Darwin var ikke den første med en teori om arternes udvikling. Men han gjorde den ­videnskabelige gangbar med sit værk om arternes oprindelse, som han udgav som 50-årig for 150 år siden. AU-gustus har spurgt en række forskere fra vidt forskellige discipliner, hvad Darwin betyder for dem og deres forskning.

Læs bidrag fra følgende forskere:

Et urimeligt valg - af Ove Korsgaard, Professor, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

En ledefigur - af Jacob Wamberg, Professor, Afdeling for Kunsthistorie

Chimpanser og religion - af Armin w. Geertz, professor, Afdeling for Religionsvidenskab

Darwin og evolutionspsykologien - af Henrik Høgh Olesen, professor, Psykologisk Institut

Darwin og horror - af Mathias Clasen, Ph.d.-studerende, Sektion for Engelsk

Semiotik og darwinisme - af Frederik Stjernfelt, Professor, Nordisk Institut

Et urimeligt valg

Ove Korsgaard
Professor, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Som forsker har jeg sjældent trukket direkte på Darwins lære, men altid haft den med som uomgængelig forudsætning for redelig forskning – på samme måde som tyngdeloven er det.
Men selv om Darwin for mig hører til de videnskabsmænd, der for alvor har revolutioneret vor indsigt i naturens love, tager jeg forbehold mod at sætte lighedstegn mellem Darwins lære og evolutionen som et totalt fænomen.
Jeg er helt med på, at teorien om den naturlige udvælgelse forklarer, hvordan der sker en udryddelse af de utilpassede, når der er en overproduktion af individer, men teorien forklarer ikke, hvorfor naturen hele tiden skaber nye individer og på et tidspunkt har skabt mennesker med et jeg.
Jeg er derfor enig med biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer, når han siger, at darwinisterne og de religiøse fundamentalister stiller os over for et urimeligt valg: enten at tro på en natur, der ikke levner plads til det åndelige i mennesket, eller på en sjæl, der er pustet ind i os af en gud.
Der må være et tredje valg.

En ledefigur

Jacob Wamberg
Professor, Afdeling for kunsthistorie

Evolutionstanken har klart været ledefigur i min forskning.
Først udfandt jeg et udviklingsmønster i måden, hvorpå rum og landskab er blevet gestaltet i billedkunsten fra hulemalerierne til år 1900, og belyste det med diverse modeller for kulturel evolution – fra Hegel over Piaget til Habermas.
Siden har også den biologiske evolution presset sig på i min forskning, idet jeg forsøger at vise, at den kulturelle evolution viderefører en fundamental biologisk drift mod højere kompleksitet, en anti-entropisk tendens, og faktisk at kulturen siden år 1900 – kald det bare den posthumane epoke – har grebet ind i og flyder sammen med det biologiske projekt.
Her kan Darwin sige meget, men ikke alt.
Ifølge forskere som Stuart Kauffman og Simon C. Morris kan selve kompleksitetsforøgelsen nemlig ikke forklares alene ved naturlig selektion, der mere er en slags nødvendigt robusthedstjek. Selv Darwin, der jo anså selektionen for den vigtigste drivkraft i evolutionen, mente ikke, den var altforklarende.

Chimpanser og religion

Armin W. Geertz
Professor, Afdeling for Religionsvidenskab

Neurologen Robert Sapolsky ville som barn være gorilla, men blev sidenhen optaget i en flok bavianer, hvis levevis og kognition han studerede.
Jeg selv ville hellere være en legesyg chimpanse, men endte som en grublende religionshistoriker. I min skoletid var der to emner, der optog mig meget: biologi og religion. Men jeg blev hverken biolog eller præst. Efter mange års arbejde med religion og religiøse mennesker blev jeg imidlertid ramt af kognitionsbølgen, og mine gamle interesser kom til deres ret.
For nu havde man med såvel neurologien som den kognitive arkæologi og evolutionspsykologien endelig fået mulighed for en troværdig beskæftigelse med religions oprindelse og udvikling. Ikke overraskende søgte jeg svar på den menneskelige psykologis grundtræk gennem studiet af menneskeaber.
Efter min mening er vi mennesker aber med en uhåndterlig intelligens. Vi overtog vor egen arts evolution ved at overføre denne intelligens til fælles kultur. Vi skabte vor egen niche, og deri skabte vi et væld af verdener. Men vi blev fanget i dem.
Med evolutionslæren er den legesyge abe nu bedre rustet til at håndtere denne skæbne – medmindre vi vil hellere være en flok bavianer.

Darwin og evolutionspsykologien

Henrik Høgh-Olesen
Professor, psykologisk Institut

Darwins evolutionsteori er et højdepunkt i europæisk videnskab og kultur, og den står i dag som en af de bedst underbyggede teorier overhovedet.
Grundideen er såre simpel: Individerne inden for en population varierer, og en del af disse variationer er arvelige. De individer, der har de mest favorable variationer – dvs. de, der bedst og mest adaptivt kan besvare overlevelsens og reproduktionens udfordringer – selekteres naturligt, og disse processer er i dag kendsgerninger på linje med tyngdekraften.
Hvis man som jeg interesserer sig for de store ”hvorfor'er” i tilværelsen – og dermed for de ultimative grunde til, at vi mennesker er. som vi er, og handler, som vi gør – så er evolutionsteorien helt uomgængelig. Den er da også i dag et af de hurtigst voksende og mest hypotese-genererende paradigmer inden for en række videnskaber, psykologien inklusive.
Uden en bagvedliggende teori til syntetisering af de enkelte fund bliver den videnskabelige dataindsamling let til en slags ”filateli”, hvor man billedlig talt blot samler eksperimentelle frimærker inden for forskellige afgrænsede virkeligheds områder.
Med evolutionsteorien som forståelsesramme kommer der både mening i det enkelte fund og sammenhæng mellem de forskellige mærker, og så bliver det pludselig spændende.

Darwin og horror

Mathias Clasen
Ph.d.-studerende, Sektion for Engelsk

Med Darwins evolutionsteori er det take it or leave it. Enten afviser man teorien, eller også må man acceptere, at den har implikationer for stort set alt, hvad vi mennesker foretager os og tror på.
I min egen forskning arbejder jeg med skrækhistorier i et darwinistisk perspektiv, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan Darwins 150 år gamle teori har nogen som helst relevans for f.eks. litteraturteori eller studiet af den seneste Stephen King-roman eller Motorsavsmassakren.

Al kultur er et produkt af den menneskelige psyke. For at forstå vores kulturelle produkter – fra hulemalerier til sonetter – må man forstå det menneskelige sind.
Derfor giver det god mening for f.eks. en litteraturforsker at kigge ind til psykologerne og høre, hvad der rører sig inden for deres felt. Lige nu er det evolutionspsykologien, der ser psyken som produkt af årmillionernes naturlige udvælgelse.
Og således står Darwin konstant bag mig, når jeg forsøger at forstå menneskets hang til horror.

Semiotik og darwinisme

Frederik Stjernfelt
Professor, ­Nordisk Institut

I min semiotiske forskning har evolutionslæren ingen direkte betydning, men den indirekte betydning er naturligvis stor – evolutionslæren er en vigtig og integreret del af den videnskabelige verdensopfattelse, som stort set al interessant forskning i dag har som ramme.
Udviklingsteorien har dog en direkte affinitet til min forskning, hvad angår biosemiotikken, der omhandler brug af tegn i biologien lige fra højere dyrs kommunikation og kognition til encellede dyr og processer internt i cellen. Evolutionsprocessen kan anskues som en langsom udveksling af tegn mellem en art og dens omgivelser over mange tusinde generationer. Hos sociale dyrearter med indlæringsevne synes denne tegnudveksling at være plastisk og kunne udvikles og forbedres i dyrets egen levetid.
For mig at se spiller darwinismen også en rolle på et generelt erkendelsesteoretisk plan som model for, hvordan udviklingsprocesser finder sted også uden for biologien som en udvælgelse mellem stridende alternativer i en trial and error-proces.
Også den videnskabelige erkendelse udvikler sig i en sådan proces, hvor den videnskabelige institution – ideelt set – spiller rollen som den naturlige udvælger af den bedst tilpassede teori. Og som i biologien sker det naturligvis ikke, uden at primitive organismer overlever sideordnet med mere sofistikerede …