– Ville man have indflydelse, kunne man også få den. Og var man utilfreds med nogen, kunne man vælte dem. Det gav en mere tryg følelse, husker Jørgen Bundgaard i et tilbageblik på tiden, hvor valgte ledere og rådsmedlemmer traf beslutningerne på universitetet.
– Selvfølgelig havde nogle mere magt end andre. Men debatterne var meget åbne, og de valgte havde reel indflydelse, siger Jørgen Bundgaard. Som ansat på Biologisk Institut sad han i studienævnet i første halvdel af 1970’erne, og fra 1975 var han i næsten 20 år institutbestyrer og -leder. På det daværende naturvidenskabelige fakultet nåede han også at sidde i fakultetsrådet og være prodekan.
Han synes, at den store fordel ved datidens universitetsdemokrati var, at både dekan og andre var tvunget til at lytte til de ansatte.
– I dag debatterer vi alt det, vi lyster, men vi har ingen steder at sende det hen. Mit indtryk er, at det rundt omkring udvikler en slags undergrundsdebatter, som meget let får en negativ klang, netop fordi man ikke kan komme videre i systemet med sine synspunkter, siger Jørgen Bundgaard, der i dag er lektor på Institut for Bioscience.

Dannelse i et kritisk miljø

Lektor Ansa Lønstrup ser tiden som studerende i 1970’erne og senere som ansat på Musikvidenskab som en historisk oplevelse af meningsfuldhed med mulighed for at diskutere og komme med kritiske bidrag.
– Vi havde fora for debatten, hvor vi var fysisk sammen i institut- og fakultetsråd samt fakultetets studienævn, og det var en integreret del af at være på universitetet. Men i dag lurer et meningstab, fordi vi ikke har reel indflydelse på vores arbejdsplads. Og det er alvorligt, mener Ansa Lønstrup.
– Dengang var jeg aktiv i det fagkritiske miljø, og det var for mig et dannelsesforløb, hvor jeg blev øvet i at forholde mig aktivt til min uddannelse og senere til min arbejdsplads. Det var en produktiv ramme, der skabte den nødvendige debat, siger Ansa Lønstrup, der i dag er tilknyttet de æstetiske fag på Institut for Æstetik og Kommunikation. Og her er den lokale debatkultur intakt, mener hun.
– Vi er gode til at diskutere både formelt og uformelt. Problemerne kommer, når institutterne bliver så store, som de er nu, og ledelsesstrukturen er, som den er. Så er det svært at sikre debatten op og ned i systemet.

Magtkampe om universitetet

Da studerende og yngre undervisere i 1973 fik medbestemmelse på universiteterne, var det et brud med professorernes magt til at bestemme, hvad der var sand og kvalificeret videnskab, uden at andre kunne blande sig.
– Professorerne var på en måde datidens enstrengede ledelse, men på et fagligt grundlag, siger professor Henrik Kaare Nielsen, der har gjort hele turen fra studenteroprøret omkring 1970 og de efterfølgende år med fagkritikken. Han er i dag professor med særlige opgaver på Institut for Æstetik og Kommunikation.
– I årene efter studenteroprøret var der en livlig og meget åbenhjertig offentlig debat, men den var i høj grad båret af ret dogmatiske, magtpolitiske dagsordener, som både mente at have videnskabelig ret, og som ville bestemme universitetets strategiske indsats. Og med fagkritikken kom i hvert fald på humaniora og dele af især samfundsvidenskaberne marxistisk-inspirerede teoridannelser, som ville blande sig på tværs af fagene og opnå et fagligt overherredømme. Og de faglige magtkampe udviklede sig til en magtkamp om universitetet, forklarer Henrik Kaare Nielsen.
Den marxistisk-inspirerede dogmatik døde dog af sig selv hen i løbet af 1980’erne og blev erstattet af den postmoderne bølge. Med den udvikling blev der ifølge Henrik Kaare Nielsen også gjort op med tendensen til at blande spørgsmål om videnskabelige sandheder sammen med spørgsmålet om, hvem der skulle have magten på det enkelte universitet.

Forskerne renoncerer på debat

Men den magt skulle helt andre kræfter som bekendt overtage senere. Det blev klart, da Folketinget i 2003 vedtog, at bestyrelser med eksternt flertal skulle have den og ansætte den daglige ledelse af universiteterne.
– Da ansatte og studerende blev frataget den demokratiske medbestemmelse, samtidig med at politikerne massivt arbejdede for, at universiteterne skulle rette ind og være en ressource i konkurrencestaten, indikerede det rimelig klart, at der skulle ske noget andet end det, forskerne ønsker, mener Henrik Kaare Nielsen.
– Og det har ikke nødvendigvis gavnet debatkulturen, siger Ansa Lønstrup. Hun mener, at den nye lov har lagt en virksomhedskultur ind over universitetet, hvor det handler om bundlinjetal, produktivitet og effektivisering, og at forskerne selv skal hente eksterne bevillinger hjem. Derfor kan dagens debatkultur ikke diskuteres uafhængigt af de rammer og præmisser.
– Virksomhedslogikken styrer, og vi diskuterer på skrømt. Beslutningerne er taget, og så kan man bidrage med lidt detaljer. Det er også det, der giver ulyst til at deltage i debatten.
Samme iagttagelse har professor Mogens Kilian gjort fra sin plads på Institut for Biomedicin.
– Vi diskuterer rigtig meget i krogene, men der er ingen åben diskussion. Vi har ganske vist institutmøde en gang om måneden, hvor alle principielt kan være med og give deres mening tilkende. Men de fleste fravælger de møder, fordi de føler, at de ikke har noget at skulle have sagt, siger Mogens Kilian.
Han mener, at de fleste forskere efterhånden renoncerer på debat og deltagelse for at koncentrere sig om deres forskning. Det er dog ikke ensbetydende med, at de ansatte går rundt med mundkurv.
– Ingen er kommet galt af sted med at skrive selv relativt voldsom kritik, mener Mogens Kilian.

Masser af selvcensur

Ansa Lønstrup har også svært ved at godtage, at debatkulturen har noget med ytringsfrihed at gøre.
– Det er en kortslutning. Det handler om markedsgørelse, politisk styring og selvfølgelig den ny universitetskultur. Men min ytringsfrihed har jeg ikke noget problem med. Det er mere et spørgsmål, hvad jeg kan bruge den til, siger hun.
Omvendt oplever Jørgen Bundgaard ”masser af selvcensur” på Bioscience, hvor han arbejder.
– De fleste tør ikke sætte pennen til papiret, og kritikken kommer heller ikke frem, når lederne er til stede. Der er en frygt for, at man måske kan få afslag på en fondsansøgning eller gå glip af et stipendiat, siger Jørgen Bund-gaard.
Han synes, det er et stort problem for debatkulturen og ytringsfriheden, at ledelsen på AU råder over et trecifret millionbeløb, som den kan fordele til forskningsprojekter på universitetet.
– Er der noget, der opfordrer til frygt for at ytre sig, så er det da, at man kan lægge sig ud med dem, der sidder på den pengekasse, man gerne vil have del i. Det er jeg virkelig bekymret for, siger Jørgen Bundgaard.
Forskernes debatlyst bliver også begrænset af det arbejdspres, der hviler på dem, mener Ansa Lønstrup.
– Arbejdspresset er steget, og når man bliver presset, kan det være svært at få plads til debatten, siger hun.

Hegn om det akademiske frirum

Ansa Lønstrup mener, at arbejdspresset også sætter hendes loyalitet over for universitetet på prøve.
– Vi føler os svigtet i det kaos, der for tiden følger med alle de administrative forandringer i forbindelse med den faglige udviklingsproces. Man centraliserer administrationen for at effektivisere. Men det er også en decentralisering, der lægger meget mere arbejde på vores skuldre. Det tror jeg ikke, man har forstået, og der begynder illoyaliteten at banke på, for det er ikke i orden. Og det er meget svært at reagere på det, siger hun.
Henrik Kaare Nielsen tror, at den aktuelle debatkultur på universitetet hænger sammen med en forventning om en større loyalitet hos de ansatte.
– Universiteterne minder jo meget om private koncerner i dag. Den enkeltes arbejde afhænger i høj grad af, hvordan koncernen præsterer. Den bevidsthed havde vi på ingen måde i 1970’erne, hvor universitetet jo var en offentlig institution, der skulle tjene almenvellet. Når universitetets interesse nu er skrumpet ind til et spørgsmål om egen overlevelse, skeler ledelsen også til den enkelte medarbejders loyalitet. Men jeg ved ikke, hvor meget den enkelte tænker i de baner, når man synes, der er noget at brokke sig over, siger Henrik Kaare Nielsen.
Hans kollega på Institut for Æstetik og Kommunikation, professor Niels Ole Finnemann, mener, at de ansatte på universiteterne i dag har en større selvvalgt eller pålagt loyalitet end tidligere.
– Som filosoffen Kant sagde, må embedsmanden naturligvis lyde staten, men i sin fritid er han fri. Universiteterne fungerede tidligere efter et andet princip. Der var ingen overordnede, og ingen kunne diktere en professor, hvad han måtte sige. Men når universitetsloven nu giver os overordnede ledere, kan de også sætte os på plads. Bizart nok fastslår samme lov dog samtidig, at vi er ansat med pligt til at deltage i den offentlige debat. Det viser, at alting er vendt på hovedet, og der er sat hegn om akademiske frirum. Derfor slipper vi ikke for diskussioner om ytringsfrihed og tavshedskultur, så længe vi har en ledelse uden en faglig forpligtelse, siger Niels Ole Finnemann.