Troels Dahlerup

03.12.1925 – 15.3.2006

Den 15. marts døde Troels Dahlerup. Institut for Historie og Områdestudier mistede dermed én af sine mest farverige skikkelser, for han var til det sidste en del af instituttet, skønt han gik på pension i 1992. Han beholdt sit kontor og færdedes på instituttet til sin død. Han blev behørigt fejret ved sin firsårsdag i december. Da havde han overstået en længere sygdom, men døde så pludseligt i marts.

Troels Dahlerup blev cand.mag. i historie og kristendomskundskab i 1952, var derpå gymnasielærer til 1956, hvor han blev arkivar ved Rigsarkivet. I 1964 blev han adjunkt i kirkehistorie ved Københavns Universitet, og i 1968 tiltrådte han et professorat i nyere tids historie ved Aarhus Universitet.

Troels Dahlerups historiske forfatterskab er omfattende. Tidsmæssigt dækker det middelalderen og perioden frem til slutningen af 1600-tallet, men dog med klart tyngdepunkt i senmiddelalderen. Tematisk har det tre hovedlinjer: kirkehistorie, adelshistorie og kulturhistorie. Det kirkehistoriske hovedværk er disputatsen Det danske sysselprovsti i middelalderen fra 1968. Troels Dahlerups adelsforskning er udmøntet i talrige artikler, mest markant i artiklen ”Lavadelens krise i dansk senmiddelalder” fra 1969 og Rapporter til det nordiske historikermøde 1971. Troels Dahlerup var ikke alene med til at gengive adelsforskningen faglig respektabilitet, men han gav den også nye perspektiver. Markant var hans påvisning af klare lagdelinger og et udbredt klientsystem inden for senmiddelalderens adel.

Det tredje tema i Troels Dahlerups forskning er kultur- eller hverdagshistorie, mest udtrykt i mindre artikler. Dahlerup var en pioner inden for så aktuelle forskningsfelter som fejdevæsen og skriftlighed. Alle trådene mødes i Dahlerups bind af Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie fra 1989.

Dahlerups værker er præget af et meget stort kendskab til litteraturen og ikke mindst til kilderne, af stor omhu i detaljerne, men også af evnen til at finde nye og væsentlige perspektiver på stoffet. Egentlig teori var han ingen stor ynder af  - med teorien om bastardfeudalisme som en undtagelse - men i praksis var hans forskning på mange måder fornyende og ikke sjældent endda på forkant med strømninger, der siden fik teoretisk overbygning.

For alle os, der kendte ham, og vel i det hele taget for de fleste, der har færdedes på det gamle Historisk Institut i mange år, har Troels Dahlerup dog gjort det stærkeste indtryk, når man oplevede ham selv. Jeg har ikke selv haft lejlighed til at overvære, hvordan han måtte omstille sig fra det gamle professorvælde til de nye tider efter 1968. Jeg lærte ham at kende i 1980, og allerede da havde han fundet den rolle, han beholdt til det sidste. På to måder påtog sig han at være professor af den gamle skole. Dels øste han flittigt af sine afgrundsdybe lærdom, og det har for hundreder af studenter været uforglemmeligt at opleve denne omvandrende encyklopædi. Og dels valgte ham at give den som professor med en passende portion excentricitet i ydre fremtoning og professoral docering, men altid ledsaget af en afvæbnende selvironi.

Troels Dahlerup var, når han var bedst, en formidabel forelæser og foredragsholder. Hans måske stærkeste pædagogiske virkemiddel var den illustrative anekdote, som han havde et uudtømmeligt lager af, og som han afleverede med stor elegance. Men samtidig var en meget disciplineret taler, der satte en ære i at holde tiden. Jeg erindrer en lejlighed, hvor jeg som student at havde hyret ham og bedt ham tale en halv time. Da han havde afleveret sit veloplagte og velanbragte foredrag, passerede han mig og sagde: ”niogtyve-et-halvt!”. En særlig fest var hans kursus i palæografi, som han vedblev at afholde som pensionist – ja, han var i gang, da han døde.

Størst betydning som underviser fik Troels Dahlerup dog som specialevejleder. I 1970’erne samlede han en kreds af specialeskrivere omkring sig, som tog senmiddelalderemner op, og det fortsatte op gennem 1980’erne, skønt kredsen gradvis blev mindre. Som én af dem, der har været med, har jeg tit spekuleret over, hvori hans talent bestod. Han talte mere end han lyttede, og han var ikke særlig fokuseret på problemformuleringer, skriveprocesser og teorier. Jeg tror, at hans styrke lå to steder. Det ene var hans inspirationskraft. Troels Dahlerup udstrålede stort set hvert eneste sekund, at ethvert emne, han beskæftigede sig med, var dybt spændende, og han kunne gøre det spændende med sin enorme viden og sin sans for det underholdende. Det andet var hans evne til at vise samme begejstring over for det, hans studenter kom med. Dermed formåede han at overbevise én om, at projektet var spændende og godt nok, og at man blot skulle gå videre med det. Samtidig holdt han én til ilden.

Troels Dahlerups furede ansigt og hele fremtoning i øvrigt var med til, at vi som studenter i 1980 så ham som en ældre mand, skønt han kun var 55. Til gengæld oplevede vi ham kun lidt forandret gennem de næste 25 år, og han døde som en vital og livlig firsårig. Han var hele vejen igennem én af skovens store, krogede ege. Den er nu faldet, men har sat mange frø.

Carsten Porskrog Rasmussen