Aarhus Universitets segl

Besked inden sommerferien

Medarbejdere, der er en del af den såkaldte ønskerunde, skal ikke vente til september med at få besked om deres fremtid. Det har universitetsledelsen netop besluttet.

Foto: Lars Kruse | AU Kommunikation

En række administrative medarbejdere på Aarhus Universitet går lige nu rundt og er særligt usikre på, hvor deres fremtidige skrivebord skal placeres i den nye organisation.
De har allerede fået at vide, at netop deres opgaver eller arbejdssted ændrer sig så meget, at de er en del af ønskerunden for såkaldt ”særligt berørte medarbejdere”, og de er netop nu i gang med et forløb for at afklare deres kompetencer. Men ifølge den oprindelige tidsplan for forandringsprocessen ville de alligevel have yderligere fire nervøse måneder i vente, inden de med sikkerhed kendte deres fremtidige arbejdsopgaver.
Det har universitetsledelsen netop besluttet at lave om på.
I stedet for den oprindelige plan, hvor medarbejdernes nye stillinger først falder på plads til september, vil ønskerundedeltagerne nu få besked inden sommerferien. Det fortæller universitetsdirektør, Jørgen Jørgensen.      
– Vi har fået en række henvendelser fra medarbejdere, som ønskede hurtigere besked, og det har vi undersøgt, om vi kunne imødekomme. Den oprindelige tidsplan for ønskerunden var blevet til ud fra en forventning om, at flere medarbejdere skulle deltage, end det i sidste ende blev tilfældet. Derfor kunne det rent praktisk lade sig gøre at fremrykke processen, og det har vi derfor valgt at gøre, siger Jørgen Jørgensen.

En generel fordel

Fremrykningen betyder blandt andet, at ønskerunden skal afvikles, inden alle institutledere er på plads, og det betyder, at nogle medarbejdere ikke kender deres fremtidige chefer, inden de ønsker. Det er da også et argument, der har været inddraget i debatten om fremrykkelsen af tidsplanen, forklarer Jørgen Jørgensen.  
– Vores vurdering har været, at de fleste administrative medarbejdere i ønskerunden i det daglige vil referere til administrative chefer, og de vil stort set alle være kendte for medarbejderne, når de skal ønske. Det er rigtigt, at det for et fåtal ville have været hensigtsmæssigt at kende institutlederen også. Men det har været vores vurdering, at dette ikke opvejede den generelle fordel, det er at minimere perioden med usikkerhed for alle de involverede medarbejdere.   

Alle særligt berørte medarbejdere, som er en del af ønskerunden, har fået personlig besked om den nye tidsplan.


 

Den nye tidsplan for ønskerunden

  • Kompetenceafklaringsforløb: 4. april - 17. maj
  • Stillingskatalog over udbudte stillinger udsendes: 12. maj
  • Infomøder i Aarhus og Emdrup: 17. og 18. maj
  • Ønskerundeperiode: 18. - 26. maj
  • Placeringstilbud: 14. - 17. juni