Aarhus Universitets segl

Professor rimer sjældent på bilentusiast

Hvor mange professorer i antropologi kører mon rundt i en BMW 335i? Formentlig ikke en eneste mener journalisten, forfatteren og bileksperten Christian Grau. Højtuddannede har det med at se biler som manna for pøblen.


Af Hans Plauborg og Helge Hollesen
hhp@adm.au.dk / hho@adm.au.dk

De kan som regel godt lide en god og dyr rødvin – især hvis den er fransk, og de kender en historie om, at vinstokkene på den økologiske mark i Bordeaux har været klippet med den samme saks i 100 år. Måske har de tilmed deres eget lille ”chateau” i Provence. Men selv de mest frankofile universitetsprofessorer har næppe en Peugeot 308RC Z stående i garagen. I så fald ville de nemlig signalere entusiasme for biler, endda for moderne sportsvogne, der stikker snuden i vejret, og det går ikke i akademia.
– Mange intellektuelle og akademikere fornægter jo af materielle goder – i hvert fald i ord. Og jeg tror, at mange ser bilen som et særligt plat statussymbol – som manna for pøblen, siger Christian Grau, der er journalist og forfatter til bogen ”Mænd og biler”.

Regneark tilgang til biler

Hvis man som lektor eller professor skal legitimere, at man interesserer sig lidt for biler, kan man til nød køre i en Volvo eller Saab.
– Så signalerer man i det mindste, at man har et skandinavisk værdisæt, selv om man kører rundt i en luksuriøs bil med en dynamisk motor, konstaterer Christian Grau.  
Mange akademikere kører i franske biler – Renault, Citroën og Peugeot. Nogle fordi de er stoikere og slet ikke interesserer sig for biler, og andre fordi det trods alt er lidt positivt at have en bil, der associerer til fransk kultur, historie og æstetik.
Blandt akademikere – og især dem med en naturvidenskabelig, økonomisk eller ingeniørmæssig baggrund – er der mange, der har det, Christian Grau kalder en ”regneark tilgang til biler”.
– De har foretaget en rationel og nøgtern behovsanalyse med stor vægt på driftsikkerhed. Den slags mennesker ender næsten altid med en japansk bil og sikkert en Toyota Avensis.

Pionerer for elbiler

Selv om man måske ikke finder mange store bilentusiaster blandt dem med de længste uddannelser, kan de dog godt gå hen og blive first movers, når det gælder næste generation af biler – elbilerne.
– Elbilerne passer jo godt til de højtuddannedes miljøbevidste, fællesskabsorienterede og antimaterielle værdisæt. Jeg kan sagtens forestille mig, at mange professorer gerne ser sig selv som pionerer, når det gælder elbiler, siger Christian Grau.

 


GÆT EN BIL

UNIvers bad Christian Grau om at gætte på de fire AU-ansattes private køretøj ud fra oplysninger om køn, alder, stilling og uddannelse.

Se hvor tæt på Christian Grau i virkeligheden kommer, og få samtidigt et underfundigt indblik i ansattes forhold til biler.