Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

En studiestart i professorvældets tegn

Da jeg startede på historiestudiet i det Herrens år 1965, var der ikke så meget tvivl om, hvem der bestemte alt. Det gjorde professorerne. De skiftedes så til at stå for den såkaldte forprøve, som man forberedte sig til de to første studieår, og som havde som formål at skille fårene fra bukkene.

1963. Årets russer på vej til Aulaen, hvor et rektoralt håndtryk bød dem velkommen på universitetet. Aarhus Universitet optog det år 1010 nye studerende. Foto: Ove Hansen, Århus Kommunes Biblioteker.

Af Anders Bøgh
Dr.phil., lektor, Historie

Men alt det vidste vi jo ikke noget om, da vi forventningsfulde kom anstigende og blev præsenteret for vagthavende professor. Vi skulle dog hastigt blive revet ud af vor uvidenhed, for efter en kort velkomst meddelte professoren os følgende: ”De [ja, dengang var man naturligvis Des med herrerne i Åndernes Rige] er 64 mennesker til stede her i lokalet. Om to år må De regne med, at kun halvdelen er tilbage – så De bør kigge på Deres sidemand og gøre op med Dem selv, om det skal være ham eller Dem, der er her til den tid.”
Det var jo lidt af en mundfuld at sluge, og da ikke mindst for de relativt få piger, som havde vovet sig ind i løvens hule. De kunne jo så åbenbart ikke regne med mere end to års opholdstilladelse.
Ikke al undervisning varetoges af professoren selv, men hans timer gjorde så afgjort det største indtryk. Han havde den for os overraskende og højst ubehagelige vane at se ganske stort på, om man rakte hånden i vejret eller ej. Og til vor usigelige skræk viste det sig, at han kunne alle 64 navne udenad efter blot én undervisningsgang. Så med den computerhjerne, manden havde demonstreret, var det vist ikke nogen god idé at udeblive fra undervisningen, hvis man ikke var kommet så langt i sin forberedelse.
Ville man være blandt de udvalgte til forprøven, gjaldt det tydeligvis om at kunne lektien på fingrene, og for første og eneste gang oplevede jeg en mandlig studerende bryde grædende sammen i en undervisningstime, da han ikke kunne svare på professorens spørgsmål.
I det andet studieår blev det betydeligt sværere, for den vigtigste bog, der indgik i undervisningen, var åbenbart skrevet af en idiot, så nu var det ikke bare nok at kunne lektien på fingrene. Nej, man skulle også helst kunne forklare, hvorfor det var noget sludder, manden havde skrevet. Det var vi ærlig talt ikke særlig gode til, men så var det jo et held, at professoren nådigt kunne forklare de uformående, hvad problemet var. Så gjaldt det ellers bare om at grifle ned, for man skulle jo ikke være synsk for at regne ud, at vi til eksamen ville blive hørt i, hvor galt det var fat.
Da eksamen nærmede sig, var vi nogle stykker, der indså, at vore noter ikke i tilstrækkelig grad var egnede til at trænge bag om idiotien. Men så var der jo Annemarie, en umådelig flittig og pertentlig pige, som slet ikke havde fattet, at dette ikke var et sted for kvinder. Hun havde den godhed at
udlåne sine noter, hvorefter vi stiftede

”Fidusia. Forlag for Pornografi og Noteret Faglitteratur”, renskrev Annemaries noter på stencils og udgav det duplikerede værk: ”Jeg – en note eller Hvad en forprøvekandidat har brug for” (36 s., Aarhus 1967).
Men hvad skete til den afsluttende mundtlige eksamen? Nogle var oppe i fem minutter og fik topkarakter, mens andre blev trukket rundt i manegen i tre kvarter, til de dårligt kunne huske, hvad de selv hed. Og således gik professorens profeti alligevel i opfyldelse. Vi var cirka 32, der kom igennem den forjættede port, der hed forprøven, og derefter kunne kalde os ”rigtige”
historiestuderende.