Smag på dem her først: magt-elite, erhvervselite og politisk elite. De har lidt bitter arrogance over sig, ikke?
Så prøv dem her: eliteforsker, elitesvømmer og elitepris. Det er ikke så slemt, vel?
Det er muligvis fordi, de sidste henviser til eliter, vi alle kan blive en del af, hvis vi besidder de rette kvalifikationer. De hurtigste svømmere kommer på landsholdet, og de skarpeste forskere bliver professorer. Modsat har vi nok en loren mistanke om, at en sølvske eller de rette venner har hjulpet nogle af politikerne og erhvervsspidserne til tops. Måske tænker vi også, at de ikke alle forvalter deres givne magt lige hensigtsmæssigt.  
For lidt over 200 år siden så man dog helt anderledes på begrebet. Dengang var det legitimt, at ens elitestatus var bestemt ved fødslen: Manden var eliten i familien, aristokratiet i samfundet, og øverst tronede kongen med sin nedarvede magt.

De bedste skal kunne knokle sig ind i eliten

Så kom oplysningstiden og med den et stort spørgsmålstegn ved eliten. Idéhistorikeren Mikkel Thorup forklarer:
– Eliten bliver pludselig angrebet for at være elite. Den bliver beskyldt for at være korrupt og nepotistisk og i nogle tilfælde portrætteret som en næsten hemmelig konspiratorisk enhed.
I stedet ønskede man en elite udvalgt på baggrund af kvalifikationer – ikke arv eller naturlighed. Det, man kalder en meritokratisk elite. Og et af de steder, hvor den drøm er tættest på at gå i opfyldelse, er på universiteterne.
– Forskerverdenen er idealbilledet på en meritokratisk elite. Her tilstræber man, at de bedst kvalificerede bliver topforskere, og principperne om transparens og muligheden for kritik skal sikre, at ingen kan snyde sig til en elitetitel. Derfor er forskerverdenen også blevet rystet i sin grundvold over Milena Penkowa-sagen. Modsat er transparens jo nærmest et fyord blandt erhvervseliten, siger Mikkel Thorup.     
Han understreger dog, at forskermiljøet selvfølgelig også har visse udemokratiske træk. Gode bekendtskaber kan stadig gøre underværker for en videnskabelig karriere.

Eliteuniversiteterne er ude af skammekrogen

I dag stortrives elitebegrebet på universiteterne. Der er kommet en EliteForsk-pris, og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har netop fremsat forslag om, at de fem procent dygtigste studerende skal smykkes med elitetitlen ”cum laude”.  
Derudover har Aarhus Universitet åbnet to elitekandidatuddannelser: Master of Science in Quantitative Economics og kandidatuddannelsen i Kognitiv Semiotik.
Helt utænkeligt i forhold til 1960’ernes masseuniversitetstanke er det også blevet okay igen at tale om eliteuniversiteter, som rektor for Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen har udnævnt Aarhus Universitet til ved flere lejligheder.

Eliten bliver afløst af eliter

Lars Qvortrup, direktør for Center for Vidensteori og Videnspolitik, ser dog legitimeringen af elitetanken som starten på et meget større opgør. Han forudser, at fremtidens universiteter kommer til at uddanne et bredt spektrum af eliter ud over eliteforskere: For eksempel eliteundervisere og eliterådgivere.
– Universitetet skal stadig uddanne de bedste, men det behøver ikke kun være de bedste til at producere ny viden. Vi skal differentiere elitebegrebet, så vi også lægger vægt på, at det er os, der uddanner de bedste gymnasielærere, de bedste medarbejdere i erhvervslivet, og leverer toprådgivning, påpeger Lars Qvortrup, der ikke er bange for, at dansk forskning sakker bagud, selvom der også skal leveres toppræstationer på for eksempel undervisningsfeltet.
– Prøv bare at se på Stanford University. Det er et moderne universitet, der både fokuserer på topforskning, rådgivning, undervisning, vidensformidling og tæt kontakt til erhvervslivet. De er lige stolte af deres mange nobelprisvindere og deres andel i det erhvervsteknologiske Silicon Valley, siger han og tilføjer:
– For dem er der ikke én elite, men mange eliter.

Vidste du:

Elite betyder udvalgt og bruges både om det mindretal, der indtager toppositionerne i samfundet, og om de mest talentfulde inden for for eksempel sport, kunst og forskning.   

Den amerikanske sociolog Stephen Cole konkluderer i sin bog Making science fra 1992, at jo flere personer, der går ind i forskningen, jo flere epokegørende bidrag bliver givet til videnskaben.
Sammenhængen er direkte lineær. Det vil sige, at hver eneste gang
vi uddanner 1000 yderligere kandidater, får vi et fast antal geniale forskere med i købet.

I 1960’erne fik de fleste vestlige lande masseuniversiteter i stedet for eliteuniversiteter. I Danmark blev antallet af universitetsstuderende fordoblet fra 19.000 i 1960 til 34.000 i 1966, og i midten af 70’erne steg tallet til 70.000 – cirka 13 procent af en ungdomsårgang.
I dag tager cirka 18 procent en universitetsuddannelse.