Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Akademikere spejler sig i Don og co.

Vi ryster på hovedet af Mad Men-figurernes politiske ukorrekthed. Samtidig identificerer vi os med deres brudte karrieredrømme, mener adjunkt i pædagogisk filosofi.

Persongalleriet i tv-serien Mad Men. Forrest i billedet sidder hovedpersonen Don Draper, kreativ chef og vindebedårende knudemand med lig i lasten. Bag ham står kollegerne fra reklamebureauet Sterling Cooper, blandt andet den sexede sekretær Joan i rød kjole. Bagerst i billedet med den cremefarvede kjole står Dons lettere neurotiske hustru Betty Draper. Foto: ACM Networks™

De bæller whisky, som vi andre drikker vand. De kæderyger. De er utro med den største selvfølgelighed, og når far kommer hjem efter en meget lang arbejdsdag, lyder beskeden til børnene: ”Go watch TV”. Seriens figurer er rygende politisk ukorrekte, og en del af seriens tiltrækningskraft skyldes givetvis dette, mener Kasper Porsgaard, adjunkt i pædagogisk filosofi. Mindst lige så vigtigt er det dog, at vi – måske især humanistiske universitetsstuderende og akademikere – dybest set kan identificere os med karaktererne i serien.
– De ansatte på reklamebureauet i Mad Men drømmer om at blive kunstnere,     forfattere eller ledere. De fleste er ulykkelige, fordi de ikke føler sig værdsatte og ikke oplever at blive realiseret fuldt ud i den virksomhed, de arbejder i. Det minder
om den virkelighed, mange akademikere sidder i, siger han.
Samtidig understreger han, at identifikationen med de ulykkelige karriererotter på reklamebureauet fungerer skjult, fordi scenariet er forrykket til en bekvem fortid, vi har nemt ved at tage afstand fra.
– Vores opmærksomhed rettes mod figurernes åbenlyst excessive livsstil med whisky, cigaretter og udenomsægteskabelige eventyr, siger han.
En anden grund til seriens popularitet er den tid, den foregår i, forklarer Kasper Porsgaard. Tiden før ungdomsoprøret er fascinerende for os i dag, fordi man stadig stod vagt om de klassiske dyder. Mænd åbnede døren for kvinder, børn sad pænt ved bordet, skjorten var nystrøget, og bøsser var noget, man skød med.
– Forfatteren Søren Ulrik Thomsen har formuleret det på den måde, at 1950’erne og 1960’erne var sidste gang, der var en normalitet at gøre oprør imod. Siden er alt blevet mere udflydende, og der er i dag mange måder at realisere sit familieliv og sin karriere på.