rører sig inden for deres felt. Lige nu er det evolutionspsykologien, der ser psyken som produkt af årmillionernes naturlige udvælgelse. Og således står Darwin konstant bag mig, når jeg forsøger at forstå menneskets hang til horror.
Af Ove Korsgaard
Professor, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Som forsker har jeg sjældent trukket direkte på Darwins lære, men altid haft den med som uomgængelig forudsætning for redelig forskning – på samme måde som tyngdeloven er det. Men selv om Darwin for mig hører til de videnskabsmænd, der for alvor har revolutioneret vor indsigt i naturens love, tager jeg forbehold mod at sætte lighedstegn mellem Darwins lære og evolutionen som et totalt fænomen. Jeg er helt med på, at teorien om den naturlige udvælgelse forklarer, hvordan der sker en udryddelse af de utilpassede, når der er en overproduktion af individer, men teorien forklarer ikke, hvorfor naturen hele tiden skaber nye individer og på et tidspunkt har skabt mennesker med et jeg. Jeg er derfor enig med biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer, når han siger, at darwinisterne og de religiøse fundamentalister stiller os over for et urimeligt valg: enten at tro på en natur, der ikke levner plads til det åndelige i mennesket, eller på en sjæl, der er pustet ind i os af en gud. Der må være et tredje valg.
Af Jacob Wamberg
Professor, dr. phil. Afdeling for Kunsthistorie
Evolutionstanken har klart været ledefigur i min forskning. Først udfandt jeg et udviklingsmønster i måden, hvorpå rum og landskab er blevet gestaltet i billedkunsten fra hulemalerierne til år 1900 og belyste det med diverse modeller for kulturel evolution – fra Hegel over Piaget til Habermas. Siden har også den biologiske evolution presset sig på i min forskning, idet jeg forsøger at vise, at den kulturelle evolution viderefører en fundamental biologisk drift mod højere kompleksitet, en anti-entropisk tendens, og faktisk at kulturen siden år 1900 – kald det bare den posthumane epoke – har grebet ind i og flyder sammen med det biologiske projekt.
Her kan Darwin sige meget, men ikke alt. Ifølge forskere som Stuart Kauffman og Simon C. Morris kan selve kompleksitetsforøgelsen nemlig ikke forklares alene ved naturlig selektion, der mere er en slags nødvendigt robusthedstjek. Selv Darwin, der jo anså selektionen for den vigtigste drivkraft i evolutionen, mente ikke, den var altforklarende.
Af Armin W. Geertz
Professor, Afdeling for Religionsvidenskab
Neurologen Robert Sapolsky ville som barn være gorilla, men blev sidenhen optaget i en flok bavianer, hvis levevis og kognition han studerede. Jeg selv ville hellere være en legesyg chimpanse, men endte som en grublende religionshistoriker. I min skoletid var der to emner, der optog mig meget: biologi og religion. Men jeg blev hverken biolog eller præst. Efter mange års arbejde med religion og religiøse mennesker blev jeg imidlertid ramt af kognitionsbølgen, og mine gamle interesser kom til deres ret. For nu havde man, med såvel neurologien som den kognitive arkæologi og evolutionspsykologien, endelig fået mulighed for en troværdig beskæftigelse med religionsoprindelse og udvikling. Ikke overraskende søgte jeg svar på den menneskelige psykologis grundtræk gennem studiet af menneskeaber. Efter min mening er vi mennesker aber med en uhåndterlig intelligens. Vi overtog vor egen arts evolution ved at overføre denne intelligens til fælles kultur. Vi skabte vor egen niche, og deri skabte vi et væld af verdener. Men vi blev fanget i dem. Med evolutionslæren er den legesyge abe nu bedre rustet til at håndtere denne skæbne – med mindre vi hellere vil være en flok bavianer.
Af Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Danmarks Miljøundersøgelser
Evolutionslæren er en selvfølge, og Darwins betydning for vores forståelse af verden kan næppe overvurderes. Darwin blev dog først tydelig for mig, den dag brikkerne ikke ville falde på plads. Evolutionen drives angiveligt frem gennem udvælgelse af den bedst tilpassede i hård konkurrence med andre. Men hvordan kunne denne mekanisme forklare udviklingen af kalkoverdrevenes artsrigdom? Her lever 50 arter sammen på en kvadratmeter i århundreder og bruger de samme ressourcer, uden at nogen træder frem som stærkest. Og var der virkelig funktioner knyttet til al den variation i form og farve, som jeg kunne iagttage i overdrevets urtekollektiv? Det er siden gået op for mig, at retningsløse tilfældigheder har spillet en langt væsentligere rolle for evolutionen, end man skulle tro, når man læser Darwin. Når selektionen virker stærkest under hård konkurrence, er intet overladt til tilfældet og kreativiteten, hvorfor evolutionen i praksis er gået i stå. I det lys er Darwins egen kreative søgen efter sandheden måske vigtigere at ihukomme end den lære, som kom ud af det.
Af Henrik Høgh-Olesen
Professor, Psykologisk Institut
Darwins evolutionsteori er et højdepunkt i europæisk videnskab og kultur, og den står i dag som en af de bedst underbyggede teorier overhovedet. Grundideen er såre simpel: Individerne inden for en population varierer, og en del af disse variationer er arvelige. De individer, der har de mest favorable variationer – dvs. de, der bedst og mest adaptivt kan besvare overlevelsens og reproduktionens udfordringer – selekteres naturligt, og disse processer er i dag kendsgerninger på linje med tyngdekraften.
Hvis man som jeg interesserer sig for de store ”hvorfor´er” i tilværelsen – og dermed for de ultimative grunde til at vi mennesker er, som vi er og handler, som vi gør – så er evolutionsteorien helt uomgængelig. Den er da også i dag et af de hurtigst voksende og mest hypotesegenererende paradigmer inden for en række videnskaber, psykologien inklusiv. Uden en bagvedliggende teori til syntetisering af de enkelte fund bliver den videnskabelige dataindsamling let til en slags ”filateli”, hvor man billedlig talt blot samler eksperimentelle frimærker inden for forskellige afgrænsede virkelighedsområder. Med evolutionsteorien som forståelsesramme kommer der både mening i det enkelte fund og sammenhæng mellem de forskellige mærker, og så bliver det pludselig spændende.
Af Frederik Stjernfelt
Professor, Nordisk Institut
I min semiotiske forskning har evolutionslæren ingen direkte betydning, men den indirekte betydning er naturligvis stor – evolutionslæren er en vigtig og integreret del af den videnskabelige verdensopfattelse, som stort set al interessant forskning i dag har som ramme.
Udviklingsteorien har dog en direkte affinitet til min forskning hvad angår biosemiotikken, der omhandler brug af tegn i biologien lige fra højere dyrs kommunikation og kognition til encellede dyr og processer internt i cellen. Evolutionsprocessen kan anskues som en langsom udveksling af tegn mellem en art og dens omgivelser over mange tusinde generationer. Hos sociale dyrearter med indlæringsevne synes denne tegnudveksling at være plastisk og kunne udvikles og forbedres i dyrets egen levetid.
For mig at se spiller darwinismen også en rolle på et generelt erkendelsesteoretisk plan som model for, hvordan udviklingsprocesser finder sted, også uden for biologien, som en udvælgelse mellem stridende alternativer i en trial and error-proces. Også den videnskabelige erkendelse udvikler sig i en sådan proces, hvor den videnskabelige institution – ideelt set – spiller rollen som den naturlige udvælger af den bedst tilpassede teori. Og som i biologien sker det naturligvis ikke uden, at primitive organismer overlever sideordnet med mere sofistikerede…
