[Frem til 22. november kan man på Steno Museet se en særudstilling arrangeret af Aarhus Universitet i anledning af dettes 70-års jubilæum. Udstillingens tilrettelægger, cand.mag. Palle Lykke, Universitetshistorisk Udvalg, fortæller om udstillingen i dagens kronik og bringer erindringsstof, som her offentliggøres for første gang].

På en fremtrædende plads i Aarhus Universitets jubilæumsudstilling er der opstillet et ældre møblement, og de fleste vil nok umiddelbart undre sig over, hvad det runde bord, stolene, hjørneskabet, bogskabet samt skilderier og kandelabre fra en svunden tid har at gøre med Aarhus Universitet. For universitetet forbindes jo ellers - og med rette - med den funktionalistiske retning inden for dette århundredes modernisme. Men der er en god forklaring, og den følger her.

             

Den udstillede stues enkelte inventarstykker befandt sig i årene 1921-1933 i overlægeboligen ved Statens Fødselsanstalt i Jylland. Overlægeboligen udgjorde et kraftcenter i 1920'ernes århusianske universitetskamp. Her boede overlæge, dr.med. Victor Albeck (1869-1933) med sin familie, fra bygningen blev opført i 1921 og frem til sin død 12 år senere. Bygningen blev i disse år ramme om utallige møder, hvor forkæmpere for et universitet i Århus med Albeck i spidsen diskuterede og lagde strategier. Der er eksempler på, at overlæge Albeck sammen med medicinere fra byens hospitaler tilbragte halve nætter i overlægeboligen med diskussioner om, hvad der skulle til for at få oprettet et lægevidenskabeligt fakultet i byen.

             

Victor Albeck var i 1910 kommet fra København til Århus som Fødselsanstaltens første overlæge. I Århus kom han hurtigt ind i kredsen af videnskabeligt interesserede overlæger, først og fremmest den navnkundige Tage-Hansen på Amtssygehuset, der allerede var veteran i den jyske universitetskamp.

             

For disse folk var det magtpåliggende at få skabt et videnskabeligt liv ved landsdelens hospitaler, og det var i den forbindelse Albecks kongstanke også at få skabt en form for samling på de lægevidenskabelige kræfter i Jylland, som hidtil havde virket spredt. Dette skete i 1913 ved oprettelsen af Jysk medicinsk Selskab. Tage-Hansen blev selskabets første formand, og efter hans død i 1920 overtog Albeck formandsposten og beklædte denne til 1928. Om disse år har professor, dr.med. Carl Krebs sagt, at der i Jydsk medicinsk Selskab var "et liv og virke, som det næppe er muligt for eftertiden at komme på højde med". Som anerkendelse for sin indsats i Selskabet modtog Victor Albeck i 1928 de to sølvkandelabre, som kan ses på udstillingen.

             

Albeck regnede selv sit virke i Jydsk medicinsk Selskab for sit tungestvejende bidrag til løsning af spørgsmålet om et universitet i Århus, og der går da også en lige linje fra selskabets oprettelse i 1913 og til frembruddet af de første spirer til universitetet 15 år senere.

             

Fra 1919 til 1925 havde Victor Albeck været medlem af en kommission, der skulle se på spørgsmålet om oprettelsen af et universitet i Jylland, og fra 1926 havde han stået i spidsen for kamporganisationen "Universitets-Samvirket, Aarhus". Da en spæd start til universitetet i form af Universitetsundervisningen i Jylland endelig så dagens lys i 1928, var han selvskreven til også at fungere som formand her. Det betød, at lokaler i overlægeboligen herefter med mellemrum måtte tjene repræsentative formål, og blandt gæsterne taltes nu borgmestre, gymnasierektorer, departementschefer og ministre. Det sidste var f.eks. tilfældet i august 1932 ved grundstensnedlæggelsen til Aarhus Universitets første bygning, hvor kommunen mærkeligt nok ikke selv ønskede at markere dagen ved et traktement.

Overlægeboligen blev revet ned for få år siden efter at have tjent som bolig for fødselsanstaltens chefer og - fra 1982 og en halv snes år frem - som hjemsted for Medicinhistorisk Museum.

             

Den utrættelige kampånd, som skridt for skridt overvandt den ved Københavns Universitet og i Rigsdagen fremherskende lunkenhed i sagen, har - som røgen fra forkæmpernes cigarer - daglig omhvirvlet inventaret i overlægeboligen.

                                                                           *

Som nævnt var universitetet kommet i gang i september 1928. Ved semestrets start var der 64 studenter indskrevet, og det lå universitetets fædre stærkt på sinde, at de studenter, som ikke boede hos forældrene, kom til at bo under betryggende forhold. En af udstillingens mange montrer drejer sig om Marselisborg Studentergaard, som udgjorde løsningen på dét problem. Den statelige bygning på Marselis Tværvej blev i 1928 indrettet til kollegium for udenbys, mandlige studenter. I 1941 blev de mandlige alumner indlogeret i de nu opførte kollegier i universitetsparken, og Marselisborg Studentergaard blev indrettet til kvindekollegium. Seks år senere blev bygningen afhændet til Forsvaret, og også kvinderne flyttede til universitetsparken, hvor et særligt kvindekollegium blev opført. Montren om Studentergaarden viser bl.a. fotografier, et par sange, en regnskabsbog fra en kvindelig alumne samt den bevarede "klokkerprotokol". Klokkeratet bestod af den håndfuld af beboerne, som hver var valgt til at varetage bestemte tilsynsopgaver, og øverste ansvarlige på gården var eforen, en professor med bolig på stedet.

             

I forbindelse med forberedelsen af den netop omtalte montre er det lykkedes at opnå forfatterens tilladelse til at publicere et stykke af nogle erindringer, som ellers er båndlagt et stykke ud i fremtiden. De er skrevet inden for det seneste par årtier af en mand, som påbegyndte sine studier i 1932:

"Jeg mindes endnu, hvor benovet jeg var, da jeg første gang d. 1. sept. 1932 mødte op på studentergården. En gammeldags solid kurvekuffert indeholdende mit tøj og min beskedne bogsamling var sammen med en sæk indeholdende sengetøj i forvejen sendt dertil, og jeg mødte derfor blot med min mappe og en ny, men nu aldeles gammeldags såkaldt jordemodertaske, som jeg i anledning af veloverstået studentereksamen fik af min - jeg syntes allerede dengang - gamle mormor. Vi fik anvist værelse, og som ny beboer fik jeg anvist et med skråvægge til de tre sider og med et enkelt lille vindue, foran hvilket der var anbragt et lille arbejdsbord. Af inventar i øvrigt var der en sovedivan, en lille bogreol, en skrivebordsstol og vel hvad man kan kalde en almindelig køkkenstol. Efter anciennitet rykkede man så op i de bedre værelser, idet dog betalingsværelserne var undtaget denne ordning. De sidste 3-4 år havde jeg et sydvendt værelse med udsigt over mod Marselisborg Gymnasium og den bagvedliggende skov ... Da alle hen på eftermiddagen var ankommet, blev der varslet sammenkomst i dagligstuen, hvor professoren, Kort K. Kortsen, bød os velkommen. Vi nye blev forestillet for ham, og han gennemgik ordensreglementet og indskærpede det for os. Det var nu ikke så forfærdelig stramt. Yderdøren blev låst kl. 22, men der hang en nøgle i portnerboligen, hvormed vi efter dette klokkeslæt selv kunne låse os ind. En fornuftig bestemmelse for den alt andet end velisolerede bygning var, at der skulle være ro kl. 22, og at gæster på samme klokkeslæt skulle have forladt bygningen. Denne sidste bestemmelse kunne nok nu og da vække anstød blandt beboerne, hvis "moral" nidkært blev overvåget af professor Kortsen og Kortinden, som hans frue blev kaldt."

             

Bestemmelsen om, at der ikke måtte være gæster udefra på værelserne efter klokken 22, gjaldt også i en lang årrække for kollegiebygningerne i Universitetsparken, og en forhenværende mandlig student har i et erindringsinterview fortalt om, hvordan en portner - og vi er nu omkring 1940 - var så ivrig i sin tjeneste, at han forlangte, at studentens mor , der var på besøg langvejs fra, skulle forlade kollegiet klokken 22. Der var ingen undtagelser fra reglen for den pågældende portner, ingen pardon! Der skulle gå endnu et kvart århundrede, før der kunne ses gennem fingre med reglen, hvorefter den endelig blev ophævet.

                                                                           *

En anden udstillingsmontre kaster lys over disputatskulturen i det årti, hvor Aarhus Universitet opnåede promotionsret - 1940'erne. Også her er det sjovt at fremhente en bid af det personlige erindringsstof fra en af aktørerne.

             

Den pågældende - ansat ved Aarhus Universitet fra 1943, professor 1958-1976 og død for et par år siden - fortalte i et interview givet til Universitetshistorisk Udvalg i 1994 bl.a. følgende om de nervepirrende timer forud for hans eget disputatsforsvar i september 1946:

"Disputatshandlingen var ikke så forfærdelig langvarig - den havde jo lov til at vare 6½ time, og jeg tror nok, den her varede 4½ til 5 timer eller sådan noget. Der var ikke panik under nogen omstændigheder - ja, det vil sige, det var der til at begynde med ... Jeg var nemlig nær kommet for sent! Jeg havde egentlig lagt det til rette, så der var god tid, men jeg havde min lille datter i København hos sin mor - vi var fraskilte - men hun ville altså herover og overvære det. Så hun blev sendt med lyntoget, og hun var en 12-13 år og næsten voksen, men lyntoget var forsinket. Det skulle vistnok komme ind ved halv ét-tiden, og så kunne jeg lige nå at køre hjem og komme i kjole og hvidt og køre op til universitetet. Men lyntoget var altså forsinket, jeg tror tre kvarter, og jeg blev mere og mere nervøs, for hun kendte ikke stedet, så hun skulle tages imod. Og da vi kommer ud, farer en mand lige hen foran os og tager den eneste taxa, der var - og der var næsten ingen taxaer lige efter krigen - men så kom der gudskelov endnu en taxa, og jeg kom hjem, og jeg havde nogle få minutter der. Så var der sket det frygtelige, at min svigerfar havde fået sin bil frem. Den havde stået i garage under hele krigen, og nu ville han absolut køre mig til universitetet. Men han var ikke særlig øvet i at køre og kendte slet ikke de nye ruter i byen og vidste slet ikke rigtig, hvor universitetet var, så jeg ankom faktisk på slaget to derop, fuldstændig medtaget af nervøsitet, selvfølgelig. Dér stod Franz Blatt, som var dekan og skulle lede handlingen, og spejdede nervøst, så han blev henrykt, da jeg kom. Han sagde straks til mig: "Nu skal du tage det med ro, vi går ind i lærerværelset lidt, så giver jeg et akademisk kvarter" - og det gør man jo ellers ikke til disputatser, dér begynder man på slaget. Men vi gik altså ind i auditoriet et kvarter over to og lod som ingenting, og der var fuldt hus ..."

                                                                           *

Det vil føre for vidt at komme ind på udstillingens enkelte afsnit, og ovenstående er da også blot tænkt som en appetitvækker. Det skal dog nævnes, at udstillingen ikke ville være blevet, hvad den er, hvis ikke det havde været for en lang række museer, institutioner og privatpersoner. Mange har ydet en entusiastisk indsats og fortjener stor tak.