De konkurrencevilkår, som i dag er bestemmende for universiteternes økonomi, har fået nogle forskere til bl.a. i Information den 11. maj at efterlyse eksistensen af en ”whistleblower”-ordning. Problemerne med at få den interne kontrol på Københavns Universitet til at lytte til de forskere, der kasserede Penkowas afhandling, har været med til at understøtte ønsket om en sådan ordning.
England har en ordning, der beskytter whistleblowere. Og her kan man i pressen læse om forskere, der fremhæver, at de virksomhedslignende driftsbetingelser, universiteterne er underlagt, øger behovet for whistleblowing. Økonomiske hensyn frygtes at svække de interne kontrolsystemer over for forskere, der er gode til at skaffe ekstern finansiering.

Herhjemme fremhæver nogle den ”whistleblower”-ordning, der er etableret på Oxford Universitet, som en løsning. Men er det nødvendigt med mere beskyttelse af dem, der ”sladrer” og er det den engelske ordning, der bør indføres?
Jeg mener, man skal være forsigtig med det. Jeg tror ikke, at der er behov for mere kontrol. Penkowa-sagen er meget speciel – og det er ikke hensigtsmæssigt at etablere nye ordninger på grund af meget specielle situationer. Den ordning, der er etableret i England, vil jeg ikke anbefale.

Oxford Universitet gør nemlig ikke andet end at hjælpe sine ansatte med at udnytte en generel lov ”Public Interest Disclosure Act 1998”, der etablerer et internt overvågningssystem. Loven beskytter enhver ansat (og ikke kun forskere), der optræder som whistleblower. Sladres der om interne strafbare forhold eller om forhold, der alvorligt truer personers sundhed eller det eksterne miljø, opnår den person, der sladrer, en beskyttelse imod afskedigelse og andre karrieremæssige sanktioner.

Med henvisning til loven har Higher Education Funding Council for England (HEFCE) etableret særlige retningslinjer for whistleblowing på universiteter. Oxford Universitet har valgt at oplyse sine ansatte om ordningen på en særlig hjemmeside. Der er oplysninger om, hvilke interne forhold som kan begrunde whistleblowing, og hvem de ansatte kan kontakte, herunder pr. e-mail. De skal som udgangspunkt sladre internt til nærmere angivne personer på universitetet. Hvis det er nødvendigt, f.eks. fordi forholdet involverer den øverste universitetsledelse, kan der sladres til HEFCE, til et parlamentsmedlem – eller der kan tages kontakt til en advokat.
Hvis de danske universiteter skal etablere en sådan ordning, skal vi have lovgivning om whistleblowing. Og er det en lovgivning, vi ønsker? Vil den ikke kunne bidrage til en uheldig udvikling, hvor gensidig mistillid og overvågning vil præge arbejdsmiljøet? Det kan jo heller ikke udelukkes, at et sådant system vil kunne anvendes til at miskreditere en kollega.
En mindre vidtgående ordning end whistleblower-ordningen kunne overvejes for ekstraordinære situationer. Man kunne udvide den kompetence, som Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har.

UVVU beskytter i dag primært de forskere, der beskyldes for at have gjort sig skyldige i videnskabelig uredelighed (dvs. forfalskning, fabrikering, plagiering og andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis). UVVU kan ikke behandle klager over universitetsledelsen, hvis ledelsen beskyldes for at beskytte en videnskabelig uredelig forsker. Og UVVU kan heller ikke beskytte den forsker, der risikerer sanktioner fra de personer i universitetsledelsen, der afsløres i et dække over en uredelig forsker.

Kompetence kunne udvides til i særlige forhold at omfatte en vurdering af, om den indklagede er blevet beskyttet af ledelsen. Den forsker, der optræder som anmelder af videnskabelig uredelighed, kunne i sådanne særlige situationer sikres en beskyttelse, som svarer til den, der i dag ydes den indklagede forsker.