Eira Storstein

28.12.1944- 17.07.2006

Juli 2006 døde Eira Storstein som 61-årig efter en langvarig kræftsygdom. Sidst vi så hende på instituttet, var den 31. maj samme år. Svækket, men med vanlig stoicisme mødte hun op til receptionen, da hendes mand Peer E. Sørensen afsluttede sin tid som institutleder. Vi vidste ikke, at vi ved den lejlighed også tog afsked med en personlighed, der gennem små 30 år havde været del af eller i tæt kontakt med instituttets liv.

Efteråret 1977 påtog Eira sig at vikariere i det norske lektorat, hun efterfølgende selv besatte i to seksårs perioder (1979-1991). Hendes hovedfag var Historie, hun var ekspert i islandske modstandsbevægelser mod den amerikanske basepolitik på Island, hvor hun også havde boet. Et af hendes sidefag var norsk, og i knap 15 år introducerede hun hundredvis af danskstuderende til norsk sprog, kultur og litteratur. Mange var med hende på ekskursion til Norge, og mange var de norske kunst­ne­re og forfattere, hun inviterede til Århus. Eira blev hurtigt en meget vellidt underviser og noget af en rollemodel: et stimulerende, livligt og farverigt kraftcentrum på instituttet ­–og samtidig mor til tre børn. Mange vendte tilbage til hende som specialeskrivere, ikke mindst i emner inden for dansk og norsk kvindelitteratur. Eira deltog ivrigt og engageret i alle sider af instituttets virke. Hun havde ikke blot en stor faglig spændvidde, kritisk og analytisk træfsikkerhed, men var tillige en åben, samtalende og social person med megen menneskelig indsigt. Eira var gæstfri og interesseret i andre.

Efter udløbet af de mange år som norsk lektor virkede Eira som gymnasielærer i Paderup, hvor hun underviste i dansk, historie og psykologi. Via sit samliv med Peer bevarede hun en tæt kontakt til instituttet, hvor vi ofte traf hende ved faglige begivenheder og sociale lejligheder. Samtidig foldede hun sig ud som fagbogsforfatter. Hun udgav antologier om norsk litteratur, skrev efterskrift til Amalie Skrams Lucie og forfattede sammen med Peer bl.a. Den barokke tekst, et hovedværk om dansk baroklitteratur. Et fælles arbejde om Herman Bang var også under udarbejdelse.

Eiras sidste bog, der lå færdigtrykt få dage før hendes død, er i en anden genre: den anmelderroste, stærkt sansede selvbiografiske roman om en udsat barndom På jagt efter en skytsengel (Klim 2006). Den usædvanlige modstandskraft, bogen beskriver, demonstreres tillige af dens egen tilblivelse. De hårde betingelser, hvorunder den er skrevet, gav ikke anledning til sentimentalitet, men til uforfærdet forfattervirksomhed. Eira var og blev et markant menneske. Hendes baggrund var frisindet og antiborgerlig, hun var politisk pågående og aldrig den, der gav op. Flere af os husker, hvorledes hun på et af instituttets Lysebu-seminarer i begyndelsen af firserne rask væk stod på ski med det ene ben i gips (hun var trådt forkert på et dansegulv). Sin sejhed og viljestyrke bevarede Eira til det sidste. Nu er hun ikke mere. Det efterlader et stort savn ikke blot hos mand, børn og børnebørn, men også hos alle os, der har kendt hende.

Birgitte Rasmussen Hornbek, Rolf Reitan og Per Stounbjerg