Alle Ole Opfindere på AU, kom frit frem!
Går du og ruger over en original idé til et produkt, en teknologi eller en service, så har du chancen for at få den op af skuffen og ud i lyset ved at deltage i Venture Cup – de studerendes iværksætterkonkurrence.
En app til taxabestilling, solcreme med en kopi af ozonlaget og en æstetisk køn solcelle integreret i en tagplade. Tre kreative idéer udtænkt af AU-studerende, der sidste år tog hver sin førsteplads i Venture Cups idé-konkurrencer. Vil du også teste dine evner som innovator, så indsend dit bidrag inden deadline den 28. november.
Idé-konkurrencen er for spæde opfindelser, der endnu kun er på skitseform eller eksisterer som rå prototyper. Det vigtigste er originaliteten og potentialet. Konkurrencen er inddelt i fem kategorier: Cleantech & Environment, Life Science & Medtech, Mobile & Web, People & Society og Product & Technology.
Industrien har øjne på Venture Cup
Blot en i gruppen bag idéen skal være studerende, men ellers er der ikke mange formelle krav, og barren er sat i knæhøjde.
– En hypotese om, at ens idé er realiserbar, er egentlig nok. For eksempel er det jo svært og dyrt at efterprøve, om et medicinalprodukt har en effekt. I stedet bedømmer fagfolk fra industrien, om projektet har gang på jord, fortæller Keld Andersen, marketingkoordinator for Venture Cup, om udvælgelsen af finaleprojekter.
Bedømmerne kommer blandt andet fra Vestas, DONG Energy, Grundfos og Novo Nordisk.
Keld Andersen understreger, at fordi konkurrencen har de pengestærke, innovative virksomheders opmærksomhed, er deltagelsen i sig selv nok til at få ens projekt skudt ud over rampen.
Finaler i idé-konkurrencen afholdes i starten af 2012 med en førstepræmie i hver kategori på 25.000 kroner. I foråret afholder Venture Cup også en startup-konkurrence for etablerede firmaer med udviklingspotentiale.
VENTURE CUP
- Cirka 300 idéer er hvert år med i Venture Cup-konkurrencen –sidste år var Aarhus Universitet den største leverandør med 74 idéer.
- Venture Cup-deltagere har gennem de sidste ti år i alt rejst omkring 300 millioner kroner i kapital til deres projekter.
Læs mere om Venture Cup på www.venturecup.dk