Aarhus Universitets segl

AU og EU

I forbindelse med det danske formandskab for EU bliver AU vært for en del arrangementer.

Excellence

Den 18.-20. april er Aarhus Universitet i forbindelse med det danske EU-formandskab vært for den internationale konference ”Excellence 2012”, der handler om excellence i blandt andet forskning og talentudvikling. Arrangørerne forventer deltagelse af EU-kommissær for forskning Máire Geoghegan-Quinn, uddannelsesminister Morten Østergaard og europaminister Nicolai Wammen. I forbindelse med konferencen vil der være en prisoverrækkelse, hvor priserne ”Albert Einstein” World Award of Science og ”José Vasconcelos” World Award of Education vil blive uddelt.

Konferencen arrangeres i samarbejde med uddannelsesministeriet, Det Frie Forskningsråd og flere private fonde. Der forventes at komme 450 deltagere.

Debatmøder

AU bliver også vært for fem offentlige debatmøder i april-juni, hvor formålet er at trække den brede offentlighed, gymnasier og studerende til spændende diskussioner om blandt andet fremtidens velfærd og en grøn vækstdagsorden. Møderne holdes i samarbejde med Udenrigsministeriet og Folkeuniversitetet.

The Great Debate 2012

Diskuter de globale udfordringer, og find nye innovative løsninger. Det er opgaven til den store konference den 1.-3. juni, hvor studerende, journalister, tænketanke og NGO’er får mulighed for at forholde sig til verdens helt store udfordringer – både gennem oplæg og talere i plenum, men også i workshops over hele Campus Aarhus.

Industrial Technologies 2012

Den 19.-21. juni er iNANO og virksomheden Spinverse arrangører af en konference i Scandinavian Congress Centre, hvor politikere, folk fra industrien og forskningsledere skal kigge på, hvordan Europa inden for stærke forskningsområder kan bidrage til innovation, jobskabelse og forbedret konkurrenceevne.

Der forventes at komme op mod 1.000 deltagere.