Aarhus Universitets segl

De passer butikken

Sommerferien står for døren. Det betyder dog ikke, at universitetet lukker ned – snarere tværtimod. For græsset gror, KOT-ansøgningerne vælter ind, og forskningsarbejdet skal stadig passes.

Universitetets gartnere er blandt de ansatte, der er på arbejde, mens resten af universitetet holder sommerferie. Foto: Søren Kjeldgaard.

Når juni rinder ud, er over 32.000 studerende ved Aarhus Universitet gået på sommerferie. Bag dem står et anderledes stille og affolket universitet. Det kan universitetets centrale telefonomstilling, der blandt andre er med til at passe butikken om sommeren, nikke genkendende til.
– Vi arbejder godt nok fra 8 til 17 som normalt hele sommerperioden, men juli måned er meget stille for vores vedkommende. Det er også svært at stille om til nogen, da de fleste jo er på ferie, siger Anette Høyer, der er daglig leder af Omstillingen. Det er dog ikke overalt, at universitetet kører på ekstra lavt blus, bare fordi det er sommer.

Overarbejde

For Studieadministrationen er det netop her, årets allerstørste arbejdsbyrde ligger. Der er nemlig deadline på behandling af KOT-ansøgningerne.
– Og det er først lige op til ansøgningsdeadline den 1. juli, at langt de fleste ansøgninger dumper ind. Vi regner med at modtage over 20.000 ansøgninger. De skal behandles i løbet af de to første uger af juli, og vi har derfor sat ekstra bemanding ind i form af studentermedhjælpere, der er her alle dage inklusiv i weekenden. Det plejer at blive nogle lange dage og til tider også lange aftner, siger lederen af KOT-optagelsen Jette Loll Pedersen og krydser fingre for, at sidste års problemer med uretmæssige afslag på optagelse.dk ikke gentager sig.

Dejligt og fredeligt

Heller ikke forskningsarbejdet står helt stille i de varme måneder. Professor ved Institut for Statskundskab Jørgen Elklit holder sin ferie uden for juli måned.
– Det er dejligt og fredeligt at arbejde her på instituttet om sommeren. Jeg har heller ingen børn i skolealderen, som ferien skal afpasses efter, så det er et fuldstændig uproblematisk valg for mig. Det er kun, hvis det bliver en drøngod sommer, at jeg fortryder det lidt, siger han.
Samme rolige stemning finder man i universitetets gartnerafdeling.
– Der skal ikke ryddes nær så meget op, når de studerende er væk. Og det er egentlig rart, selv om vi til tider godt kan savne lidt mere liv her. Ellers er vores arbejde ikke så meget anderledes om sommeren. Græsslåningen skal jo passes alligevel, siger gartnerformand Niels Peter Christensen.