En dag i juni kom det store øjeblik, hvor jeg fik at vide, at jeg havde fået opfyldt et af mine tre ønsker fra ønskerunden. Jeg skulle have mit fremtidige virke på Health som ph.d.-administrator. Nu begyndte folk bekymret at spørge, om jeg var ked af at være på Arts, siden jeg søgte væk. Det var slet ikke tilfældet, tværtimod. Jeg havde overhovedet ikke haft i tankerne at søge nye udfordringer, før forandringsprocessen startede. Men da jeg nu var havnet i ønskerunden, greb jeg chancen for at prøve noget helt andet, måske for sidste gang i mit 32-årige arbejdsliv.

Jeg mødtes med min kommende leder. Det var ligesom at være til en jobsamtale, bortset fra at ansøgeren var sikker på at få jobbet, så det var ganske afslappet. Jeg takkede efterfølgende for kaffe, hvortil min nye leder med et glimt i øjet svarede: ”Næste gang får du selv lov til at lave den!” Med den bemærkning tog jeg glad og tilfreds på sommerferie.
Tilbage på Arts efter ferien begyndte en sætning at gå igen blandt kollegaerne: ”Er der nogen, der har hørt noget?” Alle gik og ventede spændt på, hvornår og hvordan forandringerne for alvor begyndte at vise sig. I lang tid bekræftede vi hinanden i, at vi ikke havde hørt noget, og vi gik alle rundt med spidsede ører i et stykke tid. Den dag, de formodede beslutningstagere spurgte mig, om jeg havde hørt noget, klappede jeg ørerne sammen og skred til handling. Jeg fik et møde i stand med mit nye arbejdssted, og vi aftalte både en startdato og de overordnede opgaver. Der kunne man i øvrigt heller ikke forstå, at man ikke havde hørt noget.

En september morgen hørte vi alle sammen noget på administrationsgangen: lyden af flyttekasser, der blev læsset af, for nu skulle der rykkes til administrationscenteret, og andre skulle flytte ind på vores gang. På et enkelt kontor gik det så hurtigt, at de indgående og udgående flyttekasser stødte sammen i døren. Vi hilste på de nye gangboere, goddag og farvel. De virkede i øvrigt rigtig flinke. I modsætning til de fleste skulle jeg ikke kun flytte kontor, men også til nyt hovedområde. Jeg kunne derfor ikke tage mine opgaver fra teologi med mig til sundhedsvidenskab. Der blev ryddet op og ud i ti års papirer og filer. Sikke meget his-torie og mange gode minder, der dukkede op.

Jeg havde fået stillet en afskedsreception i udsigt, men havde udtrykt ønske om en mere beskeden markering af overgangen: En kop kaffe med et rundstykke ville være fint. Traditionen tro lavede jeg en liste over dem, jeg gerne ville invitere udefra, f.eks. pensionerede kollegaer, som jeg havde samarbejdet med gennem årene. Men jeg hørte ikke mere. Jeg tænkte, at festarrangøren måske var faret vild mellem universitetssøjlerne. Da jeg endelig hørte ad omveje, at jeg selv skulle organisere og finansiere en eventuel sammenkomst – og det havde jeg gerne gjort – var tiden desværre løbet fra mig. Den aften, jeg afleverede mine nøgler i sekretariatets postkasse, var det derfor med en følelse af tomhed og tristhed over ikke at have fået sagt ordentligt farvel – og tak.
På Health blev jeg kastet lige ud i et døgns ryste-sammen-seminar for AU Forskning og Talent på Sandbjerg. Hørte jeg rigtigt? Heldige mig, der er vild med seminarer. Dette blev absolut et af de bedste og mest veltilrettelagte, jeg har været på, og jeg har været på mange. Vi havde nogle interessante gruppediskussioner om overordnede emner, f.eks. om fordomme på AU. Det blev til en liste på 43. En af fordommene var: Toppen ved ikke, hvad der sker i bunden.

Jeg kendte ikke så mange af deltagerne på forhånd og vidste ikke, hvem der var kollega, og hvem der ikke var. Min sidemand og jeg fik os et godt grin, da vi i slutningen af seminaret fandt ud af, at vi faktisk var teamkollegaer. Linedance om aftenen bidrog også til at finde fælles fodslag, på flere plan.

Nu er hverdagen begyndt, og mine nye kollegaer har givet mig en flot velkomst med præsentationsmøde og introduktionsplan. Jeg hører godt efter, hvad de forklarer mig, for der er meget nyt at lære. Min leder har lovet mig, at jeg ikke kommer til at kede mig, og jeg tror, hendes ord holder vand. Jeg har følt mig ude på temmelig dybt vand i min søgen efter de dybere sammenhænge i forandringsprocessen. Nu glæder jeg mig til at finde den faste grund igen. Og til at få arbejdsro.