Klokken er lidt over ni fredag morgen, og Poul Holst Jensen står i postrummet og sorterer breve. Naturligt og hurtigt snupper han breve fra hylden og putter dem i cirkulationskuverter. På post-reolen har hver enhed på Aarhus Universitet et rum, som er afgrænset fra de andre af en skillevæg. Forandringerne på universitetet har betydet, at der er blevet rykket rundt i reolen. Der står dog stadig en label med ”Hum. fak.”, selvom Det Humanistiske Fakultet i princippet er nedlagt.
– Vi kasserer ikke bare de gamle navne fra den ene dag til den anden. De fungerer stadig i praksis, så der kommer en lang overgangsperiode, siger Poul Holst Jensen, der står i spidsen for Intern Post på sjette år.
Omvandrende psykolog
Det er en frisk septembermorgen med blå himmel, og Poul Holst Jensen vælger derfor at cykle sin rute. Mens han cykler, snakker han mere end en journalist kan nå at notere med selv den hurtigste blyant. Nogle gange har han kun én hånd på styret, da den anden har travlt med at understrege ordene i den massive talestrøm. Efter en kort cykeltur når han frem til Institut for Økonomi, hvor dagens omdeling begynder på tredje etage.
– Jobbet slider på bevægeapparatet. Det kan ikke undgås. Men jeg kunne nok også være i bedre form, siger han, efter at instituttets trapper har punkteret hans åndedræt.
Poul Holst Jensen bevæger sig videre på sin rute, der blandt andet bringer ham forbi Lingvistik og Historie. Når man følger det interne postbud rundt på universitetet, får man et indtryk af, at han kender alle og omvendt. Derfor er det måske også meget naturligt, at han omtaler universitetet som ”vi”.
– Kan du holde skruen i vandet?, spørger han en forbipasserende lektor, og så får de sig en snak om udfordringer og det, der er værre. Andre gange er det medarbejderne selv, der konsulterer universitetsposten for at snakke om manglende sekretærer og for få kontorer.

Flere finker af panden

I jobbet som internt postbud kan Poul Holst Jensen også godt mærke, at den faglige udviklingsproces har gjort sit indtog. De mange forandringer er mere krævende end de højeste trapper på universitetet.
– Jeg er stadig ude med post hver dag, men lige nu bruger jeg rigtig mange kræfter på at holde styr på butikken. Der er en masse forvirrede mennesker, der ringer til mig for at få hjælp i den her tid.
For nylig var han ude for, at nogen havde glemt at melde en flytning. Den slags giver problemer for en mand, der er afhængig af at vide, hvor han skal levere posten.
Han rynker panden og hælder hovedet indad, så han får et mere alvorligt udtryk i det ansigt, der ellers ligner et smil under opsejling. 
– Mit stressniveau er blevet højere de seneste par måneder. Det betyder også, at der ryger lidt flere finker af panden, og jeg bliver lidt mere træt i hovedet end tidligere, indrømmer Poul Holst Jensen.

Studietræt siden 1977

Poul Holst Jensen er glad for sit job, men egentlig var det ikke internt postbud, han ville være. I stedet havde han en drøm om at være kildekritisk på fuldtid og var derfor indskrevet på historiestudiet i et års tid. 
– Jeg begyndte at læse historie i 1977, men jeg har så været studietræt siden, siger han og følger op med et karakteristisk blink med øjet.   
Efter en god halv times fylden indbakker og tømmen udbakker er Poul Holst Jensen tilbage til basen ved postkontoret. Her giver han sig til at beskrive, hvorfor han efter 13 år stadig synes, at det er sjovt at have med post at gøre.
– Det bedste ved at være post er, at alle dage er forskellige. Det er det, der gør, at jeg stadig kan bevare gejsten, siger universitetsposten, der eksempelvis hjælper folk rundt omkring med at flytte for øjeblikket.