Aarhus Universitets segl

NEKROLOGER 2006

 

Indholdsfortegnelse
Forrige afsnit
Næste afsnit

[Kolofon]

 

Gunnar Thorlund Jepsen

28.02.1933 - 17.04.2006

Professor i økonomi, cand.oecon. Gunnar Thorlund Jepsen døde fredag den 17. marts (2006).

Thorlund Jepsen blev ansat ved Økonomisk Institut som videnskabelig assistent i 1960, var lektor i perioden 1962-1971, og fra 1971 til pensionering i 2000 virkede Thorlund Jepsen som professor. Thorlund Jepsen har varetaget mange hverv ved instituttet blandt andet som fagrådsformand i perioden 1991-1992.

Thorlund-Jepsen var et meget stort aktiv for instituttet. Hans særlige interesse var skattepolitikken. Det var dette område, han underviste mest i, og det var også som skatteekspert, at den brede offentlighed kom til at kende Thorlund Jepsen. Igennem en lang årrække har han været en af de mest aktive debattører om skatteforhold, og han var meget tidligt ude med de tanker, der i dag diskuteres under overskrifter som forbrugsskat og "flad skat". Offentligheden kom også til at kende Thorlund Jepsen som en aktiv deltager i EU-spørgsmål, hvor han i forbindelse med de mange folkeafstemninger var at finde på den EU-skeptiske side. Det meget brede engagement i Thorlund Jepsen arbejde illustreres af, at en af de ting der i de senere år optog ham meget var narkotikapolitikken.

Thorlund Jepsens interesser gik meget videre end det, man umiddelbart kan aflæse af hans videnskabelige produktion, som primært handler om skatteteori og politik. Han havde en dyb interesse og indsigt i samfundsforhold. Gunnar var en åben og diskussionslysten person, der kombinerede den akademiske interesse for detaljen med en højskoletradition knyttet til diskussion og de brede linier. Dette kom ofte til udtryk ved seminarer og gæsteforelæsninger ved instituttet, hvor han altid var en engageret deltager. I forhold til de senere års udvikling med en stigende "teknik-fiksering" i økonomiske analyser, var Thorlund Jepsen altid en garant for at sikre fokus på intuition og relevans. Hans evne til at identificere det centrale og skære ind til benet i en debat var stor.

Thorlund Jepsens faglige profil og entusiasme førte naturligt til mange kontakter og samarbejdspartnere både inden og uden for den akademiske verden. Han har deltaget i mange udvalg og kommissioner blandt andet "Dahlgaard-udvalget" og Indkomstskatteudvalget fra 1976, været aktiv i faglige organisationer og bl.a. været formand for Askov Højskole igennem en længere årrække.

Med Thorlund Jepsens bortgang efterlades mindet om en engageret og indsigtsfuld kollega. Han efterlader et stort rum, som det vil blive vanskeligt at fylde ud. Han vil blive husket for sin glød og diskussionslyst.

Gunnar Thorlund Jepsen efterlader sig sin hustru Lis, døtrene Helle og Karin samt sønnen Erik. Æret være Gunnars minde.

På vegne af Institut for Økonomi Institutleder, professor Torben M. Andersen