Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Oktober 2018

NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN (159)

Månedens billede: 120 år siden arkitekt C.F. Møller blev født

Sidste dag i oktober 2018 er det 120 år siden, C.F. Møller kom til verden. Derfor har vi valgt et foto af ham som Månedens billede, men denne gang ikke et af 'de sædvanlige', hvor universitetsarkitekten er iført et typisk 'arkitektantræk', men derimod ét, hvor han er iført kjole og hvidt og med 'sildesalat' på brystet, idet han var blevet dekoreret med Dannebrogordenen allerede i 1946, hvor Aarhus Universitets hovedbygning blev indviet. Senere skulle han modtage flere ordener. C.F. Møller blev født 31. oktober 1898.

Klenodie overdraget til den universitetshistoriske samling

Fra mag.art. Jørgen Ledet Christiansen, Vejlby, har vi modtaget noget så sjældent som et hæfte med en students notater fra Kort K. Kortsens forelæsninger til filosofikum i 1928. Giverens fader, Steen Christiansen, er manden bag notaterne, og ham har vi hørt om før på disse sider, senest  som hovedperson i en vore 90-års jubilæumsvideoer.  Steen Christiansen blev i 1929 den første filosofikumskandidat fra Universitetsundervisningen i Jylland, hvilket dagspressen gjorde et stort nummer ud af.

AU runder 90 i 2018: Nu foreligger video nr. 10 i jubilæumsserien

Den 6. september 2018 forelå AU90-videoen om Kapsejladsen, som nu om stunder samler tusinder af studerende i Universitetsparken hvert forår. Sådan har det imidlertid ikke altid forholdt sig. I videoen hører vi to personer, hvoraf den ene var med til at arrangere den første udgave af Kapsejladsen og gennem årene har fulgt udviklingen, hvorimod den anden var arrangør af seneste udgave af Kapsejladsen (2018). Der har siden 1991 været tale om en udvikling fra en slags spontan havefest til storslået folkefest.

75 år siden tyskerne beslaglagde parkkollegierne

Den 2. oktober 1943 beslaglagde den tyske besættelsesmagt de daværende fem kollegier i Universitetsparken i Aarhus og indrettede dem til nørrejysk hovedkvarter for Gestapo. Dermed stod 250 kollegianere pludselig uden tag over hovedet, men snart var alle dog genhuset takket være Studenterrådets formidlingsarbejde og ikke mindst aarhusianernes store villighed til at stille værelser til rådighed for de husvilde kollegianere. Herover kollegiernes brevhoved anno 1942.

Forelæsningsrække/byvandringer i Folkeuniversitetets regi

Det var ikke mindst i anledning af Aarhus Universitets 90-års jubilæum, at universitetshistorikeren i år lod sig engagere til at afholde en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i Aarhus i september. Emnet var Aarhus Universitets historie med en god del af vægten lagt på universitets- og studenterliv. Forelæsningsrækken afvikledes over tre uger og bestod af en indledningforelæsning efterfulgt af to vandringer i Universitetsparken.

AU runder 90 i 2018: Nu foreligger video nr. 11 i jubilæumsserien

Som læsere af Nyt fra Universitetshistorien har bemærket, blev der op til Aarhus Universitets 90-års jubilæum produceret en række videoer, der hver især fokuserede på ét årti i universitetets historie og samtidig koncentrerede sig om at portrættere relevante personer. Den sidste video adskiller sig fra dette koncept, idet den sætter sig for - ganske ukronologisk - at fortælle de 90 års historie på 90 sekunder. AU Universitetshistorie har leveret ca. 70 af videoens 90 billeder.


NFU PLUS

Annonce i Studenterrådets årsberetning 1966/1967. Ankers Kødudsalg lå i M.P. Bruuns Gade 63

Arkiv for Nyt fra Universitetshistorien >     Udvalgte mærkedage 2018 >    Ønsker du at abonnere på NYT FRA UNIVERSITETSHISTORIEN? Skriv til pl@au.dk