Aarhus Universitets segl

Dårlige beslutninger afslører ludomaner

Pokermiljøet er et arnested for ludomaner, men hidtil har det været svært at spotte dem blandt pokerspillerne. Ny forskning gør det muligt at skille de spillegale fra de spilleglade på baggrund af deres manglende logiske tænkning.

”Det er en vigtig samfundsopgave at behandle ludomani, fordi fællesskabet har et ansvar over for de mennesker, der har problemer med deres spilforbrug. Vi nyder jo alle godt af, at der kommer penge i statskassen på baggrund af spil,” siger Jakob Linnet.

Du sidder ved et pokerbord med en syver og en toer på hånden. Kortene på bordet levner ingen muligheder for par eller det, der er bedre. Vælger du alligevel at spille hånden, skal du måske overveje at gå i træning eller behandling. Dit spillemønster tyder nemlig på, at du enten er en meget uøvet pokerspiller eller en ludoman.
Forskningsklinikken for Ludomani (FKL) har udviklet en metode, hvormed man kan udpege ludomanerne omkring pokerbordene. Ludomanerne foretager kognitive fejlslutninger, som øvede pokerspillere aldrig ville lave. De vil ifølge Jakob Linnet, der er psykolog og leder af FKL, begå elementære fejl, som afslører dem.
– Pokerspillende ludomaner fejlvurderer deres sandsynlighed for at vinde, og de spiller for mange hænder med lav sandsynlighed. De har ganske enkelt nogle forkerte forestillinger om udfaldet i spillet, siger han.

Tester gennem fiktivt spil

FKL’s fund af ludomaners irrationelle spillemønster bygger på en såkaldt poker task, et fiktivt pokerspil uden penge indblandet. Poker tasken er baseret på "Texas Hold 'em"-poker, hvor man som spiller får to kort på hånden og syn for tre fælles kort på bordet, det såkaldte flop. Ud fra disse kort skal man bedømme sin sandsynlighed for at vinde, og om man har lyst til at spille hånden.
Mange af de testede personer har været kritiske over for poker tasken, fordi det ikke er muligt at bluffe eller forhøje sin indsats. FKL’s fiktive spil indeholder altså kun udvalgte elementer af pokerspillet, som kan belyse, om man kan tænke matematisk og agere fornuftigt i pokerhenseende. Derfor mente flere af testpersonerne ikke, at spillet havde noget med poker at gøre. Jakob Linnet har dog masser af tillid til sin test og dens resultater.
– Vores poker task griber fat i nogle basale færdigheder i poker. Det svarer til, at jeg giver dig en halv sides tekst og beder dig om at læse den igennem. På baggrund af dit tempo og antallet af fejl kan jeg afgøre, om du er ordblind. Du skal ikke læse Shakespeares samlede værker, for at jeg kan vurdere, om du er ordblind eller ej.
Testen blev lavet på tre grupper: øvede pokerspillere, uøvede pokerspillere og ludomaner. Det viste sig, at ludomaner og uøvede pokerspillere er nogenlunde lige dårlige til at spille, selvom ludomanerne har spillet lige så mange hænder som en øvet pokerspiller.
– Man kan sige, at ludomaner er pokerspillere, der ikke lærer af deres fejltagelser, og bliver ved med at spille, selvom de er dårlige pokerspillere. De laver tankemæssige fejlslutninger og er generelt meget impulsive i deres spil, siger Jakob Linnet.

Pop-up med advarsel

Nutidens pokerspil foregår i stigende grad foran en computer med en mus i hånden og ikke i et tilrøget baglokale med fysiske kort. Derfor er det også på internettets virtuelle pokerborde, at ludomanerne befinder sig, og her, de skal hjælpes.
Ifølge Jakob Linnet kunne man forestille sig, at resultatet af poker tasken betyder, at der i fremtiden vil komme et pop-up-vindue fra spiludbyderen med opfordring om at få tjekket sit spilforbrug, hvis man har en mistænkelig spilleadfærd.
For at de spillesyge kan få bedre kort på hånden i kampen mod ludomanien, skal også folkene bag pokersiderne være med på idéen. Det er man hos Danske Spil, der for nylig er begyndt at udbyde pokerspil på internettet. Danske Spils informationschef Thomas Rørsig fortæller, at koncernen følger Jakob Linnets forskning meget tæt. I forhold til det konkrete forslag om et advarende pop-up-vindue er den statsejede spiludbyder positivt stemt.  
– Vi har løbende overvejelser om, hvordan vi bedst beskytter vores spillere mod overdrevent spil, og hvis pop-up-systemet er anvendeligt i praksis, er Danske Spil helt sikkert interesseret i at prøve det af, siger Thomas Rørsig.


FAKTA OM FKL

  • FKL er et forsøg på at kombinere forskning, behandling og forebyggelse af ludomani.
  • FKL er tilknyttet Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.