Den nødvendige politik.
Den vending er i stigende omfang blevet det endelige og definitive argument for politikernes beslutninger. Men at påkalde sig nødvendigheden lægger også låg på den offentlige debat og er i sidste ende en trussel mod den demokratiske offentlighed, som de samme politikere hylder i deres skåltaler.
Netop denne offentlighed er i de kommende år under luppen i et af de 15 pilotcentre, som har fået støtte fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitets Forskningsfond.
Her vil syv forskere analysere de udfordringer, som den demokratiske offentlighed står overfor, men de vil også udvikle ideer til, hvordan den offentlige debat kan få fornyet styrke, når de politiske beslutninger skal træffes.
– Borgernes muligheder for at kunne udstikke retningen for samfundets udvikling er blevet mindre, fordi flere og flere politikområder baserer sig på teknokratiske modeller. Konsekvensen af den teknokratisering er, at der kun gives en bestemt løsning på et politisk problem, siger professor Henrik Kaare Nielsen, der står i spidsen for pilotcentret ”Demokratisk offentlighed”.

Viden skaber ikke-viden

Professionelle politikere, kommercielle medier, politisk spin og forskellige befolkningsgruppers ulige muligheder for at deltage i den offentlige debat er nogle af de mange udfordringer for den demokratiske offentlighed, som de syv forskere i de kommende år skal analysere omfanget og betydningen af. Endnu en udfordring er en form for handlingslammelse i forhold til store problemer som for eksempel klimaforandringerne, selv om vi kender konsekvenserne af dem. Det tema tager seniorforsker Mads P. Sørensen fra Dansk Center for Forskningsanalyse op i sit projekt om videnskab, offentlighed og ikke-viden.
– Vi skaber mere og mere viden om de problemer, vi står overfor, men samtidig skaber vi også mere ikke-viden. Når vi skal træffe beslutninger om fælles anliggender, vil der også altid være nogen, som berettiget eller ikke berettiget mener, at vi ikke ved nok, og at der er brug for flere undersøgelser. Det ser vi for eksempel aktuelt i debatten om, hvor atomaffaldet fra Risø skal placeres. Men omvendt står vi også overfor problemer, som kræver handling, selvom vi altså ikke har 100 procent sikker viden om alle aspekter ved sagen. Det gælder for eksempel i forhold til klimaforandringerne. Dette dilemma mellem kravet om handling og behovet for mere viden er også en udfordring for den demokratiske offentlighed, siger han.

Den kritiske debat skal tilbage

Forskernes ambition er ikke kun at analysere og kortlægge de tendenser, der klemmer den demokratiske offentlighed. Målet er også at pege på muligheder for at give nyt liv til den offentlige og kritiske debat. Men hvorfor er det nødvendigt, når det store flertal ser ud til grundlæggende at bakke op om samfundet, som det er?
– Ja, hvorfor så brokke sig? spørger Henrik Kaare Nielsen og giver selv svaret:
– Hvis samfundet skal kunne forny sig på kvalificeret vis, må vi være i stand til at forestille os og diskutere mulige alternativer til status quo. Den konsensus, som den politiske mainstream opererer efter ikke bare i Danmark men faktisk i hele OECD-området, har udviklet sig relativt uanfægtet i det politisk-administrative system. Men det bliver stadig mere tydeligt, at den skaber problemer, som den ikke er i stand til at løse, for i dens kølvand hober katastrofer som klimakrise, finanskrise, arbejdsløshed og fattigdom sig op. Så antagelsen om, at der kun er én bestemt måde at gøre tingene på, har vist sig at være kontraproduktiv. Og det er vel et godt argument for at revitalisere princippet om offentlighed og den kritiske offentlige debat, siger Henrik Kaare Nielsen.
Mads P. Sørensen efterlyser også en anden diskussion.
– Offentligheden fungerer måske meget godt i forhold til teknokratiets dagsorden. Alle mulige synspunkter får tilsyneladende lov at komme til orde, men hvad nu hvis vi diskuterer det forkerte? Mange debatter som eksempelvis den om arbejdsudbuddet i 2020 bygger på forudsætninger, som ikke bliver diskuteret, og stort set alle politiske partier såvel som massemedierne retter bare ind uden at forholde sig kritisk til forudsætningerne.  

Politik er blevet æstetik

Netop medierne har været med til at accelerere en tendens til æstetisering, som præger det politiske liv. Det fænomen skal Henrik Kaare Nielsen se nærmere på.
– Der er tendens til, at man ikke taler til borgeren som fornuftsvæsen, men som et individ der hungrer efter sanselige eller følelsesmæssige oplevelser. Det bliver et spørgsmål om, hvordan offentligheden oplever en politiker. ”Se, jeg smiler”, ”jeg er velklædt” eller ”jeg er handlekraftig”. At kandidater skal sælge sig selv på personlige kvaliteter snarere end som repræsentanter for politisk indhold er en udvikling, som for alvor tog fart i slutningen af 1980’erne. Spørgsmålet er så, hvordan det forandrer vilkårene for opinionsdannelsen og påvirker borgernes politiske dømmekraft, forklarer Henrik Kaare Nielsen om sit projekt.

Større inddragelse af borgerne

Pilotcentrets projekt er inspireret af den internationale forskning i det deliberative eller rådslagende demokrati, hvor politiske beslutninger træffes efter grundige drøftelser blandt borgere og politiske beslutningstagere. Et af delprojekterne skal da også se på mulighederne for at inddrage borgerne i en offentlig deliberation.
Henrik Kaare Nielsen tror, det kunne være en måde at ændre på en teknokratisk dagsorden, der ikke har nogen god føling med, hvad der foregår i folks hverdag.
– Man kunne reaktivere almindelige menneskers deltagelse i debatten ved inden for et bestemt tema eller emne at sætte en gruppe af borgere sammen med politikere og eksperter med forskellige vurderinger, der kan give borgerne et informeret grundlag i udvekslingen af synspunkter. Meningen er ikke at inddrage hele befolkningen, men at skabe nogle repræsentative fyrtårne rundt omkring, som kan fremlægge ræsonnementer, der er i øjenhøjde med borgerne, forklarer Henrik Kaare om ideen, der så småt spirer i Aarhus Kommune, hvor der er forslag om at etablere lokale fora med borgere og politikere.
Også forskerne håber at kunne etablere nogle borgerfora, når Aarhus i 2017 skal være Kulturby. Her vil de med inspiration fra blandt andet den amerikanske demokratiforsker James Fishkin afprøve en deliberationsmodel og gennemføre et demokratieksperiment, der skal handle om at skabe medejerskab til og kvalificere politisk-kulturelle beslutninger i forbindelse med Kulturby 2017.