Dating på Darwin’sk
Kvinder går efter tryghed og den gode far. Mænd vil blot have en masse uforpligtende sex. Talerøret ”Med Darwin på dating” kastede evolutionens ulideligt klare lys over vores livs vigtigste valg – partnervalget.
Det er lørdag aften. Per sidder og spytter i en fadøl på det lokale værtshus. Pludselig vågner han op. Han har set Lis stå deroppe i baren og se drøngodt ud, og han beslutter uden tøven at købe hende en drink. Lis bliver smigret. Og ikke nok med det, hun synes lige pludselig også, at Per ser ret sød ud. Få minutter senere udveksler de telefonnumre. Men ak. Hverken Lis eller Per findes i virkeligheden. Til gengæld kan vi bruge deres dating-manerer til at sige en hel masse om menneskeartens partnervalg. Det er således ikke uden grund, at parret er omdrejningspunkt for psykologistuderende Benjamin Granebergs foredrag ”Med Darwin på dating”.
– Eksemplet rejser nogle interessante spørgsmål: Hvorfor vælger Per at købe drinken til Lis? Hvad sker der inde i hovedet på Lis? Og hvad mener vi i det hele taget, når vi siger, at en person er tiltrækkende? spørger han indledende ud i Studentervæksthusets stopfyldte lokale på Finlandsgade, der denne aften danner rammen om det fjerde arrangement i rækken af Foredrag af Studerende i Aarhus (FaSiA).
Vores livs vigtigste valg
FaSiA udspringer af virksomheden Talerøret, der sælger foredrag af aarhusianske studerende fra videregående uddannelser. Benjamin Graneberg er en af dem. Han må som de andre håbefulde foredragsholdere i Talerøret imidlertid bestå et formidlingskursus for at blive ansat. Og som kulmination på kurset skal han holde en åben, gratis generalprøve på sit foredrag. Derfor står han denne tirsdag aften og bedriver populærvidenskabelig formidling af sit bachelorprojekt fra psykologi om evolutionsteoretiske perspektiver på menneskers partnervalg.
– Så I må hellere huske at nyde det i aften. Næste gang koster jeg 3.500 kroner plus moms og transport. Hvis alt går vel, siger han med et smil.
Benjamin Graneborg forklarer, at når mænd for eksempel bruger så meget tid på at gå op i konkurrencer, hvor der bliver kåret en tydelig vinder – for eksempel at vinde i fodbold eller have den dyreste bil –
gør de noget, som også både forsøges af påfuglehanner med farvestrålende fjer og visse edderkoppehanner med æggende danse. De prøver at skille sig ud.
– Det er en slags adfærd, som ikke giver nogen mening i den naturlige udvælgelses optik. Den gør det kort sagt sværere at overleve. Og netop derfor viser den overskud. Det er et af de redskaber, Per i mit eksempel forsøger at gøre indtryk på Lis med. Simpelthen for at sætte skub i partnervalget, der ubetinget er det vigtigste valg i deres begges liv – uanset om det er for hele livet eller blot for en enkelt aften, siger Benjamin Graneberg.
Følelser vs. sex
At det er Per, der tager det første skridt, er ikke overraskende. Mænd har nemlig uendelige mængder sæd, mens kvinden kun kan blive gravid med én ad gangen. Kvindekønnet er således det diskriminerende.
– Det er årsagen til, at mænd ikke føler sig helt så bundet og går mere efter uforpligtende sex, mens kvinder i højere grad er afvisende, siger Benjamin Graneberg og henviser til en nylig undersøgelse fra Psykologisk Institut, hvor en række forsøgspersoner blandt andet adspurgte tilfældigt forbipasserende, om de ville med hjem og have uforpligtende sex. Her svarede 40 procent af de adspurgte mænd ”ja”. Ikke en eneste kvinde bed på.
Andre undersøgelser viser, at mænd gennemsnitligt regner med at have 18 seksualpartnere i løbet af livet, mens kvinder kun regner med fem. Men hvad er det så, kvinderne går efter? Ifølge Benjamin Graneberg vurderer de hovedsagligt på mandens temperament, ressourcer, generøsitet og interessefokus.
– Mandens psykiske tilstand skal signalere tryghed. Derudover skal han have mange ressourcer i form af samfundsmæssig status, alder og evner, og han skal være generøs med sine materielle ressourcer. Endelig skal han rette sin interesse konstant og udelt mod netop hende. Det er forklaringen på, hvorfor Pers træk med at købe drinken er så vellykket. Og hvorfor det er en god idé at huske årsdage. Kvinder går nemlig efter den gode far, der kan sikre sunde, raske børn og trygge opvækstvilkår til dem, siger han og uddyber, at det netop skyldes kvindernes helt instinktive frygt for at blive ladt alene med børn, de ikke kan forsørge.
Et fælles syn på utroskab
Mænd, derimod, er langt mere fokuserede på udseendet. For dem handler det derfor om bestemte hofte-/taljeforhold, ungdommelighed, ansigtssymmetri, ren hud og glansfuldt hår. Alt sammen med det enkle formål at sætte så mange og så sunde børn som overhovedet muligt i verden.
– Det interessante er, at kvinderne er uhyre bevidste om dette. For eksempel er det ikke uden grund, at de i stor stil undlader at oplyse deres fødselsår på Facebook. De oplever alder som tabu, og det er langt fra noget nyt fænomen, siger Benjamin Graneberg.
Mænd lægger altså mest vægt på udseende, mens kvinder prioriterer ressourcer. De to køn har dog også noget til fælles. Nemlig synet på utroskab.
– Troskab er vigtigt for begge køn, men af forskellige årsager. Mens manden ser sin partners samleje med en anden som den største trussel mod parforholdet, er partnerens stærkere følelsesmæssige bånd med en anden kvindens største frygt. På trods af den tilsyneladende lighed ser vi alligevel, at den helt klassiske kønsforskel dukker op igen: Mænd fokuserer på udseende, kvinder vil have far-kvaliteter, siger Benjamin Graneberg.