Lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation Peter Lauritsen synes, de studerende skal få fingeren ud. Sådan lød hans opfordring i et debatindlæg i Politiken i september. Han forstår ikke, hvad de studerende skal med flere timer, når de ikke bruger dem, de har, fornuftigt:
– Det er et problem, at der er for mange studerende, som ser ud til ikke at gide være her. Som simpelthen får for lidt ud af de fem år, de har på universitetet. Her har man for den eneste gang i sit liv virkelig nogle år til rådighed, hvor man kan alt muligt. Det er fattigt, at man så ikke får engageret sig ordentligt, siger han.
De studerende mener heller ikke, de får nok ud af undervisningen, men det er ikke nødvendigvis af mangel på lyst. Antropologi-studerende Mie Lynggaard Nielsen forstår godt Peter Lauritsens frustration over de ugidelige studerende, men når hun oplever at komme forberedt til undervisning, og hendes viden ikke bliver omdannet til noget brugbart, svinder motivationen til forberedelse ind.
– Vi får at vide, at underviserne er dygtige forskere, men det gør dem ikke nødvendigvis til gode undervisere. For mig handler det ikke om, hvor mange timer man har, men mere om, hvad udbyttet af timerne bliver. Som studerende opbygger man også en erfaring, hvor man mange gange er kommet helt forberedt til undervisning, men hvor man bare ikke har fået det ud af timerne, som man har forventet, forklarer hun.
Mie Lynggaard Nielsen følte sig derfor nødsaget til at finde udfordringer andre steder for at få de kompetencer, hun mener, universitetet skulle have givet hende.

En gammel diskussion

Universitetet har længe været klar over, at ikke alle studerende kommer med de samme forudsætninger. Og i takt med at flere bliver optaget, skal universitetet gøre mere for at forberede dem på ”det at studere”. Men Peter Lauritsen efterlyser en diskussion om konsekvenserne af masseuniversitetet og kvaliteten af de færdiguddannede, der kommer ud.
– Er målet, at vi får så mange igennem universitetet som muligt? Og hvad er det så egentlig for et universitet, de kommer igennem? Den debat synes jeg er væk. Man tager for givet, at jo flere vi kan få igennem universitetssystemet, jo bedre. Det er ikke min holdning, og jeg tror, det er rigtig skidt, siger han.
I mange tilfælde mener han, at de pædagogiske tiltag er som at putte sukker på surströmming. Det bliver aldrig helt godt, og derfor vil han have politikerne og de kommende studerende til at tænke over, hvad formålet med universitetet skal være.

Ikke et spørgsmål om skyld

Ph.d.-studerende ved Center for Undervisning og Læring Kim Jesper Herrmann mener, universitetet er nødt til at tage de mange nye studerende alvorligt. De er blevet lukket ind i folden, og derfor har universitetet også et medansvar for kvaliteten af undervisningen.
– Det her skyldsspørgsmål er enormt uproduktivt. Det bliver en skyttegravskrig, som vi ikke kommer særlig meget videre af. Vi bliver nødt til at interessere os for, hvorfor de studerende nogle steder lægger så lidt arbejde i studierne. Hvorfor er det meningsfuldt at arbejde så lidt? Og er det virkelig sandt, at man på nogle studier kan vade igennem og trække sit eksamensbevis?
Han afviser, at pædagogik handler om at fratage de studerende deres ansvar.
– Tværtimod. Pædagogisk undervisning handler om at gøre de studerende kravene bevidst. At sikre, at der er sammenhæng mellem de krav, der stilles, og de kvalitetskriterier, der lægges til grund ved eksamen.
Peter Lauritsens debatindlæg rejser altså en lang række spørgsmål, som studerende, undervisere og politikere stadig skal diskutere og tage stilling til. Er flere timer nok, skal der nye undervisningsformer til, og skal det at studere altid være sjovt?
– Det kan godt være, vi med mindre hold og med alt muligt kan få flere til at arbejde. At man kan arbejde på nogle andre måder, der gør, at nogle flere synes, det er interessant. Men det ændrer altså bare ikke ved, at Foucault, ham kan du ikke lege ind. Du bliver nødt til at sætte dig ned og læse det. Og du bliver nødt til at finde dig i, at det er svært, siger Peter Lauritsen.