Blod, sved og videnskab
Mød Jeppe Kristensen, en af videnskabens trofaste fodsoldater. De sidste tre måneder har han svedt på kondicykler og mødt adskillige kanyler på sin vej for at hjælpe en forskergruppe med at finde svaret på epo-gåden. UNIvers har taget en uformel snak med den ingeniørstuderende om livet som forsøgsperson.
22-årige Jeppe Kristensen har sammen med 39 andre raske, unge mænd været med i et antidopingforsøg. Her har en gruppe forskere kigget efter såkaldte biomarkører i blodet ved brug af epo. Hvis forskerne har held med at finde biomarkørerne, vil det i fremtiden blive lettere at opdage atleter, der doper sig med epo. Herudover er det også blevet undersøgt, hvordan epo og træning påvirker omsætningen af sukker, fedt og proteiner i kroppen.
De unge mænd blev inddelt i fire grupper: Nogle, der trænede og fik epo, nogle, der trænede og fik saltvand, nogle, der ikke trænede og fik epo samt nogle, der ikke trænede og fik saltvand. Jeppe Kristensen havnede i gruppen, der trænede og fik epo, men fik først kendskab til sit epo-indtag ved forsøgets afslutning.
Jeppe Kristensen får 5.500 kroner for at være med i forsøget.
Hvordan vil du have det med at have fået sprøjtet epo ind i årerne de seneste par måneder?
– Jeg har ikke de store skrupler med det. I starten tænkte jeg lidt over det, men jeg er ikke længere nervøs for det. Epo bliver jo også brugt som medicin, så jeg har vist ikke noget at være bange for.
Har du opnået det, du ville, med forsøget?
– Ja. Jeg meldte mig til forsøget for at komme i form, og jeg har fået en meget bedre kondi, så det har jeg bestemt. Jeg har fået forbedret mit iltoptag med 35 procent. Det er jeg meget tilfreds med.
Kan man lave damer på at være med i et forsøg?
– Det tror jeg sgu ikke. Jeg var i sommerhus i forrige weekend, hvor jeg rendte rundt med blå mærker på maven og plastre på benene. Det var ikke ligefrem noget, der øgede mine chancer for at score i den sammenhæng i hvert fald. Men jeg har heller ikke prøvet scorereplikken ”Hej. Jeg er på epo, skal vi lige ud og have en kop kaffe?”, så man ved selvfølgelig aldrig.
Hvad med street credit? Giver det respekt at være forsøgsperson?
– Nej. Mine venner joker mest med, at jeg måske er på epo, så hver gang jeg vinder i pool, er det fordi, jeg er dopet.
Hvad har gjort mest ondt?
– Jeg har fået taget biopsier i mine lår og i maven. Smerterne dagen efter var det værste ved forsøget. Det var som at have fået to trælår, og min mave var helt smadret. Jeg kunne ikke sove på maven i et par dage efter, så jeg vågnede, hver gang jeg trillede om på maven. Det gjorde satanedme ondt.
Vil du anbefale andre at blive forsøgsperson?
– Ja. Jeg synes, at det har været spændende og sjovt. Jeg har faktisk nydt de dage, hvor jeg har ligget på sygehuset og hygget. Det har også været fedt at snakke med de andre forsøgspersoner ovre i træningslokalet. Jeg kunne i hvert fald godt finde på at gøre det igen.
Hvad skal du bruge alle pengene på?
– Jeg skal på skiferie i uge 9, så det bliver nok der, de skal fyres af.