Af Sanne Hyldgaard
shy@adm.au.dk
Læs mere om læsegrupper og om, hvordan man får styr på sine aftaler
5. semester, Medicin
Ditte Rasmussen, Mia Hammer Holck og Gilava Borhani bruger deres læsegruppe meget. De tre er venner udover det faglige samarbejde og mødes i læsegruppen stort set hver dag. De bruger læsegruppen til at repetere eksamensstof og forberede sig til timerne.
– Det var forskellige ting, der afgjorde, hvem vi kom i læsegruppe med. Blandt andet, hvor meget tid,
vi gerne ville bruge på det. Og så selvfølgelig om vi klikkede sammen, siger Mia Hammer Holck.
Det er sket løbende, at gruppen er blevet så aktiv.
– Det er både en fordel og en ulempe at kende hinanden så godt, siger Gilava Borhani.
– Ja, for til tider bliver det til lidt for meget udenomssnak, men omvendt er det rart, at de andre ved hvorfor, hvis der er noget galt en dag, og at man bare kan snakke om det private helt frit, supplerer Ditte Rasmussen.
3. semester, Jura
I tremandslæsegruppen bestående af Søren Theilgaard, Joakim Nicolajsen og Thomas Kirk er der flydende overgang fra det faglige til det sociale fællesskab.
– Det er lidt skiftende, hvor meget vi mødes. Det afhænger af, om der er eksaminer og hvilke slags eksaminer, det drejer sig om, siger Joakim Nicolajsen.
– Det bliver nok cirka en gang om ugen i
gennemsnit, konkluderer Thomas Kirk.
Primært mødes gruppen for at diskutere en given opgave eller en skriftlig eksamen.
– Men hvis det drejer sig om en eksamen, hvor det er udenadslære, er det som regel smartere bare at læse selv, siger Søren Theilgaard.
Gruppen laver også en del socialt sammen, blandt andet har de madaftener og går i byen sammen.
– Hvis det er gået rigtig godt med en opgave, fejrer vi det som regel med en bytur, griner Søren Theilgaard.
1. semester, IT
Det er tutorerne, der har bestemt læsegruppen for Anders Høedholdt, Ganeshewar Ramanandan
og Emil Gram på IT-studiet. De er lige startet og kender derfor ikke hinanden særlig godt.
– Vi skulle udfylde en seddel med hvor meget tid, vi ville bruge på læsegruppen,
og hvad vores ambitionsniveau var, siger Ganeshewar Ramanandan.
Ideen er, at gruppen skal samles flere gange om ugen for at diskutere opgaver.
– Primært bliver det sådan, at man har forberedt sig lidt på den kommende opgave,
og derefter diskuterer vi den i gruppen, forudsiger Emil Gram.
Ligesom de andre grupper regner de med at mødes mere i eksamensperioderne.
– Indtil videre kender vi kun lidt til hinanden, men nu må vi se, hvordan det bliver, siger Anders Høedholdt.