Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskere sætter sjældent en dagsorden

Danske forskere er ivrige debattører, men det er politikerne, der sætter dagsordenen for mediedebatten om forskning.

Som videnskabsminister var Helge Sander (V) med enkle budskaber budbringer for de kugler, der blev støbt i Videnskabsministeriet, EU og OECD. Foto: Scanpix

Danske forskere er påfaldende tavse, når der skal sættes en dagsorden for den forskningspolitiske debat i danske aviser. Den opgave er i stort omfang overladt til det politiske system og især forskellige ministre, viser en nordisk undersøgelse af, hvilke aktører der lancerer temaerne, når forskningen og rammerne for den bliver diskuteret.
Til gengæld er forskerne meget aktive debattører, og de udgør den største gruppe af aktører i debatten om forskningens vilkår. Men det er næsten altid som reaktion på de mange politiske udspil og forandringer, der prægede dansk forskning i årene 1998-2007, som undersøgelsen omfatter.
– Det kan måske nok undre, at forskerne er så reaktive, men det er også påfaldende så lidt debat om forskning, der var i de danske dagblade, der indgår i undersøgelsen, siger Karen Siune, der stod for den danske del af undersøgelsen, da hun endnu var leder af Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet.

OECD’s dagsorden

At politikerne sætter dagsordenen, overrasker næppe mange, og forklaringen ligger lige for.
– Forskningen bliver især i disse år trukket foran en politisk vogn, fordi både EU, OECD og politikere i alle lande mener, at den skal skabe økonomisk vækst, siger Karen Siune.
Hun mener også, at både OECD og EU har stor indflydelse på den dagsorden, Videnskabsministeriet og dets minister sætter.
– Danmark er mere villig end andre nordiske lande, når det gælder om at lytte til OECD. Vi vil gerne være medlem af det gode selskab, og alle bøjer sig for OECD – uanset ministerium, mener Karen Siune og giver et eksempel.
– Den tidligere videnskabsminister Helge Sander godkendte et par mindre universiteter, men så mente OECD, at store universiteter var vejen frem, hvorefter Sander satte fusioner på dagsordenen. Men generelt er det embedsværket i ministeriet, der støber de kugler, som især Helge Sander var budbringer for, med enkle budskaber som ”Fra forskning til faktura”. Og embedsværket har været meget præstationsorienteret, fordi det ikke vidste, hvor længe den nuværende regering blev siddende, mener Karen Siune.

Fraværende organisationer

Undersøgelsen viser, at norske universitetsfolk er bedre til at sætte en dagsorden i den offentlige debat. Karen Siune karakteriserer også den norske debat som mere regulær, hvor parterne kontinuerligt forholder sig til hinandens indlæg. I Sverige minder debatten mere om den, der foregår herhjemme, mens finnerne er mindre debatlystne.
Overraskende nok viser undersøgelsen, at organisationer som Danmarks ErhvervsAkademi og Dansk Industri eller Akademikernes Centralorganisation og Dansk Magisterforening stort set er fraværende aktører i den offentlige debat.
– De skriver til deres egne medlemmer, og bortset fra Dansk Industri får den almindelige dansker ikke noget kendskab til deres rolle i forskningspolitikken. Det samme gælder Rektorkollegiet, som nu hedder Danske Universiteter. Derimod har lederne af forskningsinstitutioner næsten samme gennemslagskraft som skiftende videnskabsministre.

Ingen nordisk identitet

Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske Tidende, Information og Børsen er de fem danske dagblade, der indgår i den nordiske undersøgelse, der gik ud på at kortlægge, hvor meget de nordiske vælgere blev informeret om den forskningspolitiske debat, og hvilke temaer der var på dagsordenen i de respektive lande.
Ikke overraskende spiller penge en stor rolle i alle lande, men i Danmark er organiseringen af forskningen oftere på dagsordenen. Den strategiske forskning har også mere plads. Og skulle nogen lede efter en nordisk eller international ”ånd”, når det gælder debat om forskning, bliver de skuffet.
– Debatten er meget national. Finland gør mest ud af at orientere sig udadtil i den offentlige debat, men generelt er der i de enkelte lande meget få referencer til andre nordiske lande. Så min konklusion er, at der ingen nordisk identitet er i den offentlige debat om forskning, ligesom der også er forbløffende få artikler med reference til internationalt forskningssamarbejde, siger Karen Siune.