Faglig udvikling

Jeg er ikke imod forandringer; tværtimod har jeg flere gange skiftet administrative job både i det private og det offentlige blandt andet for forandringens skyld. Et universitet er et sted, hvor en stor del af drivkraften er nysgerrighed og et ønske om at skabe forandringer/udvikling i samfundet, dels via forskning, dels via de studerende, vi sender derud.
Så forandringer burde ikke være skræmmende, men helt let er det ikke gået i vores fusion. Jeg udtrykker kun min holdning i forhold til administrationen. Forskning og undervisning er ikke mit domæne. Jeg ønsker ikke at pege på hverken afdelinger eller personer, men blot at gøre opmærksom på, at det ser ud, som om der er truffet beslutninger om universitetets fremtidige administration, man slet ikke har kendt konsekvenserne af.

Jeg føler mig overbevist om, at ledelse og bestyrelse har haft de bedste intentioner for den politisk pålagte opgave at fusionere Aarhus Universitet med andre institutioner, og der er ganske givet gevinster ved fusionen. Men som administrativ medarbejder mærker man nu, at beslutningen af 9. marts 2011 om at centralisere stort set al administration var en stor mundfuld, og ikke mindst kan man spørge sig selv: Var det hensigtsmæssigt?
Jeg har hørt det sagt, at fusionen er en kæmpe tanker, der bygges, mens vi sejler.
Hvis man havde spurgt Mærsk til råds, tror jeg, anbefalingen havde været, at det ikke kunne tilrådes, da det blandt andet er vigtigt, at besætningen er på deres poster og kender deres konkrete opgaver før afgang.

Men der blev lagt fra land, søjler blev bygget, snitflader og tværsnit skåret, udrulninger og ønskerunder iværksat, front- og back offices etableret (jeg er stadig uafklaret med, hvad det betyder), og opgaver overgik til andre, hvis der var nogen til at overtage dem.
Ingen ved, om kokken er i kabyssen eller i maskinrummet, og nogen ved ikke, hvor de er. Jeg kan nu se, at dygtige, trofaste medarbejdere er begyndt at gå fra borde. Om det er fordi, de kan se, at vandet er begyndt at trænge ind, fordi de har fået våde fødder eller noget helt tredje, ved jeg ikke. Andre trækker mod kahytten for at lukke øjnene lidt og få ro på søsygen.
Jeg håber, man kan se det fra broen, og jeg siger ikke, at vi skal tilbage til dokken. Men måske kunne man søge i havn, så administrationen kan få fast grund under fødderne for en stund, få overblik over sig selv og se, hvor opgaverne placeres mest hensigtsmæssigt.

Jeg oplever, at det ikke bliver undersøgt, hvor der har været rationelle, velfungerende, procedurebeskrevne arbejdsgange. I stedet igangsættes nyt, og, ja, undskyld, bureaukratiet skyller nu ned over os.
Det var en frygt – og nu en realitet – at der på flere områder indføres ekstra, unødvendige arbejdsgange, og smidighed i opgaveløsninger forsvinder stille og roligt. Og med smidighed mener jeg ikke at omgå reglerne.
Jeg havde et lønligt håb om, at en stor omstrukturering i en offentlig institution resulterede i smartere og bedre løsninger. Men den tillid, vi tidligere har haft og med stor samvittighed har forsøgt at efterleve, oplever vi nu er afløst af mere kontrol og mindre frie rammer/mindre mulighed for faglig stolthed.

Nye opgaver pålægges os uden forvarsel, og jeg aner flere manuelle blanketter i horisonten og kigger efter mere ”Digitalisering i det offentlige”. Et eksempel er afregning af eksterne bedømmere, der tidligere blev indtastet direkte i et skema og derefter videresendt. Skemaet skal nu udskrives, udfyldes i hånden, scannes ind og videresendes.

Jeg er oprindeligt fra Thy, og her kalder vi det, der foregår, for ”nøj makværk”, og det dækker meget godt. Eksempelvis var jeg uden telefon i tre uger i eksamensperioden, og for andre var det værre. Hvis nogen skulle være interesseret i eksempler, er de meget velkomne til at kontakte mig. Jeg har samlet et lille lager i skuffen.
Jeg er stadig glad for at gå på arbejde og ønsker alt det bedste for fusionen, som nok skal lykkes, men lige nu er vi ude i høj sø. Og det er det, jeg i al beskedenhed har villet gøre opmærksom på.