Længe havde vi undret os over, hvor de mange penge, der efter sigende blev mertilført universiteterne, mon blev af. Vores oplevelse som forskere og universitetslærere er nemlig ikke, at de offentlige bevillinger til forskning og undervisning er øget. Tvært-imod har vi i de senere år i højere og højere grad skullet søge private fonde om forskningsmidler. Samtidig har vi mødt krav om at uddanne flere og flere kandidater – eller producere flere ”STÅ” (studenterårsværk), som det så smukt hedder – i de samme arbejdstimer.

Til gengæld er det vores klare indtryk, at der er blevet kanaliseret flere og flere midler til organisatoriske omstruktureringer, fusioner, opbygning af centrale ledelsessekretariater og administrative systemer. På vores arbejdsplads DPU, en del af Aarhus Universitet, kalder vi det i hverdagen ”skatten til Aarhus”. En skat, der beløber sig til omkring 30 millioner kroner om året. Da professor Susan Wright og professor Rebecca Boden formidlede deres analyser af pengestrømme på de danske universiteter ved en konference i DM og senere udgav rapporten ”Follow the Money”, blev vores hverdagserfaringer sat på tal. De viste nemlig med afsæt i universiteternes egne offentliggjorte regnskaber, at især administrations- og ledelsesudgifter er steget markant, medens udgifter til uddannelse er steget minimalt – i en tid, hvor vi vel at mærke får flere og flere studerende. Vi har ikke forudsætninger for at kunne bedømme de tal, der fremlægges i rapporten, men vi kan sige, at vores egne erfaringer med nedskæringer bekræfter dens konklusioner.

Den relative økonomiske nedprioritering af uddannelse har der ikke i den ophedede debat været meget fokus på, men i vores verden er det en mærkbar kendsgerning, der nu kommer til udtryk som en betragtelig nedskæring på uddannelserne. Vi skal hæve vores STÅ-produktion, gerne med 30 procent over de næste år, hvilket skal ske med et betydeligt lavere forbrug af arbejdstimer pr. STÅ. På den måde kan vi tjene flere taxameterpenge — og til gengæld bruge færre penge på uddannelse. Det giver mulighed for at betale den føromtalte ”skat” til Aarhus Universitet. Ja, det er helt rigtigt forstået: Set fra vores stol omdirigeres offentlige midler givet til uddannelse til opbygning af centrale ledelsessekretariater, samkøring af administrative systemer og lignende — præcis som ”Follow the Money” viste. Som undervisere hører vi ministre og rektorer tale om ”uddannelser i verdensklasse”, og vi bliver fortalt, at universiteterne får flere penge end nogensinde før. Samtidig oplever vi nedskæringer på vores uddannelser, som gør det vanskeligt at sikre studerende bare anstændige studievilkår. Det hænger ikke sammen.