Aarhus Universitets segl

NEKROLOGER 2001

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

KNUD TAULBJERG

1.8.1944 - 17.3.2001

Lektor Knud Taulbjerg døde lørdag den 17. marts i sit hjem i Stilling efter 31Ú2 års kamp mod kræften. Knud efterlader sig hustruen Britta, de voksne sønner Peter og Jes samt to børnebørn.

Knud Taulbjerg fik sin naturvidenskabelige embedseksamen i teoretisk fysik i 1970, og efter perioder som kandidat- og seniorstipendiat blev han ansat som lektor ved Det Fysiske Institut, Aarhus Universitet, i 1976. I tilknytning til de eksperimentelle aktiviteter i Århus påbegyndte han en succesrig forskerkarriere inden for den teoretiske beskrivelse af atomare kollisioner. Emnet er centralt i atomfysikken, og ledet af en uovertruffen intuition og fysisk indsigt i atomers kvantemekaniske opførsel fik Knud igennem sin karriere mange vigtige ideer, som førte til væsentlige gennembrud for den internationale forskning på området. Knud modtog flere videnskabelige anerkendelser for sit arbejde, og hans evne til at fremhæve de spændende og væsentlige elementer i en problemstilling gjorde ham til en eftertragtet foredragsholder og populær underviser. Som vejleder var Knud en ivrig diskussionspartner, der generøst gav sin fulde opbakning til de studerendes faglige valg og selvstændige udvikling.

Knuds interesse for sine studerende og kolleger strakte sig langt ud over det faglige og ledte til mange personlige venskaber. Knud og Britta slog hyppigt dørene op for selskaber for kolleger og studerende ved instituttet, og de nød stor gæstfrihed under deres mange udlandsrejser. På instituttet var han i kraft af sit varme og personlige engagement meget afholdt. Han deltog aktivt i faglige og sociale arrangementer, og han var altid god for en sjov historie eller en festlig optræden i instituttets fredagsbar. I sin fritid spillede Knud bridge. Han holdt af jazz og klassisk musik, og hans trompetspil kom ved flere lejligheder instituttets fester til gode. Knud gik ikke på kompromis med kvalitet, hverken fagligt eller når det gjaldt om at nyde livets goder.

Da Knud blev ramt af kræft, var han meget åben om sygdommen, og den daglige kontakt med venner og kolleger og muligheden for at kunne tale om sygdommen betød meget for ham. Trods de dårlige udsigter opretholdt han sin gang på instituttet og sit samarbejde med kolleger i udlandet indtil det sidste.

Institut for Fysik og Astronomi har mistet en dygtig forsker og en inspirerende underviser. Instituttets medarbejdere har mistet en god ven.

Æret være hans minde.

Lars Bojer Madsen, Klaus Mølmer
og Erik Horsdal Pedersen