Universitetshistorisk Udvalgs sekretær var i helt anden og privat anledning på weekend-udflugt til Ordrup og benyttede lejligheden til at foretage en universitetshistorisk vandring på derværende kirkegård.
Egentlig var det den navnkundige Louis Hjelmslevs grav, som udgjorde målet for vandringen - Hjelmslev, der blev den første dekan for Det Humanistiske Fakultet i Aarhus, og som siden skulle opnå verdensberømmelse - i det mindste blandt lingvister - men fordi det nu var søndag, og der desårsag intet gartner- eller kontorpersonale var til stede, som kunne have udpeget gravens beliggenhed på den ret udstrakte kirkegård, varede det såmænd halvanden time, inden denne lod sig finde (efter gennemvandring af blot en femtedel af kirkegårdens gange).
Undervejs var imidlertid en række grave passeret, som rummer de jordiske rester af personer, som en gang for længe siden havde mere eller mindre at gøre med Aarhus Universitet, eller som på underfundig vis minder om sider af dette universitets tilblivelse og virke.
Den første er Jens Byskov. Han var undervisningsminister i Ministeriet Madsen-Mygdal, da "Universitetsundervisningen i Jylland" indledte sin virksomhed, og han var da også - sammen med departementschef Graae - til stede på indvielsesdagen 11. september 1928 i de midlertidigt lejede lokaler i Aarhus Tekniske Skole på Nørre Allé, men han holdt ingen tale den dag.
25 år senere, da Aarhus Universitet fejrede sit første kvartsekel, talte han derimod ved festmiddagen og udtalte bl.a. disse ord:
"Jeg gik nu her omkring i Universitetsparken og spejdede efter et eventuelt jydsk Præg. Jeg fandt intet, og det er efter min mening, som det skal være. Et Særpræg skilter man ikke med, stræber ikke engang efter at frembringe det; det skal komme af sig selv; men det er godt, om det kommer."
Og han tilføjede:
"Jeg sagde, at jeg ikke havde set noget som helst, der kunde tyde paa jydsk Præg. Der var maaske en lille Smule, hvis jeg da ikke har bedømt helt forkert, hvad jeg saa. Jeg tænker paa Sofaerne deroppe i Aulaen. Det ser ud, som de var betrukket med Skind af jydsk Kvæg; jeg blev i alt fald behageligt mindet om det jydske ved at se dem".
Nummer to på vejen er Søren Aggebo, som tog studentereksamen på Marselisborg Gymnasium og blev cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1953, hvorpå han gennem nogle år virkede som videnskabelig assistent samme sted, inden han kom til at bestride ledende stillinger i dansk industri, og i øvrigt blev underdirektør i Industrirådet.
Han var søn af Anker Aggebo, der indlagde sig hæder - i hvert fald blandt medicin- og universitetshistorikere og deslige - for sin indsamling af danske lægememoirer, som han udgav i en række bind under titlen Asklepios' Tjenere.
Søren Aggebo var i sin studietid i Aarhus aktiv studentersvømmer, og han optræder på et foto, som præsenteres side 67 i den jævnaldrende Torben Kisbyes erindringsbog Almas Børn (1988), der fortæller morsomme træk af studenterlivet i 1950'ernes Aarhus.
Også den tidligt henfarne Tøger Seidenfadens gravsted passeres - Seidenfaden, der blev cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1983, og som - ud over så ganske meget andet - i et par omgange fungerede som ekstern lektor ved sit gamle alma mater, førend han gebærdede sig ud i journalistikken og med tiden satte sig i Weekendavisens chefredaktørstol og senere i Politikens ditto og gjorde sig bemærket med både det ene og det andet.
Om sin studietid ved Statskundskab i Aarhus udtalte han i 1999 til Delfinen:
"Det sjove er, at jeg nok havde sådan nogle lidt gammeldags, romantiske drømme om, at universitetslivet var åndernes liv, at det var fantastisk spændende, og at der foregik en fantastisk masse spændende ting. Og egentlig vil jeg sige, at de blev i forbløffende grad indfriet. [...] Der var typisk hvert forår en eller anden grund til at besætte instituttet. Protest mod storkapitalen og Folketingets overgreb. Og jeg mødte jo op - jeg syntes, det var enormt underholdende, de der besættelser. Typisk var jeg også mere enig med Undervisningsministeren end med studentergruppen. Men jeg syntes, det var enormt underholdende at indgå i diskussionerne, og det havde jeg for det meste ingen vanskeligheder med."
Endelig dukker den op, Louis Hjelmslevs gravsten, og lad os ufortøvet citere fra Dansk biografisk Leksikon, der bl.a. meddeler følgende om Hjelmslev:
"H. fremstår som en af de største sprogforskere Danmark har fostret, og han øvede en umådelig indflydelse især på de sprogteoretisk interesserede kolleger og studenter der oplevede ham i hans bedste år. Selv om der i de senere år har været en udbredt reaktion imod den såkaldte strukturalisme, som H. er en af repræsentanterne for, læses hans værker i stigende grad uden for Danmark; flere af hans bøger er i de sidste årtier blevet oversat til en lang række sprog."
Men længe før hans værker læstes "uden for Danmark", var han tilknyttet det unge Aarhus Universitet, hvor han blev ansat som docent i sammenlignende sprogvidenskab pr. 1. august 1934.
Året efter (i 1935) blev Louis Hjelmslev valgt til dekan for det nykonstituerede humanistiske fakultet - den første i rækken af humanistiske dekaner - og i 1936 leverede han en omfattende præsentation af sit fakultet til Den jydske Akademiker: Klik og læs Hjelmslevs præsentation af fakultetet.
Det var, mens han endnu sad i Aarhus, at Hjelmslev sammen med H.J. Uldall udarbejdede den såkaldte glossematik, som først præsenteredes på en konference i London i 1935.
Om den unge docent Hjelmslevs forhold til de lingvistisk arbejdende filologer i Aarhus kan man få god besked i Per Aage Brandts "Omkring sprogteoriens danske grundlæggelse - strejftog i den århusianske lingvistik", der er at finde i antologien: Topforskning ved Aarhus Universitet - en jubilæumsantologi, der udkom ved Aarhus Universitets 75-års jubilæum, og som er redigeret af Universitetshistorisk Udvalg medsamt dettes sekretær.
Brandt konkluderer med bl.a. disse ord: "Hvorom alting er, kan vi konstatere en historisk forbindelse mellem det miljø, som skabte Aarhus Universitet, og det, som skabte den moderne sprogvidenskab i Danmark".
Hjelmslevs ophold i Aarhus blev imidlertid kun kort, for allerede i 1937 overtog han stillingen som professor i sammenlignende sprogvidenskab ved Københavns Universitet, men havde dog stadig et samarbejde med sin efterfølger i Aarhus: Jens Holt. (Universitetshistorisk Udvalg har i sin samling en del af deres korrespondance gennem årene).
Gravstenen over Hjelmslev og fru Vibeke befinder sig bag samme hæk som yderligere to stene, hvoraf et af navnene indgraveret i den største af disse - Mouritz Mackeprang (Hjelmslevs svigerfader) - sender vandrerens tanker i retning af den universitetskamp, som fandt sted i begyndelsen af 1920'erne, og hvor repræsentanter for Kolding, Viborg, Sønderborg og Aarhus hver især gjorde, hvad der var dem muligt for at overbevise en siddende universitetskommission om lige netop deres bys helt ekstraordinært fantasiske egnethed som Danmarks fremtidige universitetsby nr. to.
Her kommer Mackeprang ind i billedet i sin egenskab af direktør for Nationalmuseet og som en af dem, der skulle udtale sig om et forslag, der - seriøst ment, vel at mærke - gik ud på at indrette ruinen af Koldinghus til universitet. Mackeprang tog afstand fra ideen, og udtalte bl.a.:
"... jeg skal dertil føje, at det er mig ubegribeligt, ud fra hvilke Betragtninger man har ment at kunne stille Forslag om Ruinens Anvendelse i dette Øjemed".
En forfriskende måde at råbe "kraftidioter!" på, kan man sige ...
Havde Mackeprang nu i stedet udtalt sig i begejstrede vendinger, kunne den jyske universitetshistorie have taget en anden retning, end den faktisk kom til, men lad det nu ligge - og Kolding blev jo da også universitetsby, da Syddansk Universitet mange årtier senere blev etableret.
Og nu mod udgangen før mørket falder på, men hov, der ligger jo T. Vogel-Jørgensen (1891-1972), manden bag Bevingede Ord.
Gad vidst, hvor mange personer med tilknytning til Aarhus Universitet, der har skrevet eller udtalt "bevingede ord", og som har fundet plads i Vogel-Jørgensens bog?
Det må undersøges en anden gang; her skal blot nævnes to eksempler, nemlig litteraturforskeren Jørgen Elbeks formulering om drejningen eller udviklingen i den unge Johannes V. Jensens forfatterskab: "En reduktion fra sublim nihilisme til positivitet af en lavere orden". Sådan! Udtrykket findes i en bog fra året 1966, hvor Elbek var lektor ved Institut for Nordisk Filologi ved Aarhus Universitet.
Også en af Elbeks daværende institutkolleger er repræsenteret, idet Johan Fjord Jensens udtryk "Homo manipulatus" er med i Bevingede Ord. Det betyder "det manipulerede menneske" og var titlen på en essaysamling, hvori Fjord Jensen - eller blot "Fjord" mellem studenter og kolleger - i 1966 gjorde sig til "talsmand for ny-radikalismen med dens kamp mod de manipulerende tendenser i velfærdssamfundet. Om klassekamp er der ikke tale" - for nu at citere Bevingede Ord.
Titlen på den sidste store bog fra Johan Fjord Jensens hånd var i øvrigt Vest for paradis. Begravelsespladsernes natur.
