Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Den menneskelige robot

Japanerne elsker dem, danskerne er skeptiske. Vores kulturelle opdragelse påvirker vores holdning til menneskelignende robotter, viser speciale på kunsthistorie.

En geminoid er en robot, der ligner og bevæger sig som et menneske. Yderst til højre på computerskærmen ses professor Henrik Schärfe fra Aalborg Universitet, der har lagt udseende til en robot.

Menneske eller robot?
Med de japanske Geminoids, menneskelignende robotter, kan man godt komme i tvivl. På verdensplan findes indtil videre kun en håndfuld af de opsigtsvækkende robotter, der i klip på internettet snakker, smiler og blinker til os. Og det gør de så livagtigt, at mange mennesker opfatter dem som lidt uhyggelige. Det er lige præcis denne uhygge, der er omdrejningspunktet i Lene Maages speciale på kunsthistorie. 
– Mange mennesker synes, der er noget foruroligende ved disse maskiner. I mit speciale analyserer jeg, hvordan robotternes udseende påvirker mennesker. Jeg undersøger også, hvilken kulturel betydning robotter har som en teknologi, der afspejler mennesket og på den måde udfordrer vores selvforståelse. Noget tyder på, at vi vesterlændinge opfatter de menneskelignende robotter som mere uhyggelige end for eksempel japanere gør, fortæller hun.

Robotter på film

I Vesten rejser nakkehårene sig altså ofte, når vi stifter bekendtstab med Geminoids. Ifølge Lene Maage skyldes det blandt andet vores kulturelle opdragelse. I specialet indgår derfor analyser af en række populærkulturelle fremstillinger af robotter gennem tiden, blandt andre science fiction-filmen Blade Runner fra 1982 og stumfilmen Metropolis fra 1927.
– Film som disse problematiserer grænsen mellem menneske og maskine og har været med til at opbygge et billede af robotter som noget farligt og uhyggeligt, siger hun.
I Japan, hvor de menneskelignende robotter bliver bygget, ser det helt anderledes ud. I den japanske kultur er robotter typisk fremstillet som sympatiske figurer. Lene Maage fortæller, at det for eksempel kommer til udtryk i den japanske tegneserietradition Manga.
– Manga-traditionen fremstiller robotter som nogle, der underholder mennesket, og der er langt mere fokus på robotternes æstetik, end der er i Vesten. Her har vi mest haft fokus på, at robotterne skal have en praktisk funktion, de skal arbejde for os. Samtidig er vi nervøse for, at de skal vende sig imod os, fortæller Lene Maage.

Det døde bliver levende

Psykologi spiller dog også ind på vores nervøsitet for menneskelignende robotter. Robotforskning viser, at vi mennesker faktisk rigtig godt kan lide figurer, der ligner mennesker, for eksempel dukker og statuer. Lige indtil et vist punkt. Hvis figurerne begynder at ligne mennesker alt for meget og bliver livagtige, bevæger fascinationen sig over i frygt, fortæller Lene Maage.
– Hvis noget ligner og bevæger sig som et menneske, ved vi ikke, hvordan vi skal agere sammen med det. Skal vi for eksempel snakke med det? Robotterne sætter spørgsmålstegn ved, hvad et menneske egentlig er. Samtidig hænger ubehaget ved menneskerobotterne også sammen med en grundlæggende frygt for, at det døde pludselig bliver levende, siger hun.

Robotter en del af fremtiden

Robotter vil spille en stor rolle i fremtiden, understreger Lene Maage. Det er da også derfor, man overhovedet bygger menneskelignende robotter – for at forske i, hvordan mennesker og robotter interagerer. Hvor menneskelignende skal vi for eksempel lave dem? En ældre japaner vil måske ikke være skræmt over en hjemmehjælper med ledninger og skruer under huden. Det vil en dansk pensionist måske. Men grænserne for den nye teknologi rykker sig hele tiden, også selvom det måske tager lidt længere tid i Vesten, siger Lene Maage, der selv har ændret syn på menneskelige robotter gennem specialetiden.
– I starten syntes jeg også, de var lidt spooky, men det synes jeg ikke mere. Måske fordi jeg ved mere om, hvordan de fungerer. De kan ingenting selv – de kan kun det, vi lærer dem.