Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Flere undervisningstimer på Arts

Af Søren Hein Rasmussen, studieleder, Historie og Områdestudier

Hvorfor honorerer vi ikke politikernes og vore studerendes ønsker om flere undervisningstimer? I hvert fald på Arts tror jeg, at det både ville gavne vores omdømme og kvaliteten af vores undervisning. Jeg tror også, at det kan lade sig gøre uden særlige anstrengelser.

På Arts udfoldes der en del bestræbelser på at udtænke didaktiske metoder, som gør studenterne mere studieaktive. Det er spændende og vigtigt, men jeg tror ikke, at de studerende nødvendigvis opfatter den slags som mere undervisning. Faktisk er jeg ret sikker på, at de først og fremmest forbinder undervisning med tilstedeværelse af en lærer. Det har de efter min mening også grund til. Som studieleder på Institut for Historie og Områdestudier på det gamle Humaniora har jeg gennem flere år selv været initiativtager til eksperimenter med mellemtimer, studentervejledertimer, peervejledning osv. Min erfaring er, at sådanne tiltag kun fungerer rigtig godt, når der står en lærer synligt i forløbene, dvs. når en lærer er tilstedeværende, styrende og tilgængelig. Tiltagene tjener ikke så meget til en forøgelse af undervisningstimerne som til den didaktiske udvikling heraf. Det er godt og vigtigt. Vore studenters ønsker om flere undervisningstimer er imidlertid lige berettigede – og kan godt honoreres, uden at vore VIP'er bliver mere undervisningsbelastede, end de er nu. Jeg tror, at det først og fremmest er et spørgsmål om at ændre VIP'ernes opfattelse af forholdet mellem k-timer og forberedelse.

I det mindste på det gamle Humaniora bygger undervisningssystemet grundlæggende på en simpel beregningslogik, som forhekser os. Et typisk kursus er normeret til 12 x 3 k-timer med en forberedelsesfaktor på 4,5. Så tænker VIP'en efterfølgende: "Oh, nu har jeg arbejdet 162 timer," hvilket der næppe heller er grund til at betvivle. Med et par kurser plus eksamination og specialevejledning vil de 500 timer afsat til undervisning per semester hurtigt være brugt. Men en forøgelse af k-timerne behøver ikke betyde en forøgelse af den samlede arbejdstid afsat til det givne kursus.

Fordelingen mellem undervisning og forberedelse er i mit eksempel henholdsvis 36 timer og 126 timer. Hvis vi nu vedtog at levere yderligere 18 k-timer, skulle vi efter vor beregningslogik lægge 18 x 4,5 timer oven i de 162 timer. Det kan ikke lade sig gøre med den forhåndenværende VIP-bemanding. Men i og med at pensum fortsat er det samme, burde der ikke automatisk følge en større samlet forberedelsesbyrde med. En forøgelse af undervisningstiden på 18 k-timer bør ikke udregnes som en forøgelse på 18 x 4,5 timer af den samlede tid brugt til det givne kursus, men kun som 18 timer flyttet fra de 126 timers forberedelsestid over til brug for læreren og studenterne i fællesskab. Ud af de 162 timer normeret til kurset vil forholdet derfor nu være henholdsvis 54 k-timer og 108 forberedelsestimer. Og hvis de 18 ekstra k-timer bruges intelligent, dvs. under udnyttelse af andre undervisningsmetoder end klassisk skolelærersnak, vil f.eks. en del af den uundgåelige individuelle vejledningstid indeholdt i forberedelsestimerne rimeligvis blive neutraliseret. At gøre 18 individuelle vejledningstimer på et hold med 25 studerende til 18 kollektive vejledningstimer er efter min egen erfaring en ubetinget pædagogisk gevinst. Andre forhold end vejledning kunne rimeligvis også tjene til flytningen fra forberedelse til k-timer.

Arts kan således uden særlige problemer forøge mængden af undervisningstimer i en lang række discipliner. Til glæde for politikere og studenter og for VIP'erne, når de opdager, at de gør mere gavn med den samme indsats. Det kræver nærmest bare, at vi opgiver vore hidtidige kataloger med omregningsnøgler for de forskellige kursuskategorier og i stedet udarbejder et katalog, hvori hver kategori er forsynet med en angivelse af det totale antal timer til rådighed for et kursus og den fikserede (højere) k-timeratio heraf.